Annonce
Horsens

Plakaten er klar: Populært seniorteater vil igen ramme bredt

Anders Blichfeldt vender tilbage til Seniorteatret i den kommende sæson. Han var også på programmet i den netop afsluttede 25-års-jubilæums-sæson. Arkivfoto: Kim Haugaard
Gengangere og sikre navne skal lokke seniorerne i Horsens Ny Teater. - Jeg synes, vi har fundet nogle navne, som klæder plakaten og giver den en god variation, siger booker.
Annonce

Horsens: Torsdag sluttede sæsonen i det populære Seniorteatret i Horsens. 25-års-jubilæums-programmet var fyret af. Men planlæggerne i foreningen sætter sig ikke hjem i gyngestolen for i ro og mag at pusle med plakaten for næste sæson - den er klar allerede.

I alt otte arrangementer spiller Seniorteatret ud med i 2019-2020, og underholdningen favner - igen - bredt; fra Kandis og Johnny Reimar med sine Clifters til Hjernemadsen og Lune Carlsen, for at nævne nogle.

- Jeg synes, vi har fundet nogle navne, som klæder plakaten og giver den en god variation, siger booker Michael Fast fra lokale Fast Entertainment, der står for arrangementerne i Seniorteatret sammen med foreningens bestyrelse.

- De ældre skal først og fremmest ind og have sig et grin og hygge sig lidt.

Michael Fast, booker

Annonce

Gengangere

Han fremhæver ikke specifikke optrædende som særlige scoop, men hæfter sig ved, at der er blevet lyttet til publikums respons i løbet af den forgange sæson. Det har bl.a. betydet, at der er to gengangere: Kandis og Anders Blichfeldt.

- Der er kommet så mange positive reaktioner retur på dem, at vi mener, at det kunne være fedt at have dem med igen, siger Michael Fast og peger også på, at planlægningen af et program, der først skal løbe af stablen mellem september og april, kan være udfordrende at strikke sammen.

- Det er ikke altid, at kunsterne har planlagt så langt ude i fremtiden, men generelt får vi underholdning af høj kvalitet, samtidig med at det økonomisk stadig hænger sammen for os, siger han og uddyber, at målet for Seniorteatret er at levere underholdning med størst mulig appel.

Det har bl.a. betydet, at traditionelle teaterforestillinger stille og roligt er gledet ud af programmet i de senere år - de solgte ganske enkelt ikke billetter nok.

- De ældre skal først og fremmest ind og have sig et grin og hygge sig lidt, og i den sammenhæng har det vist sig, at koncerter sælger bedre end teater, som klarede sig dårligt, da vi forsøgte at sælge enkeltbilletter til forestillingerne. Vi går nu efter gode, solide navne, som rammer bredt, forklarer bookeren.

Annonce

Udsolgt jubilæumssæson

Billetprisen holder foreningen i ro. En partoutbillet koster 995 kr., hvilket også var prisen i den netop afsluttede jubilæumssæson, der var helt udsolgt med knap 550 til hvert arrangement.

- Kunstnerpriserne stiger hele tiden, og vi har også udgifter at afholde på teatret, men vi vil helst ikke over de 1000 kroner, for alle skal kunne være med, og en pris på lidt over 100 kroner pr. arrangement er ret billig, siger Michael Fast.

Billetsalget til sæson 2019-2020 begynder 18. juni kl. 9 på Horsens Ny Teater, hvor Seniorteatrets popularitet plejer at blive afspejlet i en lang kø af publikummer med grånende manke, der vil sikre sig billet.

Som sidste år kan man også købe billet online, men for at holde traditionerne i hævd, bliver netsalget først åbnet kl. 12 - altså tre timer senere end salget på teatret. Eventuelt overskydende billetter sælges i løssalg fra den 10. august.

Næste sæson i Seniorteatret

Seniorteatret har netop afsluttet en udsolgt sæson 2018-2019.

Forude venter 2019-2020-sæsonen. Billetsalget åbner 18. juni kl. 9 på Horsens Ny Teater, og fra kl. 12 samme dag kan billetter også købes online via hnt.dk.

Her er programmet for næste sæson.

11. september: Kandis - Et af Danmarks største dansktop-orkestre fejrer deres 30-års-jubilæum.

21. oktober: Neighbours - i det akustiske hjørne. Oplev Helge Engelbrecht og venner i bandet Neighbours.

11. november: James Rasmussen Trio - James spiller hits og fortæller anekdoter.

3. december: Anders Blichfeldt - jul og rock'n'roll.

4. januar: Kim Sjøgren - Kim Sjøgren & The Little Mermaid Orchestra spiller nytårskoncert.

18. februar: Peter Lund Madsen - underholdende foredrag om hvad der sker med hjernen, når vi bliver ældre.

26. marts: The Clifters - Pop-legenden Johnny Reimar sammen med The Clifters.

21. april: Lune Carlsen Trio - spiller Kim Larsens største hit.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Udsigt til brandslukning resten af aftenen: Vi skal ind fra ydersiden, og det tager tid

Annonce