FC Midtjylland må klare sig uden Pione Sisto i kampen mod Atalanta. FCM oplyser ikke noget om årsagen.
Pione Sisto er ikke med i truppen for FC Midtjylland, der tirsdag aften skal spille Champions League-kamp ude mod Atalanta.
Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.
Ud over Sisto er reservekeeperen Mikkel Andersen heller ikke med i truppen. FCM oplyser ikke noget om årsagen til de to spilleres fravær.
I forvejen må FCM klare sig uden midtbanespillerne Evander og Jens-Lys Cajuste, som begge er ude af coronarelaterede årsager.
Derudover afsoner stopperen Erik Sviatchenko karantæne efter et rødt kort i den seneste kamp mod Ajax.
FCM har tabt alle sine fire første gruppekampe.
/ritzau/