Annonce
Brædstrup

Pionér fra mandebevægelsen i 70'erne: Mænd må godt være lidt spraglede

Aketan Petersen fremviser her mandebevægelsens symbol i form af en badge, som han har haft siden sin ungdom. Foto: Peter Hald
Aketan Petersen, pioner fra mandebevægelsen, er en af deltagerne i det nye projekt Enlige Mænd 65+ i Brædstrup.

Brædstrup: 70-årige Aketan Petersen skiller sig lidt ud fra flertallet af de mænd, der deltager i det nye initiativ for enlige, ældre herrer - Enlige Mænd 65+ - der er startet af Horsens Kommune, Ældre Sagen og Horsens Provsti.

Hvor mange andre ældre mænd i Brædstrup som regel går klædt i afdæmpede farver, har Aketan Petersen en betydelig mere spraglet tøjsmag.

Da avisen møder ham på hjemmebane i lejligheden i Ringparken, er han således iført en trøje med et usædvanligt lilla mønster.

- Det er en af mine gamle rødstrømpe-veninder, der har fremstillet den til mig, fortæller han muntert.

- Der skal lidt flere farver på paletten. Alt for mange mænd på min alder går kedeligt klædt i gråt eller mørkt tøj. Men det er heller ikke så let at få herretøj med farver. Jeg kan huske engang, da jeg gerne ville købe et par nye røde cowboybukser hos Din Tøjmand her i Brædstrup. Men det måtte jeg opgive - de havde bare ikke røde cowboybukser, tilføjer han.

Den farverige tilgang til livet har Aketan Petersen haft lige siden sin ungdom i 70’erne, da han var en af pionererne i mandebevægelsen i Aarhus. Det var også en tid, da de første mande-basisgrupper spirede frem, og hvor Aketan blev involveret i rådgivning.

Det førte ham ind i frivilligt arbejde for et mandekrisecenter, og det fortsatte, da han flyttede til Horsens og i mange år var meget involveret som frivillig på Horsens Krisecenter for Mænd.

I den egenskab har Aketan Petersen ført mange samtaler med mænd, der havde det svært. Mænd med problemer som alkoholisme, ensomhed og depression. Mænd, der var smidt ud af konen. Hjemløse mænd. Frustrerede mænd.

- Nogle af de ulykkeligste mænd var dem, der var blevet fædre ufrivilligt, fortæller han.

Annonce

Enlige Mænd 65+

Enlige Mænd 65+ er et initiativ fra Ældre Sagen i Brædstrup, Horsens Kommune og Horsens Provsti. Projektet begyndte i december med møder i Tinghuset, men med menighedsrådets hjælp har arrangørerne nu fået lov til at benytte lokalerne i sognehuset på Kirkegade 11 i Brædstrup. Det giver mulighed for at invitere endnu flere til arrangementerne.

Fremtidige møder i sognehuset finder sted hver anden mandag. Næste møde i Enlige Mænd 65+ vil være mandag 3. februar fra klokken 11 til 13 i sognehuset på Kirkegade 11, Brædstrup. Derefter mandag 17. februar, mandag 2. marts og så fremdeles.

Tovholder er Peter Als-Jensen, der kan kontaktes på tlf. 6178 1940, hvis man vil vide mere om projektet.

Ældre Sagen har i øvrigt vurderet, at der er omkring 130 enlige ældre mænd i Brædstrup, og arrangørerne håber, at en stor del af de mænd bliver interesseret i projektet, for det er noget, der kan give dem et større netværk og modvirke ensomhed.

Forlod krisecentret

Fra midten af 90’erne og lige indtil sidste år var Aketan Petersen dybt engageret i Horsens Krisecenter for Mænd, men det fik en ende, da der blev ansat to kvinder til at lede centret.

- Jeg har aldrig fået en krone for mit arbejde på krisecentret, men de får løn, siger han lidt bistert.

I dag er Aketan Petersen pensionist, men i 35 år kørte han taxa - heraf i mange år for vognmand Ejner Rasmussen i Brædstrup. Den 70-årige Brædstrup-borger virker som en mand, der godt kan finde ud af at nyde tilværelsen. Alligevel har han meldt sig til Enlige Mænd 65+.

- Ja, jeg er jo i målgruppen. Jeg er enlig, mand og over 65 år, så da kommunen sendte mig en mail, tænkte jeg, at det måtte jeg da hellere melde mig til, siger han.

Så han mødte frejdigt op til et af de første møder, og da arrangørerne havde brug for nogle til at fortælle om sig selv, meldt han sig uden tøven. Han sagde også ja til en opfordring om at tale med avisen.

Han har tidligere levet i længerevarende parforhold med kvinder. Som han selv siger, har han haft to rødstrømpekærester. Han har også en voksen søn, der bor i Aarhus og er fysioterapeut.

Nu om dage bor Aketan Petersen alene i en lejlighed i Ringparken i Brædstrup, og det passer ham faktisk ganske udmærket.

- Jeg kan gøre, hvad jeg vil… spise min livret hver dag eller onanere, når det passer mig, siger han frejdigt.

Det er sundt at græde

Aketan Petersen giver ikke meget for den stereotype opfattelse af mænd, der bider tænderne sammen og ikke viser følelser.

- Mænd gør ofte mange krumspring for at undgå at græde, hvis de bliver ulykkelige. Men det er jo sundt at græde - der er noget magisk ved det. Ved at græde kommer man af med stresshormoner, forklarer han.

Han har i årevis arbejdet med det psykiske velbefindende.

- Jeg har dyrket meditation i mange år, fortæller Aketan Petersen, der har været med til at stifte meditationscentret Osho Risk ved Tønning.

- Det er et sted, jeg holder meget af. Jeg tager ud på Osho Risk, når det bliver for slemt. Eller også tager jeg til Nepal, erklærer han med et fornøjet smil.

I en alder af 70 år er Aketan Petersen ganske tilfreds med tilværelsen som enlig mand, og han holder meget af at bo i sin lille lejlighed i Ringparken i Brædstrup. Foto: Peter Hald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Annonce