Annonce
112

Politiet har modtaget flere anmeldelser om overtrædelse af forsamlingsforbud

Dette skilt kan du støde på rundt omkring. Politiet roser generelt borgerne for at følge instrukserne Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Folk plejer at stimle sammen udendørs, når årets første solskinsweekend rammer efter en mørk vinter, og det var da også, hvad politiet frygtede ville ske i den forgangne weekend. Politiet oplyser dog, at borgerne har undladt at samles flere end nødvendigt.

Horsens: Sydøstjyllands Politi har i løbet af weekenden modtaget flere anmeldelser fra folk, der mistænkte andre borgere for at overtræde regeringens forsamlingsforbud, der for tiden forbyder forsamlinger på over 10 personer.

Anmeldelserne kom i kølvandet på, at rigspolitichef Thorkild Fogde i fredags meldte ud, at politiet stod klar med bødeblokken, hvis danskerne ignorerede forsamlingsforbuddet i løbet af årets første solskinsweekend. Politiet har derfor været ekstra synlig i gaderne hen over weekenden. I langt de fleste tilfælde har det dog vist sig, at der ikke skete noget ulovligt, skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Når vores patruljer kom frem til anmeldelsesstedet, har vi ikke kunnet konstatere, at der foregik noget ulovligt, eller også har der i nogle få tilfælde været tale om misforståelser, siger vicepolitiinspektør Søren Munk Frederiksen, der er leder af operationscentret i Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Forsamlingsforbuddet

  • Frem til den 13. april er det forbudt at afholde eller deltage i arrangementer, hvor flere end 10 personer er samlet. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer
  • Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanligvis er til stede og bevæger sig rundt i eksempelvis en butik, et supermarked, en lufthavn eller på en togstation. Tilsvarende gælder, at almindelig brug af kollektive transportmidler og almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads heller ikke er omfattet.
  • Forbuddet gælder ikke i private hjem. Der opfordres dog kraftigt til aflyse planlagte private sammenkomster med flere end 10 personer.
  • Overtræder man forsamlingsforbuddet kan man straffes med en bøde på 1500 kroner.

Anmeldelserne, som politiet har modtaget, har for eksempel drejet sig om om ophold på friluftsarealer som fodboldbaner og legepladser, og at flere personer var samlet i privat bolig.

- Men borgerne har stort set holdt sig i tilpas afstand fra hinanden, og indkøbsstederne har taget de forholdsregler, de skal. Vi har også været i dialog med rigtig mange borgere denne weekend, som havde generelle forespørgsler omkring regler, samt vedrørende råd og vejledning i forhold til situationen, så borgerne er opmærksomme og vil meget gerne selv gøre det rigtige, og sikre at andre også gør det. Det er positivt, siger Søren Munk Frederiksen.

Indtil forsamlingsforbuddet bliver ophævet, kan man forvente at se mere til politiet på gaderne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Annonce