Horsens: Mandag aften ledte politi og frivillige igen massivt efter den 81-årige demente Carl Petersen, der har været forsvundet siden torsdag.
Politiet fik nemlig mandag eftermiddag et tip om, at Carl måske var blevet set ved parkeringskælderen i forbindelse med Netto i Hospitalsgade, og det tip reagerede man på, fortæller vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
- Vi ledte i området, men fandt ingen spor efter Carl, fortæller vicepolitiinspektøren.
Han oplyser, at politiet de seneste dage igen har gennemgået mange af de henvendelser, der er kommet ind, siden Carl forsvandt.
- Vi har igen gennemgået alle de henvendelser, vi har fået ind. Og vi har også afsøgt flere steder igen. Men vi har desværre stadig ikke spor af Carl, og derfor har vi mandag valgt at indstille den operative eftersøgning efter ham. Det betyder, at vi ikke længere søger aktivt efter ham, men at vi naturligvis reagerer på alle de tips, vi får ind, siger Stig Simonsen.
Han understreger også, at politiet stadig meget gerne vil høre fra borgere, der måtte have oplysninger i sagen om Carl.
Stig SimonsenVi har desværre stadig ikke spor af Carl, og derfor har vi mandag valgt at indstille den operative eftersøgning efter ham.
Horsens finkæmmet
81-årige Carl Petersen forsvandt fra sit hjem i det centrale Horsens torsdag. Siden har han været genstand for massiv eftersøgning. Både politi, brandvæsen, organisationen Missing People, Horsens Kommune, familien og masser af frivillige horsensianere har på det nærmeste finkæmmet Horsens' gader, baggårde og offentlige bygninger. Desværre uden held.
- Vi har fået rigtig mange tips, og vi har søgt rigtig mange steder med både hundepatruljer, både og med helikopter. Men nu er vi løbet tør for nye steder at søge, så derfor søger vi ikke aktivt længere, siger Stig Simonsen, der også oplyser, at politiet har underrettet Carl Petersens pårørende om, at der ikke længere søges aktivt efter den 81-årige.
Politiet kan kontaktes på tlf. 114.