Annonce
Horsens

Politikere frigiver millioner til ansigtsløft af sidegader til Søndergade

Thonbogade skal have et løft, så den - og andre sidegader til gågadesystemet - kan matche den nye gågade i Horsens. Politikerne i plan- og miljøudvalget har netop nikket ja til at frigive 5,4 millioner kroner til at opgradere sidegaderne. Arkivfoto
Når den nye gågade i Horsens står færdig næste sommer, har sidegaderne også fået et ansigtsløft.

Horsens: Når den nye gågade i Horsens i løbet af næste år står færdig, så skal de omkringliggende sidegader - Thonbogade, Grønnegade, Hestedamsgade, Graven og Hospitalsgade - også have fået en ansigtsløftning.

Det vedtog politikerne i byrådet i forbindelse med bugetforhandlingerne i efteråret, og nu har politikerne i plan- og miljøudvalget nikket ja til, at pengene til ansigtsløftet bevilges, så arbejdet kan komme i gang.

- Gågaderne og sidegaderne er et sammenhængende system, og det ville være rigtig træls, hvis det var som at gå 20 år tilbage i tiden, når man går fra den nye gågade til nogle af sidegaderne. Derfor skal sidegaderne også løftes, siger udvalgsformand Martin Ravn (V) om beslutningen.

I alt er der afsat 5,4 millioner kroner til at løfte sidegaderne. Det er de penge, politikerne nu nikker ja til, at forvaltningen må bruge. Den første million frigives allerede i år, mens 4,4 millioner kroner er klar til projektet i 2020.

- Der er ikke penge til at skifte belægningen i sidegaderne også, men vi skal have set på ny belysning, som skal være på niveau med det i Søndergade, og på, om vi kan gøre noget med hensyn til byrumsinventar - træer, bænke, cykelstativer osv. - i sidegaderne, siger Martin Ravn.

Der står allerede i dag træer i Thonbogade og i Grønnegade. De træer bliver stående også efter ansigtsløftet.

Annonce

Gågaderne og sidegaderne er et sammenhængende system, og det ville være rigtig træls, hvis det var som at gå 20 år tilbage i tiden, når man går fra den nye gågade til nogle af sidegaderne.

Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget

Færdige sommeren 2020

Planen er, at det eksisterende inventar skal gennemgås for at finde ud af, om det kan renoveres. Og så skal der arbejdes med overgangene fra Søndergade til sidegaderne. Ifølge oplægget fra forvaltningen skal der kigges på, om belægningen kan flettes sammen, så der dannes overgange mellem den nye gågade og sidegaderne.

- Vi vil gerne i gang med arbejdet nu, så sidegaderne også kan stå færdige, når Søndergade, Torvet og Jessensgade er helt færdige til næste sommer. Nu går forvaltningen i gang med at udarbejde en plan for arbejdet, siger Charlotte Lyrskov, der er konstitueret direktør i teknik og miljø i Horsens Kommune.

Pengene til løftet af sidegaderne kommer fra områdefornyelsespuljen og er afsat i kommunens budget. Pengene går altså ikke fra budgettet for Søndergadeprojektet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Sæt et ansigt på, Skat

På et klassisk medie som vores kan man godt kaste et beundrende blik i retning af, hvor mange kommunikationsfolk der efterhånden er ansat i offentlige og private organisationer. Skulle nogen tro, at en vigtig opgave for en kommunikationsafdeling er at betjene offentligheden og diverse medier hurtigt og effektivt, kan jeg afsløre, at sådan er det langt fra altid. Eller hos Skat. Fredag før vinterferien nåede rygterne om en stor rokade frem til avisen. Skattestyrelsen rømmer den gamle adresse i Horsens og rykker i stedet ind i Guldberghus på Grønlandsvej. Tre andre lejere skal derfor flytte ud. Det er en vigtig nyhed, som har betydning for rigtig mange lokalt. På avisen indleder vi derfor jagten på nogen, som kan fortælle os flere detaljer. Avisens journalist kommer fredag eftermiddag igennem til Skattestyrelsens pressefunktion, der ikke vil udtale sig, men i stedet henviser til Administrations- og Servicestyrelsen. Denne styrelses presseafdeling svarer ikke på avisens opkald før mandag formiddag, da en medarbejder korrigerer noget af det, avisen skrev lørdag. Den pågældende kan vi ikke få lov at citere med navn, og vi kan ikke komme til at tale med andre. En uge senere modtager vi et skriftligt svar fra samme afdeling, som nu korrigerer sig selv i forhold til det første svar og svarer på en række spørgsmål. I skriftlig form og uden navn på afsenderen. Med andre ord: I en sag, der handler om flytning af 300-400 arbejdspladser, kan avisen på intet tidspunkt komme til at tale med en ansvarlig chef, hverken én med kommunikationsansvar eller én med direkte ansvar for afdelingerne i Horsens. For en styrelse, der i den grad har brug for at genoprette sin troværdighed, er det ganske enkelt et klasseeksempel på, hvordan man ikke skal gøre. Det er muligt, at Skattestyrelsen havde en helt anden plan for, hvordan nyheden om flytningen skulle lanceres. Men punkt 1 i håndbogen om krisestyring er at handle hurtigt og stille sig til rådighed. Måske skulle Skattestyrelsen søge råd hos SAS' pressechef Kristoffer Meinert, som i parentes bemærket havde haft jobbet i en uges tid, da en vis reklamefilm blev lanceret.

Annonce