AARHUS/HORSENS: Pizzakæden Dominos tæller i dag 13 pizzeriaer, men inden året er omme, vil antallet være rundt regnet fordoblet, fortæller kædens australske direktør Kellie Taylor.
- Vi har i dag restauranter på Sjælland og Fyn, men vi skal helt sikkert til Jylland, siger hun.
Dominos har tidligere haft 31 restauranter fordelt i hele landet, men en tid med omfattende hygiejne-kritik førte til, at flere restauranter lukkede, og endelig måtte franchisetageren, der havde rettighederne i Danmark, i marts sidste år begære selskabet konkurs.
Kort efter meldte Dominos australske franchisetager sig som køber af konkursboet. Det australske selskab Domino's Pizza Entreprises driver cirka 2600 Dominos-restauranter i ni lande.
Millioner til ekspansion
Selskabet har nu sat sig for at gøre Dominos til Danmarks største restaurantkæde, som i 2030 skal tælle flere end 150 pizzeriaer, fortæller Kellie Taylor.
Enkelte af de tidligere Dominos-restauranter genåbnede efter ejerskiftet, og andre er siden kommet til. I løbet af i år er der åbnet syv nye restauranter, og målet er at åbne 12 mere, inden året er omme.
De australske ejere har for anden gang på et år sendt en kapitalindsprøjtning til det danske driftsselskab. Godt 13,4 millioner kroner er netop tikket ind på kontoen, og de er ifølge Kellie Taylor øremærket en forbedring af kædens systemer samt ekspansion.
Størrelsen er interessant
Dog må de jyske pizza-kunder formentlig vente lidt endnu på Dominos.
Kellie Taylor forventer, at kæden indtager det jyske i starten af 2021, og i den forbindelse er første valg på menuen et par restauranter i Aarhus, afslører hun. Derefter følger større byer som Horsens, men mindre byer er også i kikkerten.
- Vi vil også gerne være i de lidt mindre byer, hvor vi ønsker at blive en del af lokalsamfundet. Men det er klart, at den størrelse, Horsens har, gør byen meget interessant for os og sætter den højt på åbningslisten. Forhåbentlig kan vi åbne i Horsens i løbet af næste år, siger direktøren.
Søger aften-liv
Tid og sted for alle åbninger er dog afhængig af rette lejemål med rette beliggenhed, understreger Kellie Taylor.
Kellie TaylorVi glæder os meget til at brede det rigtige Dominos ud til danskerne.
- En størrelse i omegnen af 100-120 kvadratmeter er optimal, men beliggenheden er mere vigtig. Vi ønsker et sted, der er trafikeret og godt besøgt, også sent om aftenen. Vi er ikke interesseret i at ligge et sted, der dør hen om aftenen, forklarer hun.
Drive in-faciliteter har Domino ikke tradition for. Det findes i enkelte restauranter, så det er ikke udelukket, men omvendt ikke nødvendigt, siger direktøren for kæden, som har mere fokus på hjemme-levering.
Tror på fremtiden efter hjerteskærende fortid
På trods af den tidligere fødevare-skandale for danske Dominos tror Kellie Taylor fuldt og fast på en fremtid for kæden i Danmark.
- Det, der skete, er så hjerteskærende for mig. Det var ikke det rigtige Dominos. Nu glæder vi os meget til at brede det rigtige Dominos ud til danskere, siger hun.