Annonce
Horsens

'Pistolmetode' sendte 12 ansatte på Hamlet Protein i strejke: Nu er 10 af dem tilbage i arbejde

Hamlet Protein holder til på Saturnvej i Horsens og er blandt de førende i verden til at producere sojaprotein til specialfoder. Arkivfoto: Morten Pape
En overenskomststridig strejke blandt 12 ansatte på Hamlet Protein er slut efter seks dage. To af medarbejderne har i mellemtiden fundet nyt arbejde, fortæller lokalformand for Dansk Metal.
Annonce

Horsens: En gruppe ansatte på Hamlet Protein i Horsens er vendt tilbage til arbejdet efter seks dages strejke. Gruppen på 12 medarbejdere er i mellemtiden blevet reduceret til 10, da to har sagt op og fundet nyt arbejde.

Henrik Fausing, afdelingsformand i Dansk Metal Horsens, oplyser, at medarbejderne besluttede at vende tilbage i arbejde onsdag klokken 18.

- Der var flertal blandt de ansatte for at gøre det, og jeg synes, det er fint, at konflikten er stoppet. Nu skal man i gang med lokale forhandlinger, og jeg håber, ledelsen har lært, at de ikke bare kan trække tingene ned over hovedet på de ansatte, siger han.

- Omdrejningspunktet er den pistolmetode, ledelsen har brugt. Jeg håber og tror på, de er blevet klogere. Jeg hører i hvert fald, at de ansatte stadig er rasende over den måde, forhandlingerne hidtil har foregået på, så der skal ikke meget til, før det kan blusse op igen, siger Henrik Fausing.

Annonce

Idømt skærpet bod

Sagen begyndte i slutningen af august, da en tillidsmand blev fyret, og en række lokalaftaler med de ansatte blev opsagt.

12 ansatte på fodervirksomheden nedlagde arbejdet, men vendte kort efter tilbage, da det blev besluttet, at en ny tillidsmand skulle køres i stilling til at forhandle lokalaftalerne, som i mellemtiden kunne køre videre.

Torsdag i sidste uge valgte de 12 ansatte igen at nedlægge arbejdet, da de var utilfredse med, hvordan deres kommende vagtplaner var skruet sammen. Henrik Fausing påpegede i den forbindelse, hvordan de ansatte følte, at tingene blev trukket ned over hovedet på den frem for, at man fandt en fælles løsning.


Omdrejningspunktet er den pistolmetode, ledelsen har brugt. Jeg håber og tror på, de er blevet klogere.

Henrik Fausing, afdelingsformand i Dansk Metal Horsens


Strejken var overenskomststridig og endte mandag i arbejdsrettet, hvor de ansatte blev idømt en skærpet bod, der betyder, at de skal betale 86 kroner for hver time, de er udeblevet fra deres arbejde. Det har de ansatte været fuldt bevidste om, fortæller Henrik Fausing.

Annonce

To har sagt op

Under strejken har to af de ansatte besluttet sig for at søge andre veje. De har sagt op og fundet nyt arbejde.

Virksomheden og gruppen af ansatte kommer fra 7. november til at forhandle om de kommende lokalaftaler og vagtplaner.

Hamlet Protein har gennem hele forløbet ikke ønsket at udtale sig til Folkebladet, og det vil virksomheden heller ikke denne gang, oplyser marketingsdirektør Lisa Nielsen.

12 ansatte på Hamlet Protein nedlagde torsdag i sidste uge arbejdet. Onsdag i denne uge vendte de tilbage, men i mellemtiden havde to af dem sagt op og fundet nyt arbejde. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Overlæge efterlyser underholdning til indlagte coronapatienter: Nogle får simpelthen en depression af at være indlagt

Annonce