Annonce
forside

Politiet bekræfter: Lisbet Nielsens ligdele er fundet

- Det er en meget tragisk sag, som nu har fået et punktum, lyder det fra politiinspektør.

Østjyllands Politi bekræfter, at det er dele af Lisbet Nielsens lig, man søndag fandt ved Tirstrup Lufthavn.

Det var en gruppe jægere, der fandt et skelet i et skovområde nord for lufthavnen.

Det har vist sig at være skelettet af den 46-årige Lisbet Nielsen, der forsvandt fra sit hjem i Risskov tilbage i 2009, bekræfter politiet.

Den 46-årige sygeplejerske forsvandt fra sit hjem den 23. oktober 2009.

Hendes daværende kæreste blev anholdt for at have dræbt hende, men trods en intens og omfattende eftersøgning lykkedes det aldrig at finde hendes lig.

Kæresten, den 42-årige Bjarne Østergaard Madsen, nåede dog aldrig at blive stillet for retten for drabet.

Halvanden time før han skulle fremstilles i grundlovsforhør, hængte han sig den 31. oktober 2009 i sin celle i arresten i Aarhus.

Men ni år skulle der gå, før kvindens lig blev fundet.

- Det er en meget tragisk sag, som nu har fået et punktum. Retsmedicinerne vil nu forsøge at finde en dødsårsag, men det kan blive særdeles svært, da vi foreløbigt kun har enkelte dele, som har ligget i mange år, siger politiinspektør René Raffo i en pressemeddelelse.

- Men ellers betragter vi sagen som lukket, da vi har færdigefterforsket sagen, tilføjer han.

Ikke alle ligdele er blevet fundet, og Østjyllands Politi fortsætter dermed med sit arbejde i området.

Allerede onsdag erfarede Århus Stiftstidende, at der var tale om Lisbet Nielsens skelet.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: YouSee fyrer op under vigtig debat om tv-pakker

Det er noget af en hvepserede, tv-udbyderen YouSee har stukket fingrene i de seneste dage. Beslutningen om at smide Discovery-kanaler - Kanal 5, 6'eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 - ud af tv-pakkerne fra årsskiftet berører cirka en million danskere, og det er især store sportsbegivenheder, der sætter fut i debatten. - I kan vælge Discovery blandt vælg selv-kanalerne, lyder det fra YouSee, men måske har de gjort regning uden vært: Tv-krigen eskalerede nemlig i aftes, da Discovery gik på banen med annoncer rundt om FC Københavns fodboldkamp i Europa League, hvor der blev opfordret til at vælge Stofa og en række andre aktører i stedet for YouSee - og at der i øvrigt ikke er gang i forhandlinger parterne imellem. Dansk Boldspil Union og Danmarks Idrætsforbund advarer om tab af nationalt tv-arvegods, når vigtige landskampe og dele af OL-dækningen forsvinder for mange. - I har selv solgt jer til privatkanalerne for ussel mammon, lyder modsvaret fra mange, og det argument er fair - med modifikationer. For eksempel er det ikke DBU, der sidder med rettighederne til EM-kvalifikationskampe. De forhandles fra centralt hold i det europæiske fodboldforbund UEFA. Alligevel må idrætsforbundene vedkende sig en del af ansvaret for deres interesseorganisationers valg. Striden åbner en anden spændende diskussion: Har tv-pakker så overhovedet en fremtid? Antenneforeningerne argumenterer med, at de på vegne af tusindvis af medlemmer skaffer kanalerne langt billigere, end hvis vi alle selv satte pakker sammen. Omvendt er jeg en af dem, der har 70+ kanaler i min store tv-pakke, og et konservativt bud er, at jeg aldrig er forbi de 40 af dem. Og er det ikke sådan med sport, at hver gang, man siger til sig selv: Nu har jeg de kanaler, jeg skal bruge, for at se AC Horsens, åbner der en ny...? En krølle på halen er, at de fleste børn og unge i dag er flintrende ligeglade med kanalpakker og flow-tv. De finder alt på YouTube og streaming-tjenester, så måske dør denne diskussion af sig selv om føje år.

Annonce