Annonce
Navne

Patient i mindeord: Et helt fantastisk menneske, som havde fortjent alt andet end den grumme skæbne, der overgik hende

"I Slotsgade, hvor Elin tidligere arbejdede inden sammenlægningen på Rådhustorvet, sørgede hun altid for, at venteværelset fremstod pænt og med friske udgaver på bordet af Horsens Folkeblad og Jyllands-Posten. Hun tog sig tid til at snakke mellem telefonerne og spurgte, hvordan man havde det", skriver Anders Vaagan i mindeordene om Elin Frank Just. Arkivfoto

Mindeord: Anders Vaagan, Horsens, har skrevet mindeord om Elin Frank Just, Horsens, der blev 62 år:

Kære familie til Elin Frank Just og kære personale hos Tandlægerne Rådhustorvet.

Modtag mine dybeste kondolencer i forbindelse med Elins tragiske bortgang.

Annonce

Tankerne har i den grad været hos jer alle, siden den forfærdelige nyhed kom frem.

Som de smukke mindeord i avisen beskriver, vil Elin blive husket og mindet for sin helt fantastiske måde at være på.

Dette lagde man mærke til i venteværelset, når en nervøs patient meldte sin ankomst, og Elin på fineste vis fik beroliget denne med sine vise og betryggende ord.

Når kolleger kom ind bag skranken, havde Elin altid svar på en henvendelse, fandt altid det i skuffen, som søgtes, eller kunne henvise til rette sted i klinikken.

Ikke blot en dygtig sekretær, men også en rigtig god kollega med overblik. Det fornemmede man snart som ventende patient, at hun var.

I telefonen var hun smilende, og hun gjorde sit ypperste for, at man kunne få den tid, der passede bedst. Altid utrolig venlig og imødekommende.

I Slotsgade, hvor Elin tidligere arbejdede inden sammenlægningen på Rådhustorvet, sørgede hun altid for, at venteværelset fremstod pænt og med friske udgaver på bordet af Horsens Folkeblad og Jyllands-Posten. Hun tog sig tid til at snakke mellem telefonerne og spurgte, hvordan man havde det.

Et helt fantastisk menneske, som havde fortjent alt andet end den grumme skæbne, der overgik hende.

Med ønsket om at familie, venner, kolleger m.fl. må komme godt igennem en svær tid.

Æret være Elins minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce