Annonce
Brædstrup

Plejemedarbejdere reagerede hurtigt og fik bugt med coronasmitte

Medarbejderne på Dronning Ingrids Hjem fik stoppet corona-smitten med en hurtig indsats. Foto: Peter Hald
Ansatte på plejecentret Dronning Ingrids Hjem i Brædstrup fik opsporet smittekæde i tide.
Annonce

Brædstrup: Hurtig reaktion, hurtige testsvar og en effektiv opsporing af smittekæden har resulteret i, at der ikke længere er personer, som er konstateret smittet med covid-19 på plejecentret Dronning Ingrids Hjem i Brædstrup. Det viser det seneste testsvar efter en serie af screeninger.

Smitten blev opdaget onsdag 11. november, efter at en korttidsbeboer var blevet dårlig søndag 8. november og testet dagen efter.

- Nu er det væk, i al fald i denne omgang. Der er ingen smittet med covid-19. Vi kunne spore smitten til, at det kom fra en enkelt beboer på en korttidsplads, fortæller områdeleder Anne Sloth-Egholm.

- Vi har fået ros fra Styrelsen for Patientsikkerhed. De siger, at det kunne være gået meget værre. Medarbejdernes procedurer i forhold til hygiejne må have været gode i forvejen, siger hun videre.

Det første, plejecentret gjorde, var at finde ud af, hvem der havde haft plejen i forhold til den pågældende beboer, og samme dag blev alle medarbejdere testet. Der blev bestilt en bil fra regionen, der testede beboerne dagen efter.

- Vi fik svar på testen efter to dage, og der var to medarbejdere testet positive. Vi fandt ud af, at de begge havde ydet pleje til beboeren, siger Anne Sloth-Egholm.

I den mellemliggende periode var der to medarbejdere, der fik symptomer på covid-19, og de viste sig begge at være smittede med covid-19. Herefter skulle der gå syv dage til den næste screening af både beboere og medarbejdere.

- Da fandt man så yderligere to medarbejdere, der var positive. Det passede med inkubationstiden, og at de havde haft kontakt med den pågældende beboer, siger områdelederen.

- Ved den anden screening blev det opdaget, at yderligere en medarbejder var testet positiv. Under hele forløbet var der heldigvis ingen andre beboere, der var blevet smittet. I fredags fik vi så svar på den tredje og sidste test, og alle testsvar var negative, både for beboere og medarbejdere. Så vi kan konkludere, at vi ikke har mere smitte, siger Anne Sloth-Egholm.

Var I nervøse?

- Ja, det er klart, at det giver utryghed i personalegruppen. Man frygter jo at smitte svage beboere eller at tage smitten med hjem til familien. Men medarbejderne har været gode til at overholde procedurerne med hygiejne og værnemidler, hvilket har virket, fortæller Anne Sloth-Egholm.

Annonce

Hurtig reaktion afgørende

Det er ikke muligt at dele personalet op i faste grupper på samme måde som for eksempel på en efterskole.

- For eksempel skal en sygeplejerske måske ind til alle beboere, og på aftenvagt er der ikke så mange medarbejdere til stede, så det er meget svært at dele op i grupper på den måde, forklarer områdelederen.

Hendes råd er, at det gælder om at reagere straks, at få testet hurtigt og anvende procedurer til begrænsning af smitte. Og ikke mindst at få kortlagt, hvem der har haft kontakt med hvem.

I alt blev kun den ene beboer på korttidspladsen samt fem ansatte smittet.

Det skal ses i forhold til, at der er 25 medarbejdere og 27 plejehjems- og korttidspladser.

Annonce

Nye regler

- Vores største frygt var, at det bredte sig. Det er jo skrøbelige mennesker, der bor på et plejecenter. Vi håber, at en vaccine snart er tilgængelig. De pårørende har taget det utroligt pænt, og de har sagt, at personalet har taklet det rigtig flot. Det er klart, at alle har været bekymrede, siger Anne Sloth-Egholm.


Vi håber, at en vaccine snart er tilgængelig.

Anne Sloth-Egholm, områdeleder


Apropos pårørende blev reglerne for besøg på plejecentrene i Horsens Kommune strammet op mandag efter et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Det handler om, at der er stigende smittetal i Horsens Kommune, primært blandt borgere i den erhvervsaktive alder. Og det er jo hovedsageligt den gruppe, der kommer på besøg på plejecentre. Påbuddet er nogenlunde det samme som sidst... med den ændring, at man kan få besøg af op til tre nære pårørende - men kun to ad gangen i dertil indrettede besøgsrum, oplyser Anne Sloth-Egholm.

Når man sætter en grænse på tre nære pårørende, handler det om at holde omgangskredsen så lille som muligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Gør noget: Gå en tur

Annonce