Annonce
Østjylland

Pensioneret murer er forarget: Vil kommunen da hælde 18 millioner kroner direkte i et sort hul?

De færreste var vel egentlig klar over, at den overhovedet eksisterede, men nu trækker den gamle p-kælder under rutebilstationen overskrifter. Den er i fare for at styrte sammen, og der er tilsyneladende ingen lette eller billige måder at løse problemet på. Foto: Jesper Bech Pedersen
Det kan umuligt være den eneste løsning, og det er med garanti ikke den billigste. Sådan lyder det fra Kaj Buch Andersen om det faktum, at Aarhus Kommune vil bruge 18 millioner kroner på at fylde grus under rutebilstationen.
Annonce

AARHUS: - Hvad tror du, man får for de 18 millioner kroner? Det skal jeg sige dig. Ikke en skid!

84-årige Kaj Buch Andersen har været murer og entreprenør hele sit liv, og han var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da han torsdag læste, hvordan Aarhus Kommune planlægger at bruge 18 millioner kroner på at fylde grus i den nedslidte p-kælder under Aarhus Rutebilstation.


Alene på prisen kan jeg se, at det bliver en skidegod entreprise. Den ville jeg gerne have haft, hvis jeg stadig havde været aktiv.

Kaj Buch Andersen, pensioneret entreprenør


Det skal forhindre, at det nedslidte betondæk mellem p-kælder og busstation kollapser, men det kan man sikre langt billigere, mener Kaj Buch Andersen, der er uddannet ingeniør og har et langt arbejdsliv som selvstændig entreprenør bag sig.

- Det er et spørgsmål om at bruge nok understøtning. Man sætter 'soldater' op (professionelle jernstøtter, der bruges til at understøtte i forbindelse med byggeri, red.) og så eventuelt nogle svære bjælker, der kan fordele trykket, foreslår Kaj Buch Andersen, der i løbet af sin karriere selv har udført adskillige opgaver for kommunen og også været formand for Aarhus Håndværkerforening samt medlem af Aarhus Kommunes Erhvervskontaktudvalg.

Annonce

Det skal op igen

Aarhus Rutebilstation har været delvist afspærret siden oktober 2019, fordi en del af betondækket over p-kælderen er gået langt over sidste anvendelsesdato og derfor er i fare for at styrte sammen.

Og uret tikker. Den halvdel af betondækket, som endnu er sikker, er nemlig så ringe, at den inden for et år også vil være i fare for at bryde sammen. Og så må hele busstationen formentlig lukkes.

Kaj Buch Andersen var i mange år indehaver af firmaet W. Buch Andersen Entreprise og mener, at Aarhus Kommune må kunne finde en billigere løsning i bestræbelserne på at sikre rutebilstationen. Arkivfoto

Det ændrer dog ikke på, at det er hul i hovedet at bruge 18 millioner kroner på at fylde p-kælderen op og genetablere ledningsnet og så videre, for man kommer med statsgaranti til at grave det hele op igen på et senere tidspunkt og dermed bruge pengene to gange, mener Kaj Buch Andersen:

- Når der engang skal bygges noget nyt på den grund, så skal man i jorden igen. Og mon ikke der også skal være en ny p-kælder til den tid, så det hele skal graves væk igen. I mine øjne er det spildt arbejde at fylde den kælder op.

Annonce

- Skidegod entreprise

Understøttede man derimod med en tilstrækkelig mængde soldater, så vil man i ro og mag kunne rive kælderen og det overliggende dæk ned trin for trin på et senere tidspunkt. Og det vil være en meget, meget billigere løsning, er Kaj Buch Andersen overbevist om.

- Men Kaj, nu har du jo hverken besigtiget stedet selv eller set kommunens beregninger? Det kan være, at opfyldning er den eneste løsning?

Dele af rutebilstationen er afspærret, fordi den 65 år gamle p-kælder neden under er i fare for at kollapse. Foto: Jesper Bech Pedersen

- Det er rigtigt, at jeg ikke kender beregningerne, men alene på prisen kan jeg se, at det bliver en skidegod entreprise. Den ville jeg gerne have haft, hvis jeg stadig havde været aktiv. Det ser bare knap så godt ud, når man tænker på, at det er skatteborgernes penge, mener Kaj Buch Andersen.

