Annonce
Horsens

Fra kirkebænk til strandstol: Pinsegudstjeneste rykkede til vandkanten ved Langelinie

Præster fra hele provstiet og omkring 200-300 sognebørn trodsede de lette regndråber fra oven under årets pinsegudstjeneste, som for første gang blev holdt på det grønne areal ved Langelinie. Foto: Peter Leth-Larsen
Pinsegudstjenesten i Horsens var sædvanen tro rykket ud under åben himmel. I en halv snes år har den været holdt i Lunden 2. pinsedag, men som et nyt initiativ var det i år ved Langelinie.

Horsens: Kirkebænkene i Horsens Provsti stod pinsemandag tomme hen. Et par hundrede kirkegængere - skønnet - var dog mødt op til pinsegudstjeneste, men de havde taget plads på klapstole, campingstole, strandstole, skamler og tæpper.

- Det er et meget fint fremmøde. Vi var på forhånd lidt spændte på, om folk fandt vej hertil, sagde sognepræst Hanne Henriksen, glad og tilfreds efter endt gudstjeneste.

Pinsegudstjenesten arrangeres i fællesskab i provstiets kirker, og præsterne står for den på skift. I år var arrangementet lagt i hænderne på Hanne Henriksen, Klosterkirken, Christian Jaque Stub, Vor Frelsers Kirke, og Sara Huulgaard, Torsted Sogn.

De tre havde sammensat en fælles prædiken, hvor temaerne var vand og Helligånden.

Annonce

Pinse er kirkens fødselsdag

Hjemmesiden kristendom.dk forklarer baggrunden for, hvorfor kirken fejrer pinsen som en af de største højtider for kristne:

  • "Jesu disciple, som skulle ud i verden og fortælle om den genopstandne frelser, var efter Kristi himmelfart modløse og uden tro på den opgave, som de var blevet stillet af Jesus. Det ændrede sig radikalt, da Helligånden pinsedag kom til jorden."

Pinsen kaldes kirkens fødselsdag, fordi det dermed blev muligt at udbrede evangeliet til alle folkeslag.

Højtideligt og afslappet på samme tid

Christian Jaque Stub fortalte blandt andet om Guds ånd, der skabte orden over urdybets kaos-vande, og Hanne Henriksen var omkring Jesu dåb under åben himmel, hvor helligånden også var til stede, og Gud sagde, at Jesus var hans søn. Sara Huulgaard rundede af med fortællingen om Helligånden, der 50 dage efter opstandelsen gjorde Jesu diciple i stand til at tale alle sprog, så de kunne sprede de kristne budskaber.

Fortællingen blev ledsaget af et lydunivers skabt på klangskåle og gong gong af musikerne Charlotte Bro Zachariassen og Kim Jeppesen.

Oplevelsen var på én gang højtidelig og afslappet. Publikum lænede sig tilbage i de medbragte klapstole og så ud til at nyde den stemningsfyldte og meditiative lyd, og bag det interimistiske alter, kors og præster i præstekåber trillede tre drenge fodbold, og to hunde boltrede sig på stranden i fælles jagt på samme gren.

Støvregn gjorde temaet tredimentionelt

Der var nadver, bøn og velsignelse som ved enhver anden gudstjeneste, og fire salmer var på programmet. Når det gjaldt salmesangen, fik publikum hjælp af et børnekor med deltagelse fra hele provstiet, og bandet Closing Time akkompagnerede med musik.

Bandet spillede også efter gudstjenesten, hvor der også var mulighed for at købe kaffe, pølser, saftevand og is.

En hoppeborg - eller rettere en "hoppekirke" var også på plads, men da den ikke tåler regn, blev den ikke slået op.

- Det er vi kede af, for vi havde håbet, vi kunne glæde børnene med hoppekirken, sagde Hanne Henriksen efterfølgende.

Der blev aldrig regn for alvor, men blot en dalende støvregn, der ikke forstyrede gudstjenesten.

- Vi kunne jo godt have ønsket bedre vejr, men skidt med det - den dalende regn var næsten bare med til at underbygge stemningen, og på den måde blev vores tema om vand næsten tredimentionel, så man både kunne høre om, se og mærke vandet, konstaterede Hanne Henriksen.

Kirkegængerne havde medbragt både tæpper og klapstole, men gjorde også brug af Lanelinies hængekøjer, da pinsegudstjenesten blev nydt i det fri. Foto: Peter Leth-Larsen

Første gang i det fri

Dagens kirkegængere var børn og voksne, familier, yngre og ældre.

Helge Møller var dukket op sammen med tre beboere og en plejer fra sit bosted. Han er jævnligt til gudstjeneste i Hospitalskirken, men det var første gang, at han var til gudstjeneste i det fri.

- Det var vældig hyggeligt, og det bliver ikke sidste gang, lød dommen efterfølgende.

- Der var meget stemning omkring det, indskyder Bodil Christensen ved hans side.

Mellem kirkegængerne mødte vi også Gudmund Rask Pedersen og Anne Assenholdt.

- Vi er nok lidt inhabile, da vi selv er præster, skyndte de sig at sige.

De var dog enige om, at oplevelsen var god i de nye rammer.

- Og vejret havde jo været det samme i Lunden, proklamerede Gudmund Rask Pedersen.

Anne Assenholdt havde børnene Sidsel og Sven med. Sidsel var især begejstret for lyden ved gudstjenesten, og den lidt yngre Sven var glad for tiltaget med boderne, hvor der da også blev kø straks efter gudstjenesten.

Sognebørn i alle aldre deltog i nadveren, hvor seks præster stod klar med brød og en lille skænk. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce