Annonce
Erhverv

Planer om stort centerbyggeri på NT-grunden er sat i bero

Så store var planerne for den gamle NT-grund, da Jespersen Ejendomme fik udfærdiget en lokalplan for området. Nu bliver der i første omgang bygget en eller to boligblokke længst inde på grunden.
Interessen for at bygge på den gamle fabriksgrund i Odder er så minimal, at ejeren nu lægger ud med selv at bygge en eller to boligblokke.

Odder: Det bliver ikke lige med det samme, at den gamle NT-grund på Rådhusgade i Odder bliver bebygget med både butikker, en drive in-bager, tre boligblokke og i bedste fald en dagligvarebutik på nabogrunden.

Det fortæller ejeren af grunden, direktør Claus Jespersen fra Jespersen Ejendomme med hovedsæde i Brabrand.

- Efter at have planlagt etableringen det lille lokalcenter helt ned i detaljer, må vi desværre konstatere, at interessen for at skyde penge i projektet er langt mindre, end vi havde forventet. Derfor vælger vi nu selv at lægge ud med at bygge en enkelt eller to boligblokke. Så må vi se, hvad fremtiden viser, siger Claus Jespersen, der ikke ved, hvornår byggeriet går i gang. Først skal diverse byggetilladelser i hvert fald hentes hjem.

Annonce

Bedre end ingenting

Borgmester Uffe Jensen (V) hilser planerne om at bygge boligblokke velkommen.

- Selvfølgelig så vi helst, at hele projektet bliver gennemført, når vi nu har lavet en lokalplan for hele området. Men boligblokke skal man heller ikke kimse af. Det er altid godt at få flere borgere til kommunen, og jeg kan da ikke lade være med at håbe på, at det er starten på noget større, siger han.

Hvad angår etablering af en dagligvarebutik på den nabogrund, der i dag rummer Uno-Kiosken, er der ikke sket noget nyt.

Her var der ellers en overgang planer om, at Jespersen Ejendomme skulle købe grunden og bygge et varehus til dagligvarekæden Rema 1000. En sådan aftale ville gøre det muligt at tage et stykke fra den gamle NT-grund og på måde skaffe plads nok til de nødvendige p-pladser.

De forhandlinger brød imidlertid sammen i april i år af årsager, som avisen ikke kan få oplyst, og siden er der ikke sket noget.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce