Annonce
Brædstrup

PHC Ejendomme køber op igen: Overtager byens gamle boghandel til maj

PHC Ejendomme overtager 1. maj bygningen på Bredgade 9 i Brædstrup. Herefter vil det lokale ejendomsfirma give huset fra 1860'erne en større renovering. Foto: Henrik C. Sandvad
Ejendomsfirmaet PHC Ejendomme har købt butikslokale og medfølgende lejlighed på adressen Bredgade 9 i Brædstrup, hvor brugskunstbutikken Star Me holder til.

Brædstrup: Ejendomsfirmaet PHC Ejendomme fortsætter med at købe renoveringsmodne bygninger op i Brædstrup.

Denne gang er det tale om butiksbygningen og medfølgende lejlighed på adressen Bredgade 9, hvor brugskunstbutikken Star Me holder til. Tidligere indeholdt bygningen byens boghandel, og det er de tidligere ejer herfra, Jørn og Gitte Finseth, som nu har valgt at sælge til PHC Ejendomme. Nu håber det lokale ejendomsfirma, at man kan være med til at løfte en del af byens handelsgade.

- Vi overtog jo Sydbank-bygningen på Bredgade 8, og det gav god mening for os at have en anden bygning tæt på, så vi kan give det hele et fint løft. Vores plan med Bredgade 8 er, at det skal igennem en større totalrenovering på et tidspunkt, siger Helle Voldby, medindehaver af PHC Ejendomme.

Annonce

Fokus på Sydbank-bygning

Det lokale ejendomsfirma overtager bygningen 1. maj. Huset indeholder en 245 kvm stor lejlighed på første sal, samt et cirka 300 kvm stort butikslokale og kælder. I alt er der omkring 700 kvm under tag, men da PHC Ejendomme i øjeblikket er i gang med en større renovering af den gamle købmandsgård i Bredgade 8, er der ikke sat dato på, hvornår håndværkerne går løs på nyerhvervelsen i nummer 9.

I første omgang handler det for os om at få gjort Sydbank-bygningen færdig. Her skal det første erhvervslejemål stå klar 1. oktober, og efterfølgende skal de nye lejligheder også laves.

Helle Voldby, PHC Ejendomme

- I første omgang handler det for os om at få gjort Sydbank-bygningen færdig. Her skal det første erhvervslejemål stå klar 1. oktober, og efterfølgende skal de nye lejligheder også laves. I alt skal der laves to butikker og mellem 10 og 13 boliger der, siger Helle Voldby.

Annonce

Kendt som byens boghandel

Bygningen på Bredgade 9 har ifølge den snart tidligere ejer, Jørn Finseth, en lang historie. Huset går tilbage til 1860'erne, hvor det dengang indeholdt byens første posthus.

Gitte og Jørn Finseth fra Brædstrup Boghandel i 2010. Arkivfoto: Martin Ravn

Omkring 1870 blev huset til boghandel, og det var det frem til 2011, da boghandlerparret Jørn og Gitte Finseth valgte at stoppe. Herefter lejede brugskunstbutikken Star Me med indehaver Annette Smed Brusgaard sig ind i butikslokalet, og det lejemål vil blive videreført under PHC Ejendomme.

For de tidligere ejere har det dog ikke været nemt at skille sig af med huset på Bredgade 9.

- Det har især været svært for Gitte, for hun er jo barnefødt i huset. Vi vælger dog at sælge, da jeg ikke er så godt gående mere, og så vi vil gerne have noget nyt uden trapper. Derfor flytter vi til maj ind i en ny lejlighed i Sønderhaven, og dernede på Søndergade er jeg jo barnefødt. Så dermed bliver ringen sluttet på den måde, siger Jørn Finseth.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Bor du i et område med høj eller lav smitte: Find dit sogn på kortet

Annonce