Annonce
Udland

Pave Frans: Syriske flygtninge skal kunne vende hjem

Vincenzo Pinto/Ritzau Scanpix
Paven siger, at han er tæt på det kristne samfund i Sri Lanka, som blev rystet af bombemassakre påskedag.

Pave Frans opfordrer påskedag indtrængende til, at millioner af syriske flygtninge får mulighed for at vende hjem.

Opfordringen er blevet fremsat efter gudstjenesten i forbindelse med den særlige "urbi et orbi"- velsignelse fra Peterskirkens ydre loggia til en kæmpemæssig folkemængde.

- Tiden er inde til at gøre nye bestræbelser på at finde en politisk løsning, som kan skabe grundlag for, at de hjemløse kan vende hjem sammen med alle dem, der har søgt tilflugt i nabolande - navnligt i Libanon og Jordan, hedder det i den traditionelle påsketale fra pave Frans.

Han opfordrede også indtrængende til et stop på blodsudgydelser i Libyen.

Her er volden igen blusset op, efter at oprørshæren under ledelse af Khalifa Haftar i begyndelsen af april indledte en offensiv for at overtage landets hovedstad, hvor en FN-støttet regering sidder.

- Må konflikten og blodsudgydelserne ophøre i Libyen, hvor forsvarsløse mennesker er blevet dræbt de seneste uger.

- Jeg opfordrer de involverede parter til at vælge dialog frem for magt og udgå at rive op i de gamle sår, som årtier med konflikter og politisk ustabilitet har efterladt.

Påskegudstjenesten fandt sted få timer efter en bombemassakre i Sri Lanka tidligere søndag. Eksplosionerne har ramt tre kirker og fire hoteller. Paven betegnede angrebene som "så grusom vold".

Han sagde, at han var tæt på det kristne samfund i Sri Lanka, som blev rystet af bombemassakren, da det fejrede påsken.

- Det er med stor bedrøvelse, at jeg har hørt nyhederne om angrebene i dag, påskedag. De bringer sorg og smerte, sagde pave Frans.

/ritzau/AFP

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

112

Tre indbrud i tre byer

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce