Horsens: Kjartan Finnbogason leverede varen mod sin tidligere klub VB. Han scorede til 2-0 og fik dermed lavet sit første superligamål i denne sæson siden skiftet retur til AC Horsens.
Han var om nogen garanten for det hårde arbejde, der blev lagt for dagen, og han illustrerede det bedst ved at spille videre, selv om den ene skulder blev slået af led i anden halvleg.
- Det er sket mange gange før, og jeg kommer til at have ondt i den de kommende dage, men det vigtigste var, at vi vandt. Det var en forløsning endelig at få en sejr, og så var det ikke så tosset at gøre det mod VB, sagde en ydmyg Kjartan Finnbogason.
Han var hurtig til at fastslå vejen til succes mod sin tidligere klub.
- Vi vandt på hårdt arbejde og lidt held. Jeg er glad for, at tingene gik vores vej denne gang, sagde angriberen blandt andet med henvisning til de to straffespark, som oven i blev omsat i mål.
AC Horsens har tidligere på sæsonen fået et straffespark mod AGF, men det brændte Kjartan Finnbogason.
- Det har jeg allerede glemt, smilte Kjartan Finnbogason.
Pohl med i alle tre mål
Han kunne se sin angrebskollega Jannik Pohl score fra 11-meter pletten.
Jannik Pohl havde en fod med i alle tre mål, og han lagde blandt andet op til Kjartan Finnbogasons mål med en fræk hælaflevering på tværs af det lille felt.
- Vi har lidt meget, så det var megadejligt at vinde. Nu skal vi omsider ikke gå ind til en uge, hvor vi ikke skal tænke på, at vi ikke har vundet.
Jannik PohlJeg er startet inde i seks kampe, og har leveret tre mål og en assist. Det er godkendt
- Vi vandt, fordi vi var farlige. Vi udnyttede vores chancer, selv om VB fik lagt et godt tryk på os efter målet til 1-0. Det var godt, at vi hurtigt fik lukket kampen med målet til 3-0 lige efter pausen, sagde Jannik Pohl.
- Vi havde reelt kniven for struben inden kampen. Sejren er ikke ensbetydende med, at vi overlever, men nu har vi fået ny luft, sagde angriberen.
Med målet til 3-0 er han oppe på tre scoringer i denne sæson.
- Jeg er startet inde i seks kampe, og har leveret tre mål og en assist. Det er godkendt, sagde Jannik Pohl, der har været ude af truppen i nogle kampe på grund af problemer med den ene akkillessene.