Annonce
forside

Politiet efter Smukfest: Der har været en del episoder, men det er gået fint

Trods masser af feststemte mennesker, har det været en rolig Smukfest, oplyser Sydøstjyllands Polit. Arkivfoto

50.000 mennesker festede - stort set - i fred og fordragelighed på Smukfest.

SKANDERBORG: Det er overordnet gået rigtig fint.

Sådan lyder status fra Sydøstjyllands Politi efter en uges Smukfest, der sluttede sent søndag.

- Når vi tager i betragtning, at vi har haft 50.000 mennesker samlet i op mod otte dage, så har det været overraskende roligt, lyder det fra fungerende vicepolitiinspektør Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.

Først senere mandag laver politiet en nøjagtig opgørelse af, hvor mange gange betjentene har været i arbejde i løbet af festivalen. Men ifølge Poul Steffensen har der ikke været specielt travlt.

- Selvfølgelig har der været en del episoder. Det vil der være, når så mange er samlet. Men i det store hele har det været en fin festival, siger han.

Søndag formiddag var der en del trafik i Skanderborg By, da mange af festivalens gæster valgte at tage hjem.

- Men vi fik fin hjælp af Hjemmeværnet til at få afviklet trafikken, så alle kom hjem i god ro, siger Poul Steffensen.

En enkelt alvorlig sag blev det dog til i løbet af Smukfest. Fredag anmeldte en 21-årig kvinde fra Odense, at hun var blevet udsat for en voldtægt. Efterforskning førte til anholdelse af en 19-årig mand fra Viborg, som blev sigtet for voldtægten og fængslet i fire uger i et grundlovsforhør lørdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Dårligt argument for dyrere børnepasning

Fra nytår bliver det dyrere at få passet sine børn i Horsens Kommune. Den slags er en politisk beslutning, og Horsens Byråd er naturligvis i sin gode ret til at sætte prisen op og ned alt efter politisk prioritering. Så langt så godt, og indrømmet, det er svært tit og ofte at skulle forklare prisstigninger, men det er er altså tæt på være verdens dårligste argument, når man forklarer prisstigningen med, at kommunen tilfører syv millioner kroner ekstra til området. Flere kommunale kroner er altså lig med, at man som forældre skal betale mere, lyder logikken. Argumentet holder også så langt, at for at få økonomien til at hænge sammen, når vi skal have passet de små i vuggestue, dagpleje, børnehave eller sfo, er der også en forældrebetaling. Den må maksimalt andrage 25 procent. En sats, der er indført, så ingen kommuner uhæmmet bruger den knap at skrue på, når der skal lægges budget. Nøgleordet her er maksimalt. For det er klart, at forældrebetalingen stiger, når procentsatsen fastholdes, og det samlede budget stiger, men i ordet maksimalt ligger også, at man selvfølgelig kan sætte satsen ned, så forældrene ikke skal betale mere for at få passet børn efter nytår. Der kan være mange gode argumenter for at tilføre midler til børnepasning og at lade forældrebetalingen stige, men der er ingen sammenhæng mellem flere midler og øget forældrebetaling. Horsens Byråd kunne uden problemer vedtage, at det fra nytår skulle være billigere for forældrene at sende deres børn i kommunale pasningstilbud og samtidig tilføre flere midler for at kunne ansætte eksempelvis flere pædagoger. Det kunne eksempelvis være begrundet i at ville tiltrække flere børnefamilier til kommunen. Det er en politisk beslutning med tilhørende solide argumenter, som man så kan være enig eller uenig i, men at sige, at forældrene skal betale mere, fordi kommunen bruger flere penge på området, har ingen logisk sammenhæng.

Annonce