Annonce

Kompliceret og risikofyldt

Hos Aarhus Kommune kan chef for Ejendomme, Katharina Nyborg, oplyse, at forvaltningen allerede har undersøgt muligheden for at understøtte dækket over p-kælderen.

- Der er faktisk tre områder dernede, som er understøttet af soldater lige nu. Det har tilladt os at fjerne afspærringen fra en del af busstationen, så busserne bedre kan komme til, forklarer hun.

Bygget under Den Kolde Krig

Aarhus Rutebilstation ligger oven på en parkeringskælder. Mellem de to ligger et betondæk, som i virkeligheden består af to separate dele.

Den del, der nu er afspærret for al trafik, kaldes for 'paddehattedækket' og udgøres af en søjlekonstruktion. Den er helt udtjent og vil ikke kunne bringes til anvendelse igen.

Den anden del af rutebilstationen, som ikke er afspærret, ligger oven på en kraftig sikringskonstruktion.

Den stammer fra Den Kolde Krig, hvor Civilforsvaret opførte Danmarks første atomsikre garageanlæg og beskyttelsesrum med et 1,35 meter tykt betonloft, som efter sigende skulle kunne modstå en fuldtræffer fra en russisk ”atom-kanon”.

Men det var dengang. En ny tilstandsanalyse har vist, at restlevetiden for den angiveligt bombesikre konstruktion er nede på under et år.

Herefter kan det blive nødvendigt at afspærre hele busstationen, hvis der ikke er fundet en løsning.

Geotekniske undersøgelser har dog vist, at det vil være en særdeles vanskelig øvelse, hvis hele betondækket skal sikres på den måde.

- Der er flere udfordringer i det. Det er vurderet, at det er nødvendig at understøbe terrændækket (gulvet) i p-kælderen med punktfundamenter, da dækkets bæreevne ikke er tilstrækkeligt. Det vil i sig selv være vanskeligt at komme ind med maskiner og udføre arbejdet, for der er lavt til loftet, forklarer Katharina Nyborg og fortsætter:

- Vurderingen er også, at det i forbindelse med understøbningen kan blive nødvendigt at lave  grundvandssænkning, og det kan yderligere svække bæreevnen, hvis man gør det. Derfor er den samlede vurdering, at det simpelthen vil være for kompliceret og risikofyldt at understøtte det hele. Og også ret omkostningstungt, tilføjer Katharine Nyborg.

Annonce

Bombesikkert - eller noget

Halvdelen af betondækket under busstationen stammer fra Den Kolde Krig og er bygget som et sikringsrum, hvis 1,35 meter tykke betonlag skulle være i stand til at modstå en direkte træffer fra en bombe.

Denne del holder endnu stand, men det vurderes som nævnt tidligere, at den kun har en restlevetid på knap et år.

Heller ikke her vil det være en gangbar løsning at understøtte med soldater, siger Katharina Nyborg:

- Betondækket ved sikringsrummet er udført i en meget dårlig kvalitet og står ikke til at redde.

Det skulle ellers være bygget til at modstå bombeangreb?

- Ja... Det skal man nok ikke satse på, lyder det fra Katharine Nyborg.

Annonce

Vil grave i sagen

Det var byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Ango Winther, der tilbage i februar som den første luftede ideen om at fylde kælderen op med grus.

Ango Winther (S), byrådsmedlem i Aarhus Byråd. Arkivfoto

Også han er blevet overrasket over den færdige pris på det, der ellers i udgangspunktet lyder som en enkel løsning.

Han har derfor bedt om at få den økonomiske side af sagen nærmere belyst i Teknisk Udvalg.

- Så vidt jeg er orienteret, så har forvaltningen allerede undersøgt muligheden for at lave understøtning, og man mente vist ikke, det var en farbar vej. Men jeg vil bede om at få belyst den del også, for det er da rigtigt, at der umiddelbart må kunne spares mange penge, hvis det på nogen måde er muligt at lave understøttelse i stedet for, siger Ango Winther.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce