Annonce
Horsens

Politiet massivt til stede i Horsens tirsdag: Risikoen for en bøde er større end normalt

Færdselspolitiet er massivt til stede i Horsens tirsdag. Arkivfoto: Michael Bager
Lederen af færdselsafdelingen hos Sydøstjyllands Politi fortæller, at elever fra Politiskolen i Vejle tirsdag er på øvelse i Horsens. Men bøderne, der bliver givet, er helt ægte, understreger han.

Horsens: Bilister i Horsens skal tirsdag være ekstra varsomme, når de sætter sig bag rattet.

Risikoen for at møde en politipatrulje er nemlig større end normalt, fortæller flere læsere, der har henvendt sig til avisen og fortalt, at politiet tirsdag standser alle bilister på flere af byens indfaldsveje.

Også i Facebook-gruppen "Horsens" er der en livlig debat mellem bilister, der har mødt betjente i bybilledet.

Annonce

Lederen af færdselsafdelingen ved Sydøstjyllands Politi, vicepolitiinspektør Jesper Engelund, bekræfter, at politiet er massivt til stede i Horsens.

- Vi har gang i en større færdselskontrol flere steder i Horsens, så det er rigtigt, at der er større risiko end normalt for at møde os og blive udstyret med en bøde, hvis man ikke kører ordentligt, siger han, der understreger, at der ikke er grund til bekymring.

- Der er tale om en helt almindelig færdselsaktion - blot med flere betjente end normalt, fortæller han.

Helt rigtige bøder

Jesper Engelund fortæller også, at færdselsafdelingen får hjælp af Politiskolen i Vejle til dagens kontrol.

- Vi har et samarbejde med politiskolen, hvor vi tager de studerende med ud på kontrol af og til. Det er det, der sker i Horsens i dag, siger Jesper Engelund, der understreger, at selvom eleverne også er ude for at lære, så er de bøder, der bliver delt ud, helt ægte.

- Det er rigtige bøder, der bliver givet. Eleverne er supporteret af uddannede betjente, fortæller han, der ikke ønsker at oplyse yderligere detaljer om færdselsaktionen.

- Jeg vil ikke sige noget om, hvor vi er, hvor mange vi er, eller hvor længe vi er der, siger Jesper Engelund.

Avisen har dog fået henvendelser fra læsere, der har mødt politiet bl.a. på Bankagervej, Strandkærvej, Langmarksvej, Fuglevangvej og Strandpromenaden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Kaotisk forløb: Efter total forvirring kom der afslag på tidlig genåbning - og så åbnede det hele alligevel

Annonce