Horsens: Ruth Nelly Olsen lyser op ved synet af de to røde juleboder, da hun bliver hjulpet ud i gården på Ceres Centrets demensafsnit Ceres Stuen, hvor duften af bål og æbleskiver breder sig.
- Sikke et flot bål, udbryder den 92-årige kvinde, der lider af en demenssygdom.
Hun giver sig til at synge med på julemusikken, mens hun iagttager aktivitetsmedarbejder Louise Torp Schougaard, der er ved at vende de første hjemmebagte æbleskiver på panden.
- Der er smukt her. Men det er ikke alle, der går igennem her, og det er der ikke noget at gøre ved, siger Ruth Nelly Olsen, der også svarer ja til, at hun savner udsynet til de andre mennesker, der deltager i julehyggen på gågaden i Horsens.
Lige netop det kan plejecenterets eget julearrangement, der skal erstatte den årlige tur til gågaden, ikke klare. Men julestemningen med søde sager, musik og dufte fejler ikke noget, hvis man spørger Ruth Nelly Olsen.
Julestemning og minder
Julestemning er netop det, som personalet gerne vil bringe frem i beboerne, selvom coronaretningslinjerne og smitterisikoen gør, at der er taget en beslutning om at aflyse juleturen ud af huset i år.
- Det handler om at skabe stemninger og vække erindringer til live for beboerne. Nogen kan måske ikke drikke glögg, men så kan de dufte den, og måske bringer det nogle juleminder frem, siger Ceres Stuens daglige leder Nadja Storm, der har fået sin mand, der er tømrerlærling, til at bygge og male boderne i den helt rigtige røde farve.
Hun fortæller også, at der er behov for ekstra aktiviteter i denne tid, hvor beboerne får færre besøg på grund af coronasituationen og kommer mindre ud i samfundet. For nogle vil det nemlig ikke kunne lade sig gøre at bære mundbind, og det er nødvendigt at passe særligt godt på de ældre, der jo er ekstra udsatte, forklarer Nadja Storm.
- Beboerne spørger ikke direkte ind til, hvorfor deres søn eller datter ikke kommer om tirsdagen, som vedkommende plejer. Men de bliver i stedet urolige og kan være højtråbende, fordi de ikke får den sædvanlige kontakt med de pårørende, siger Nadja Storm.
Opkald fra Hong Kong
Flere beboere kommer til og får serveret julegodter. En giver sig til at danse til musikken, mens Ruth Nelly Olsen får serveret glögg af Nadja Storm.
- Thank you, siger Ruth Nelly Olsen, der har en søn, der bor i Hong Kong, hvilket gør hende tilbøjelig til at blande engelske og danske sætninger.
Det får afdelingens fysioterapeut Anja Gram til at komme med en reference til tv-succesen The Julekalender, mens hun forsøger at holde gang i bålfadet. Det kræver mere avispapir, så hun rækker ud efter flere stykker af en iturevet avis.
- Det er en ældre udgave af Horsens Folkeblad, kan jeg se, siger hun og griner, og det samme gør Ruth Nelly Olsen og hendes sidemakker Bente Kirstine Hansen, der også gerne vil fortælle, hvad hun synes om julearrangementet.
- Det er så hyggeligt, siger den 74-årige kvinde, der ligesom resten af afdelingens beboere har en demenssygdom.
Nadja Storm, daglig leder Ceres StuenDet handler om skabe stemninger og vække erindringer til live for beboerne, der jo lider af demens. Nogen kan måske ikke drikke glögg, men så kan de dufte den, og måske bringer det nogle juleminder frem
Hyggestunden mellem de to kvinder bliver afbrudt, da Ruth Nelly Olsens søn fra Hong Kong ringer. Det gør han hver dag, fortæller hun efterfølgende, og Nadja Storm nikker bekræftende, inden hun fortsætter med at servere æbleskiver og glögg for beboerne.