Annonce
Udland

Politi bruger vandkanoner og affyrer første skud i Hongkong

Tyrone Siu/Reuters
Søndag aften er en af de mest voldelige hidtil i løbet af tre måneders daglige demonstrationer i Hongkong.

Politiet i Hongkong har for første gang anvendt vandkanoner under sammenstød med demonstranter søndag.

Flere betjente trak deres våben, og mindst én betjent har affyret skud, oplyser en politikommissær på et pressemøde.

Det er første gang under de tre måneder, som demonstrationerne har varet, at der er affyret skud. Det er uklart, om det var et varselsskud, eller hvor våbnet var rettet hen, siger politikommissæren.

Flere betjente pegede deres våben mod demonstranterne, viser billeder fra Tsuen Wan-distriktet, hvor urolighederne fandt sted.

Demonstrationen søndag eftermiddag og aften lokal tid udviklede sig til en voldelig konfrontation mellem politi og demonstranter.

Flere gange var betjentene i undertal mod større grupper af maskerede demonstranter, der kastede med sten og angreb betjente med kæppe.

Det fik politiet til at køre vandkanoner i stilling - noget, som man tidligere har sagt kun ville blive taget i brug i tilfælde af "storstilede forstyrrelser" af den offentlige ro og orden.

Vandkanonerne blev taget i brug ved en mindre gade mod en lille gruppe demonstranter, der hurtigt løb væk fra stedet. Der er ikke meldinger om tilskadekomne.

Urolighederne gør søndag aften til en af de hidtil mest voldelige aftener, Hongkong har oplevet i de seneste tre måneder med daglige demonstrationer.

Dagen begyndte ellers fredeligt med, at tusindvis af mennesker i silende regn gik i et demonstrationsoptog.

- Uanset hvor usikre vores fremtidsudsigter er, forsøger vi at udtrykke os rationelt, siger Peter, en ung mand blandt demonstranterne.

Men efter den fredelige demonstration begyndte en mindre gruppe demonstranter at bygge barrikader og kaste sten og brandbomber mod politiet.

Oprindeligt protesterede hundredtusinder af indbyggere mod en omstridt lov om udlevering af folk til retsforfølgelse i Kina. Men siden har det udviklet sig til et krav om styrket demokrati og om, at den Beijing-loyale regering går af.

/ritzau/AFP

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce