Annonce
Alarm 112

Politi: Fabrik leverede hver dag 1750 joints til park

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kvinde og mand nægter sig skyldige i at have stået for joint-fabrik i København.
Annonce

Politiet har tilsyneladende afsløret en stor leverandør til den omfattende hashhandel i Nørrebroparken i København.

Fra en såkaldt joint-fabrik i en lejlighed på Fælledvej har en kvinde og en mand produceret i tusindvis af joints til sælgerne i området, mener politiet.

Dagligt blev der leveret 1250 almindelige joints, cirka 500 store joints og desuden over 100 gram hash, hævdes det i en sigtelse mod manden og kvinden, som begge er 24 år.

De to sigtes for at have stået bag leverancerne i en periode på 53 dage fra 25. maj og frem til onsdag, da de blev anholdt.

I et grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag nægtede begge sig skyldige, og de ønskede heller ikke at besvare spørgsmål. Dommeren valgte at fængsle begge i 27 dage.

En kurér hentede produkterne på fabrikken, og de blev derefter placeret i en Peugeot, som blev parkeret forskellige steder tæt på Nørrebroparken, fremgår det af sigtelsen. Herfra blev varerne hentet, når kunder henvendte sig.

Flere gange har den ret åbenlyse handel med euforiserende stoffer i parken fået omtale i medierne.

Jævnligt har politiet på det seneste anholdt formodede pushere i området. Nogle af dem er derefter blevet varetægtsfængslet.

Til Ekstra Bladet onsdag sagde en politichef, at handlen er led i organiseret kriminalitet.

- Det er vores oplevelse, at den er taget til gennem de seneste måneder. Derfor har vi også skærpet vores indsats i området, sagde Rune Jensen, der er chef for Operativ Specialafdeling i Københavns Politi.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Horsens

AC Horsens forlænger med James Gomez

Annonce