Annonce
Navne

Peter Viskinde er død: Blev 67 år gammel

Musikeren Peter Viskinde døde tirsdag morgen af en blodprop. Arkivfoto: Morten Dueholm
Guitarist og sangskriver Peter Viskinde, der har været en del af både Malurt og Big Fat Snake, døde tirsdag morgen.

Peter Viskinde er tirsdag morgen død i en alder af 67 år. Det skriver Ekstra Bladet.

- Vi er dybt knuste og chokerede. Han var meget elsket og fyldte meget, og han er et stort forbillede for os alle sammen med hans kunst og livssyn, siger hans datter, Maria Viskinde, til avisen.

Familien oplyser, at Peter Viskinde blev ramt af en blodprop i hjertet.

Peter Viskinde stiftede i 1990 bandet Big Fat Snake sammen med Anders Blichfeldt. Ti år tidligere var han blevet en del af bandet Malurt, som i forvejen bestod af Michael Falch, Christian Arendt og Peter Mors. Han forlod Malurt i løbet af 80'erne.

Big Fat Snake fik sit store gennembrud med hittet "No Peace Like In Heaven", som udkom i 1995.

Året efter stod bandet bag slagsangen "Big Boys In Red & White" til det danske landsholds EM-titelforsvar.

Sangene bed sig fast i folket. Og med hits som "Bonsoir Madame" og "Fight For Your Love" blev efterspørgslen kun større.

Anmelderne var imidlertid ikke altid lige så begejstrede som folket, og bandet fik øgenavnet "Det syngende fadølsanlæg".

- Folk, der ikke bøjer sig i støvet for Big Fat Snake, har jeg slet ingen respekt for, lød det fra Peter Viskinde, da han i 2006 gik til angreb på de danske musikkritikere i musikmagasinet Gaffa.

I 2008 skete der efter uenigheder et brud mellem Peter Viskinde og Big Fat Snake, og efterfølgende forfulgte han en solokarriere. I kølvandet på bruddet med bandet fulgte en strid om rettigheder mellem Peter Viskinde og de tilbageværende Big Fat Snake-medlemmer. Det endte i 2009 med at parterne indgik et forlig.

I 2018 indstillede Peter Viskinde sin solokarriere.

Peter Viskinde har sideløbende med sin musikkarriere også ernæret sig som kunstmaler, og han har i de seneste år haft sit eget galleri ved sit hjem i Aarhus.

Musikeren efterlader sig ifølge Ekstra Bladet fire børn og fem børnebørn.

- Han elskede musik. Han elskede at male, og han var en fantastisk og omsorgsfuld far. Verdens bedste far er der ingen tvivl om. Han har altid været meget kærlig nærværende og opmuntret os alle til, at vi skulle følge vores lyster og drømme, fortæller datteren til avisen.

Arkivfoto: John Randeris
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

SuperBrugs øgede overskuddet

Kultur

Stor Horsens-festival opgiver 2021: Der er en grænse, og den er nået, siger arrangør

Annonce