Annonce
Brædstrup

Politikere godkender plan om lavere varmepriser: Ny varmepumpe vil sænke prisen og CO2

Brædstrup Fjernvarme vil investere i en stor varmepumpe, så værket kan producere billigere varme til forbrugerne og samtidig gøre sig mere uafhængig af naturgas. Arkivfoto
Brædstrup Fjernvarme har fået plan- og miljøudvalgets ja til at investere 33,8 millioner kroner i en ny varmepumpe, der vil reducere brugen af gas på værket med cirka 80 procent.

Brædstrup: Brædstrup Fjernvarme er godt i gang med den grønne omstilling, og forleden fik værket så politikernes ja til, at Brædstrup Fjernvarme kan investere 33,8 millioner kroner i en ny varmepumpe.

Den nye såkaldte 5,5 megawatt varmepumpe vil nedbringe brugen af naturgas på værket med cirka 80 procent, og dermed vil Brædstrup Fjernvarme reducere udledning af CO2 med cirka 5000 tons om året.

Det skyldes, at varmepumpen kun bruger el og erstatter de gasdrevne kedler og motorer. Samtidig vil varmepumpen reducere varmeprisen med cirka 1400 kroner om året, så projektet er en ren win-win, som formanden for plan- og miljøudvalget udtrykker det.

- Det er et rigtigt godt projekt med to gode sideeffekter, hvor man piller cirka 5000 tons CO2 ud og samtidig kan reducere varmeprisen. For en investering på cirka 30 millioner kroner er det utrolig godt gået, og det er en investering, som giver rigtig god mening. Det var derfor et enigt udvalg, som kunne godkende forslaget, siger Martin Ravn (V).

Annonce
Det er et rigtigt godt projekt med to gode sideeffekter, hvor man piller cirka 5000 tons CO2 ud og samtidig kan reducere varmeprisen. For en investering på cirka 30 millioner kroner er det utrolig godt gået.

Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget

Ny pumpe giver overskud

Projektet på Brædstrup Fjernvarme vil alene reducere Horsens Kommunes samlede CO2-udledning med én procent, og projektet forventes at give et samfundsøkonomisk overskud på cirka 24,7 millioner kroner over de næste 22 år. Derudover bliver værket mindre følsomt over for udsving i priser og afgifter, fordi det kan skifte imellem gas og el i forhold til dagsprisen, hvilket er med til at sikre en mere stabil varmepris.

Ud over investeringen i den nye luft til vand-varmepumpe til at producere fjernvarme på værket køber Brædstrup Fjernvarme nabogrunden Industrivej 7 med tilhørende lagerhal. Her skal varmepumpen stå.

Brædstrup Fjernvarme forventer, at anlægsarbejdet med at installere den nye varmepumpe begynder i starten af 2020, og det forventes, at anlægget er i drift medio 2020.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce