Annonce
Læserbrev

Pension. Skal jeg fortsætte som faglært, skal jeg have ordentlige pensionsvilkår

Læserbrev: Regeringen har lovet, at de hurtigst muligt vil lovgive om en ret til tidlig pension for de mest nedslidte.

Jeg blev lettet, da jeg læste det.

Jeg er 26 år og lærling på et slagteri. Og hvorfor går jeg op i, hvordan jeg kan forlade mit erhverv, inden jeg overhovedet er udlært? Fordi jeg ser, hvor nedslidte nogle af mine kolleger er, og jeg er bekymret for, at jeg ikke kan blive ved, til jeg er over 70 år.

Jeg kender flere unge, der har taget konsekvensen: De er smuttet fra uddannelserne som murer, tømrer og slagteriarbejder, fordi de ikke vil ende så nedslidte som kollegerne.

Jeg er klar over, at jeg løbende skal efteruddanne mig. Men det bliver ikke på en uddannelse, hvor jeg skal have hovedet i en bog mange timer om dagen. Jeg kan heller ikke have et arbejde, hvor jeg skal sidde foran en computer. Jeg er nemlig ordblind, og det kræver meget af mig at læse og skrive. Desuden er jeg virkelig glad for at være slagteriarbejder.

Så jeg håber, politikerne vil holde, hvad de lover. Så tror jeg også, der er nogen, der vil bygge deres huse og skære deres bøffer ud i fremtiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce