Annonce
Hedensted

Pegefingeren var pakket væk: Nye natteravne patruljerede gaden med tryghed i rygsækken

Ulrik Frederiksen, Peter Jensen og Laila Mortensen tilbragte de seneste aftentimer fredag på at patruljere rundt i Hedensted og Løsning. Målet var at finde unge mennesker i festhumør - og høre dem til, om de havde det godt og trygt. Foto: Lennart Kjær Schouborg
Unge, beduggede personer i Hedensted og Løsning blev fredag aften for første gang mødt af en ny gruppe natteravne. Med sig havde de bolcher, kondomer - og et oprigtigt ønske om en god og sikker fest i det fri.
Annonce

Hedensted: Fremgangsmåden følger gerne den samme, simple drejebog, hver gang kalenderen hedder fredag eller lørdag. Unge mennesker mødes på offentlige arealer, de hygger sig med lidt - eller knap så lidt - alkohol, og morgenen efter klager et ældre segment på Facebook over roderi og manglende hensyntagen.

Også i fredags var der i hvert fald i Hedensted og omegn gang i den, hvor godt 100 unge holdt alkoholfri fest på Ungdomsgården, mens diverse lidet appelsinfri grupper holdt til i området omkring Haralds Plads og Hedensted Skoles boldbaner.

Forskellen denne gang var dog, at en Hedensted-Løsning afdeling af Natteravnene for første gang patruljerede gaderne.

Ikke for at løfte pegefingeren eller holde dem i ørerne. Men for oprigtigt at spørge ind til, om alle havde det okay, kunne komme hjem igen - og så give en venlig reminder om at rydde op efter sig selv, når festlighederne så småt ebber ud.

- Vi er ikke nogle bussemænd, der kommer og skræmmer dem væk. De unge har jo ikke rigtig nogle steder, og så er det jo som udgangspunkt helt fint, at de udnytter vores fælles områder. Til gengæld er der jo nogle regler og hensyn, man kan glemme i "kampens hede", og der tror vi på, der er en præventiv effekt i, at vi lige kigger forbi om aftenen og siger hej, sagde natteravnen Ulrik Frederiksen.

Jeg tænker ikke, vores unge føler sig utrygge, men for forældrene kan der ligge en tryghed, at de ved, der er voksne til at holde lidt øje med deres børn, hvis de kommer til at koble hjernen lidt fra.

Birgit Fisker, SSP-koordinator

Annonce

Handler om tilgangen

Som beskrevet i Folkebladet er initiativet kommet på baggrund af en sommer, hvor borgere i Hedensted og Løsning i højere grad har klaget over alt fra larmende musik til smadrede flasker.

Dette til trods for, at SSP og politiet har været mere på gaden end tidligere.

Derfor var nøgleordet for aftenens tre natteravne, Ulrik Frederiksen, Laila Mortensen og Peter Jensen, da også tryghed. Både for de unge, men lige så meget for de øvrige beboere i byerne.

Og afhængig af den tilgang, hovedpersonerne bliver mødt med under festligt lag, skal de være ganske velkommen, lød det fra de unge, Folkebladet talte med fredag aften.

- De skal ikke bede os om at gå hjem eller stoppe med at ryge og sådan noget, men det er helt fint, hvis de pointerer, musikken er for høj - det kan man jo godt glemme lidt, når man har det sjovt, sagde 14-årige Erik Schriver fra Korning, som hyggede sig med en håndfuld kammerater i Stjernevejskvarteret med en Soundboks.

- Det er nok ikke dumt at kigge forbi boldbanerne, for der sker ret mange ting. Det er derfor, vi sidder her (uden for Nellers Grill i Hedensted, red.). Vi oplever desværre nogle gange, at vi bliver mødt med en ret voldsom tilgang, selvom vi ikke har gjort noget forkert. Så ender det bare i en form for konflikt, og det er der jo ingen af os, der gider, supplerede 15-årige William Schou fra Hedensted.

Annonce

Hverken værre eller bedre

Blandt aftenens opgave for de tre nyslåede natteravne var mestendels uddeling af bolcher og kondomer. Derudover blev ilddåben brugt til at blive klogere på de steder, ungdommen søger hen efter mørkets frembrud,

SSP-konsulent Birgit Fisker pointerer, at der i byer med natteravne sker et fald i vold og hærværk, og derfor er hun også glad for, at en gruppe forældre har påtaget sig rollen.

Alligevel påpeger hun, at det er forfejlet at male et alt for dystert billede af tidens teenagere.

- Det er blevet lettere at samles spontant i større grupper, end dengang man skulle sende brev til hinanden. Samtidig er der kommet nogle store højtalere, som kan genere mange mennesker. Men min tese er, at der altid har været utilfredse naboer - nu er det bare blevet mere synligt, fordi man ytrer det på Facebook. Unge er hverken blevet bedre eller værre i forhold til da vi selv var i den alder, siger Birgit Fisker.

Natteravnene hører officielt til under afdelingen i Tørring. Også en afdeling i Uldum er på vej.

Hvad er Natteravnene?

Natteravnene er en frivillig organisation bygget som et franchise-koncept til frivillige, som lokalt medvirker til at skabe tryghed især for børn og unge ved en ansvarlig, omsorgsfuld og forebyggende synlig tilstedeværelse i det offentlige rum.

De frivillige er lokale voksne i alle aldre, der går rundt i området på relevante tidspunkter i hold på tre iført en karakteristisk gul beklædning.

De har hverken sociale eller politimæssige beføjelser og griber ikke fysisk ind. Men de er let genkendelige, hvis de unge har brug for en hjælpende hånd eller et godt råd.

Kommende Natteravne får en lille uddannelse i at være Natteravn. De får information om spilleregler, og de får mulighed for at høre om unges adfærd, lidt viden om psykologi, rusmidler og misbrug. De får også indsigt i SSP's forebyggende arbejde og opgaver samt tilbud til de unge.

Den nye afdeling af Natteravnene fik sig fredag aften sine første snakke med områdets ungdom. Foto: Lennart Kjær Schouborg
Der er intet problem i, at voksne kigger forbi under de unges fester i det fri, så længe det ikke er med en løftet pegefinger. Sådan lød det samstemmende fra de unge, Folkebladet mødte fredag, herunder Magnus Oestergaard (t.v.) og William Schou. Foto: Lennart Kjær Schouborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Brandslukning fortsatte til langt ud på natten: Tøjbutikker i stueplan er medtagede efter slukningsarbejde

Horsens

Udsigt til brandslukning resten af aftenen: Vi skal ind fra ydersiden, og det tager tid

Annonce