Annonce
Horsens

Fra kirkebænk til strandstol: Pinsegudstjeneste rykkede til vandkanten ved Langelinie

Præster fra hele provstiet og omkring 200-300 sognebørn trodsede de lette regndråber fra oven under årets pinsegudstjeneste, som for første gang blev holdt på det grønne areal ved Langelinie. Foto: Peter Leth-Larsen
Pinsegudstjenesten i Horsens var sædvanen tro rykket ud under åben himmel. I en halv snes år har den været holdt i Lunden 2. pinsedag, men som et nyt initiativ var det i år ved Langelinie.

Horsens: Kirkebænkene i Horsens Provsti stod pinsemandag tomme hen. Et par hundrede kirkegængere - skønnet - var dog mødt op til pinsegudstjeneste, men de havde taget plads på klapstole, campingstole, strandstole, skamler og tæpper.

- Det er et meget fint fremmøde. Vi var på forhånd lidt spændte på, om folk fandt vej hertil, sagde sognepræst Hanne Henriksen, glad og tilfreds efter endt gudstjeneste.

Pinsegudstjenesten arrangeres i fællesskab i provstiets kirker, og præsterne står for den på skift. I år var arrangementet lagt i hænderne på Hanne Henriksen, Klosterkirken, Christian Jaque Stub, Vor Frelsers Kirke, og Sara Huulgaard, Torsted Sogn.

De tre havde sammensat en fælles prædiken, hvor temaerne var vand og Helligånden.

Annonce

Pinse er kirkens fødselsdag

Hjemmesiden kristendom.dk forklarer baggrunden for, hvorfor kirken fejrer pinsen som en af de største højtider for kristne:

  • "Jesu disciple, som skulle ud i verden og fortælle om den genopstandne frelser, var efter Kristi himmelfart modløse og uden tro på den opgave, som de var blevet stillet af Jesus. Det ændrede sig radikalt, da Helligånden pinsedag kom til jorden."

Pinsen kaldes kirkens fødselsdag, fordi det dermed blev muligt at udbrede evangeliet til alle folkeslag.

Højtideligt og afslappet på samme tid

Christian Jaque Stub fortalte blandt andet om Guds ånd, der skabte orden over urdybets kaos-vande, og Hanne Henriksen var omkring Jesu dåb under åben himmel, hvor helligånden også var til stede, og Gud sagde, at Jesus var hans søn. Sara Huulgaard rundede af med fortællingen om Helligånden, der 50 dage efter opstandelsen gjorde Jesu diciple i stand til at tale alle sprog, så de kunne sprede de kristne budskaber.

Fortællingen blev ledsaget af et lydunivers skabt på klangskåle og gong gong af musikerne Charlotte Bro Zachariassen og Kim Jeppesen.

Oplevelsen var på én gang højtidelig og afslappet. Publikum lænede sig tilbage i de medbragte klapstole og så ud til at nyde den stemningsfyldte og meditiative lyd, og bag det interimistiske alter, kors og præster i præstekåber trillede tre drenge fodbold, og to hunde boltrede sig på stranden i fælles jagt på samme gren.

Støvregn gjorde temaet tredimentionelt

Der var nadver, bøn og velsignelse som ved enhver anden gudstjeneste, og fire salmer var på programmet. Når det gjaldt salmesangen, fik publikum hjælp af et børnekor med deltagelse fra hele provstiet, og bandet Closing Time akkompagnerede med musik.

Bandet spillede også efter gudstjenesten, hvor der også var mulighed for at købe kaffe, pølser, saftevand og is.

En hoppeborg - eller rettere en "hoppekirke" var også på plads, men da den ikke tåler regn, blev den ikke slået op.

- Det er vi kede af, for vi havde håbet, vi kunne glæde børnene med hoppekirken, sagde Hanne Henriksen efterfølgende.

Der blev aldrig regn for alvor, men blot en dalende støvregn, der ikke forstyrede gudstjenesten.

- Vi kunne jo godt have ønsket bedre vejr, men skidt med det - den dalende regn var næsten bare med til at underbygge stemningen, og på den måde blev vores tema om vand næsten tredimentionel, så man både kunne høre om, se og mærke vandet, konstaterede Hanne Henriksen.

Kirkegængerne havde medbragt både tæpper og klapstole, men gjorde også brug af Lanelinies hængekøjer, da pinsegudstjenesten blev nydt i det fri. Foto: Peter Leth-Larsen

Første gang i det fri

Dagens kirkegængere var børn og voksne, familier, yngre og ældre.

Helge Møller var dukket op sammen med tre beboere og en plejer fra sit bosted. Han er jævnligt til gudstjeneste i Hospitalskirken, men det var første gang, at han var til gudstjeneste i det fri.

- Det var vældig hyggeligt, og det bliver ikke sidste gang, lød dommen efterfølgende.

- Der var meget stemning omkring det, indskyder Bodil Christensen ved hans side.

Mellem kirkegængerne mødte vi også Gudmund Rask Pedersen og Anne Assenholdt.

- Vi er nok lidt inhabile, da vi selv er præster, skyndte de sig at sige.

De var dog enige om, at oplevelsen var god i de nye rammer.

- Og vejret havde jo været det samme i Lunden, proklamerede Gudmund Rask Pedersen.

Anne Assenholdt havde børnene Sidsel og Sven med. Sidsel var især begejstret for lyden ved gudstjenesten, og den lidt yngre Sven var glad for tiltaget med boderne, hvor der da også blev kø straks efter gudstjenesten.

Sognebørn i alle aldre deltog i nadveren, hvor seks præster stod klar med brød og en lille skænk. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce