Annonce
Horsens

Peter Sørensens appel: Hold ud - og lad os hjælpe hinanden

Peter Sørensen (S) og hans kolleger i byrådet holder virtuelle byrådsmøder under coronakrisen og sørger på den måde for at begrænse smitterisikoen. Det er dog hele kommunen, der nu på tredje uge bidrager med en forbilledlig indsats, mener borgmesteren. Foto: Morten Pape
Statsministeren har tændt lys for enden af corona-tunnellen. Men heller ikke i Horsens kommer vi i mål uden ofre og indsats, pointerer borgmester.

Horsens: I snart tre uger har horsensianerne leveret en forbilledlig indsats i kampen mod coronavirus. Nu skal vi holde ud, lyder budskabet fra kommunens borgmester Peter Sørensen (S), efter statsministeren mandag tændte lys for enden af corona-tunnelen.

På et pressemøde fortalte Mette Frederiksen sammen med sit hold af ministre og eksperter, at de seneste ugers virus-benlås, som Danmark ligger i, har haft positiv effekt. Endda så god effekt, at Folketinget og sundhedsmyndighederne nu overvejer en kontrolleret, langsom genåbning af nogle af de mange samfundsfunktioner, der er lukket ned. Efter påske løsnes grebet måske, lød prognosen, der dog ikke skal ses som grønt lys for, at vi danskere snart kan vende tilbage til hverdagen, som vi kendte den.

Dét understregede statsministeren. Og det understreger Horsens borgmester.

- Det vil kræve lige så meget af os at få åbnet samfundet, som det krævede at lukke det ned. Derfor er brug for en stor indsats af os alle sammen, og signalet er klart: Vi skal fortsat hjælpe hinanden, siger Peter Sørensen i en respons på pressemødet og peger på, at tusindvis af borgere i Horsens Kommune gør netop dét: Hjælper hinanden.

Det viser blandt andet de observationer, der bliver gjort rundt om i kommunen, og som indrapporteres til det kommunale kriseberedskab, forklarer han og peger på, hvordan folk i stor stil arbejder hjemme, undlader at mødes i større forsamlinger, holder afstand og viser corona-omtanke. Det vil der formentlig være behov for længe endnu.

Annonce

Det vil kræve lige så meget af os at få åbnet samfundet, som det krævede at lukke det ned. Derfor er brug for en stor indsats af os alle sammen.

Peter Sørensen

Nogle betaler den største pris

For Peter Sørensen har det været tre turbulente uger, siden coronavirus gjorde sit indtog, og kommunen tog historiske skridt ved at lukke mange af sin institutioner mere eller mindre ned.

Borgmesteren oplever dog, at stat og kommuners behov for at skrue på adfærds-knapperne er blevet bredt accepteret.

- Ærligt talt, jeg synes, der gik for lang tid, før alvoren gik op for nogle. Men det var som om, at den aften, da både Mette Frederiksen og dronningen talte, erkendte vi alle, at vi er i en situation, hvor nogle mennesker i det her samfund risikerer at betale den største pris - ved at afgå ved døden.

- Det har været tre ugers rejse, der viser, at vi har forstået alvoren i, at hvis sundhedsvæsenet bryder ned på grund af en virus, vil det også gå ned på behandlingen af andre sygdomme, og for mig har det været helt fantastisk at se, hvordan Horsens har taget det til sig. Det giver et håb, siger Peter Sørensen.

Ingen officiel ønskeliste

På samme måde som statsministeren på mandagens pressemøde ikke ville byde ind på, hvilke samfundsfunktioner, der måske kan åbnes for først, vil Peter Sørensen heller ikke offentliggøre en prioriteret ønskeliste.

- Jeg kunne pege på rigtig mange områder, det ville være dejligt at åbne igen, men det vil jeg undlade. Jeg læner mig løbende op ad, hvad sundhedsmyndighederne melder ud, så er fagligheden i orden, siger han.

Han nøjes med at tage bestik af Mette Frederiksens positive udmelding; at det, vi gør som nation, rent faktisk ser ud til at virke, og at vi ikke må tro, at vi er i mål endnu. Folketingets bud på en plan for en kontrolleret genåbning af Danmark ventes først sidst på ugen, fremgik det på pressemødet.

Ønskeliste eller ej er en af de vigtigste, generelle opgaver dog fortsat at få især de svageste samfundgrupper bedst muligt gennem krisen, mener borgmesteren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) pointerede på et pressemøde mandag, at det er altafgørende, at danskerne fortsætter kampen mod corona - men der er lys forude. Hvis ikke virussen pludselig spredes hurtigere end hidtil, vil dele af samfundet, som vi kendte det før krisen, langsomt og kontolleret kunne åbnes igen efter påske. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Hold ud

- Dem, jeg tænker på, er de mest sårbare, som også er dem, der kommer til at vente længst (på en normalisering af hverdagen, red.). Dem vil jeg da håbe, at vi kan komme til at skabe både gode omsorgstilbud og gode fællesskaber for. Det er bare meget svært for tiden, siger han om hverdagen for de mest udsatte; ældre, ensomme og sindslidende.

Det er hos dem, en stor del af corona-slaget nu står. Både på landsplan og i Horsens, mener han og appellerer til horsensianerne om at fortsætte kampen i stort og småt.

- På baggrund af mine oplevelser de seneste tre uger har jeg al mulig tiltro til, at den her opgave, dén går Horsens Kommunes borgere forrest på. Derfor har jeg også samme appel som statsministeren: Hold ud - lad os hjælpe hinanden, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce