Glibinggård lagde søndag gårdsplads til sommeropera. 130 var begejstrede over lokal sangstjerne.
Søvind: Kultur er ikke kun noget, der finder sted i Horsens.
Også de omkringliggende byer kan præsentere store kulturelle oplevelser.
Søndag var det Søvind, der for et par timer var kommunens kulturhovedstad, da den anerkendte og Reumert-nominerede operasanger Isabel Piganiol gav koncert sammen med pianist Lise-Lotte Kristensen.
Isabel Piganiol bor i Søvind og rejser verden rundt med sin sang.
Det blev en stor oplevelse krydret med en overraskelse, da Assia Zouaoui sang med på en række numre i koncertens sidste afdeling.
Omkring 130 var mødt op til koncerten, og begejstringen var udtalt.
- Det er helt fantastisk. Vi har snakket om, at vi gerne ville se opera, og det gør det til noget særligt, at det er lokalt, sagde Annette Støckl og Karina Lindkvist.
Jannie Kjær var enig med veninderne.
- Vi skal ind og se opera igen, efter at have set det her. Hun synger fantastisk og er meget charmerende - så gør det ikke så meget, at det regner, sagde hun.
Og regnen var netop en udfordring for det udendørs arrangement.
Men trods en meget truende himmel, blev det kun til korte afbrydelser i anden afdeling af koncerten.
Under en paraply brød Isabel Pagniol ud i "I'm singing in the rain" og "Lille Peter Edderkop", og det så ud til at virke, for kort efter brød solen igennem, og det holdt resten af koncerten.
Jannie Kjær, SøvindVi skal ind og se opera igen, efter at have set det her. Hun synger fantastisk og er meget charmerende - så gør det ikke så meget, at det regner.
Ændret opfattelse
Det er Jes Boesen og hans kone på Glibinggård, der lagde gårdsplads til koncerten.
- Det gør vi gerne. For det første vil vi gerne give et bidrag til de lokale arrangementer. For det andet er jeg selv operaelsker. Jeg tager til opera 4-5-6 gange om året. Så er det sjovt, at der bor en operasanger i Søvind. Jeg kender hende kun, fordi hun har barn på Søvind Skole, sagde Jes Boesen på Glibinggaard.
For den yngre generation på gården var det en førstegangsoplevelse at se opera.
- Det er flot. Jeg har aldrig hørt opera før. Det er imponerende at høre hende, og det har helt sikkert ændret min opfattelse af opera - men jeg vil nok ikke tage ind og se en opera, sagde Malthe Boesen.
Sang mod terror
Isabel Piganiol sang et bredt repertoire fra operaarier af Puccini til sange af Edith Piaf.
Et af eftermiddagens stærkeste øjeblikke var, da hun sammen med Assia Zouaoui sang Barcelona som en hyldest til den terrorramte by.
Sangen er fra 1987 og er kendt som en duet med Freddie Mercury og sopranen Montserrat Caballé.
Assia Zouaoui er mest kendt i andre sammenhænge - hun stiller op til kommunalvalget for Socialdemokraterne. Men hun ydede en meget flot indsats sammen med den professionelle operasanger.
Det er den lokale forening, "Sammenrend i Søvind" der stod bag arrangementet.
- Faktisk kendte vi ikke Isabel Piganiol på forhånd, selv om hun bor i Søvind. Og hun var svær at træffe hjemme, men det lykkedes for at få en aftale i stand, fortæller Jonna Brodersen fra "Sammenrend i Søvind". Foreningen har fået 4000 kr. i støtte til arrangementet af Horsens Kommune.