Annonce
forside

Politidirektør: Vi kan have begået fejl i voldtægtssag

Der kan være sket procedurefejl i sag om voldtægtsdømt ukrainer, lyder det fra direktør i Østjyllands Politi.

Der er sandsynligvis begået procedurefejl i Østjyllands Politis efterforskning af en voldtægtssag, som i øjeblikket behandles af Vestre Landsret.

Det siger politidirektør Helle Kyndesen, Østjyllands Politi.

- Det er en sag, der kommer meget bag på os, og som vi tager meget alvorligt, siger politidirektøren i en pressemeddelelse.

- Det ser ud til, at der er sket ting, der bestemt ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt efterforsker straffesager på.

- Nu vil vi lade Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforske sagen færdig, inden vi konkluderer yderligere, siger Helle Kyndesen.

Meldingen kommer, efter at forsvarsadvokat Jan Schneider torsdag har krævet, at en dom på otte års fængsel ophæves og behandles på ny.

Forsvarsadvokaten har fremlagt dokumentation for, at en efterforsker fra Østjyllands Politi har fremsendt afhøringsrapporter til vidner.

Det er i strid med en instruks fra Rigsadvokaten.

Desuden har en tolk, som politiet benyttede under sagen, ifølge forsvarsadvokaten spillet en aktiv rolle i efterforskningen.

- Tolken har reelt ikke fungeret som tolk, men som medefterforsker i sagen, sagde Jan Schneider torsdag formiddag i Vestre Landsret.

Efterforskeren bad angiveligt tolken om at indhente bankoplysninger - noget der normalt kræver et tilsagn eller en kendelse fra en dommer.

I en e-mail til tolken skrev han endvidere: "Jeg har omskrevet lidt af din supergode beretning. Er du enig, slutter du bare af med din underskrift".

I en anden e-mail kalder han tolken for "agent 007 på prøve".

Østjyllands Politi vil nu undersøge, om der er brug for generelle tiltag for at undgå lignende sager.

- Borgerne må ikke være i tvivl om, at vi overholder reglerne og behandler alle sager korrekt.

- Så det er klart, at denne sag får os til at se på, om der eventuelt er behov for at vejlede vores medarbejdere yderligere, siger Helle Kyndesen.

Den 35-årige ukrainske mand blev i sommer dømt for tre tilfælde af voldtægt, vidnetrusler, afpresning og tyverier.

Ud over fængsel i otte år blev han udvist for bestandigt. Han har nægtet sig skyldig i anklagerne og anket dommen til frifindelse.

Senioranklager Rikke Holm Simonsen fra Statsadvokaten i Viborg erkendte i sin procedure torsdag, at der er begået fejl i sagen.

Men det ændrer ifølge anklageren ikke på, at de afgivne vidneforklaringer er troværdige.

Landsretten ventes at nå en afgørelse i sagen i næste uge.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Formand i replik: Mangel på halkapacitet bremser kommunens vision om flere idrætsaktive borgere

Læserbrev: Horsens Folkeblad skrev lørdag 19. oktober, at det halter med halgulv, og at det kun er Københavns Kommune, der er ringere stillet end Horsens Kommune. Formanden for kultur- og civilsamfundsudvalget, Jakob Bille, mener ikke, at der er et problem, da flere nye haller er på vej. Han mener endvidere, at flere nye kunstgræsbaner samtidig vil frigøre indendørs kapacitet. Line Læsøe fra Sport Horsens betragter sin egen lokalforening og mener på den baggrund, at kapaciteten kunne udnyttes bedre, end den bliver i dag. Til trods for at vi i Østbirk nu i godt et år har haft to haller, er virkeligheden hos os i Østbirk IF en anden. Vi er taknemmelige for vores nye hal. Den erstattede skolens gymnastiksal, og vi har derfor fået samlet næsten alle foreningens aktiviteter i eller omkring Østbirkhallen, og det har givet et kæmpe løft til det sociale liv i ØIF. Men det halter stadig med kapaciteten. I ØIF har vi 10 aktivitetsudvalg med et varieret idrætstilbud til borgerne i og omkring Østbirk. Skolen råder over hallerne i dagtimerne, men deler velvilligt med ØIF's senioridrætsudøvere og tennisspillere. Mellem kl. 15 og 21 (nogle dage til kl. 22) er hallen fuldt booket - ofte med tre igangværende aktiviteter på samme tid. Så jeg har vanskeligt ved at få øje på, hvordan vi i ØIF skulle kunne udnytte kapaciteten bedre, end vi gør i dag. Det er svært at få haltidskabalen til at gå op, og der må indgås kompromiser for at skabe plads til alle. Byrådet har besluttet, at de næste kunstgræsbaner skal placeres i Østbirk og Hovedgård. Der er næsten dobbelt så mange fodboldspillere i Østbirk som i Hovedgård, så vi har en forventning om, at analyse og sund fornuft sender den første af de to nye baner til Østbirk. Men vi har ingen forventning om, at det vil flytte mere af fodbolden ud af hallen og derved frigøre tid til andre aktiviteter. Horsens Kommune har en vision om, at 10.000 flere borgere skal være idrætsaktive om fem år. Lidt løs hovedregning fortæller, at 350 flere borgere i Østbirk skal være idrætsaktive. I ØIF er vi ca. 1300 aktive, og vi skal så forventeligt skaffe kapacitet til en stor andel af de yderligere 350 idrætsaktive borgere. I ØIF har vi allerede arbejdet med kommunens vision, og vi har klare mål om at starte endnu flere aktiviteter, f.eks. floorball og basketball, op. Men visionen bremses desværre af mangel på haltider, medmindre vi udvider dagen yderligere eller nedlægger andre aktiviteter. Det første bliver vanskeligt at gennemføre, og det sidste giver ingen mening. Så det kan godt være, at kapaciteten andre steder i kommunen kan udnyttes bedre, men det er ikke tilfældet i ØIF. Vi har viljen til at arbejde med på Horsens Kommunes vision, men vejen mangler.

Annonce