Annonce
Danmark

Pas på feriefælde: 1,5 million danskere risikerer at rejse med ugyldig sygesikring

Kommer man af sted på ferie med et blåt sygesikringskort, der har passeret udløbsdato, risikerer man at ende i en situation, hvor man selv skal lægge mange penge ud. Foto: Andreas Beck/Scanpix
Mange danskere har et blåt sygesikringsbevis, der udløber i 2019. Udbetaling Danmark advarer om, at det kan få ubehagelige konsekvenser, hvis ikke man bestiller et nyt kort, inden man rejser på ferie.

Sygesikring: De fleste har det med - de færreste har nogensinde haft det ude af pungen.

Måske derfor risikerer omkring halvanden million danskere i år at pakke kufferten og rejse mod varmere himmelstrøg med et ugyldigt EU-sygesikringskort. Det blå kort blev indført i 2014 og skal fornys hvert femte år. Mens cirka fire millioner danskere har et blåt sygesikringskort, udløber de første to millioner kort således i løbet af 2019, oplyser Udbetaling Danmark. Siden årsskiftet har cirka 550.000 danskere bestilt et nyt kort.

Mette Beck, pressechef i Udbetaling Danmark, advarer om, at det kan udløse ubehagelige situationer, hvis ikke man sørger for at bestille et nyt kort, inden man rejser.

- Er kortet ugyldigt, kommer man til at selv at lægge ud for betalingen, hvis man får brug for sundhedsydelser, siger hun.

Annonce

Det blå sygesikringskort

  • Dækker på rejser inden for EU samt i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
  • Kortet giver ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, du opholder dig i. Kortet dækker ikke hjemtransport.
  • Cirka fire millioner danskere har et EU-sygesikringskort. Cirka to millioner kort udløber i 2019.
  • Kortet kan fornys på borger.dk/eu-sygesikringskort. Du får et midlertidigt bevis, mens du venter på at få det rigtige kort tilsendt.
  • Styrelsen for Patientsikkerhed samt regionerne står for refusion til borgere, der har lagt ud for deres behandling i udlandet og opfylder betingelserne for refusion.
  • Børn skal have deres eget kort.
  • Du kan læse om hvilke ydelser, der er dækket i hvilke lande, på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
  • Kilde: borger.dk og Udbetaling Danmark

Akut hjælp

Mette Beck forklarer, at man er dækket af sundhedsforsikringen, uanset om man har et gyldigt kort eller ej. Således kan man få sine udgifter dækket, når man kommer hjem. Men et glemt eller ugyldigt kort koster en masse bøvl, og det kan udløse problematiske situationer under ferien.

- Man kan ende i en rigtig skidt situation, for det kan være en betragtelig sum, man kommer til at lægge ud. Man har ikke nødvendigvis mange tusind kroner stående på kontoen eller mulighed for at overtrække et beløb, siger Mette Beck og understreger, at der også vil være sagsbehandlingstid, før man kan få sine penge retur.

I akutte situationer kan man dog ringe til Udbetaling Danmark og få hjælp. Det kræver, at man har sit NemID på sig.

Ingen garanti

Mette Beck opfordrer til at sætte sig ind i reglerne omkring det blå sygesikringskort, inden man rejser på ferie. Kortet, der gælder i EU samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, er nemlig ikke en 100 procents garanti for, at man kan få alle sundhedsudgifter dækket under sin rejse.

- Hvis du ender i en privat klinik, der ikke hører under det pågældende lands sygesikring, dækker kortet ikke. Det dækker heller ikke hjemtransport ved sygdom og død, og det kan blive dyrt, hvis man eksempelvis skal flyves hjem fra skiferie med et brækket ben, siger hun og gør opmærksom på, at det blå kort dækker efter de regler, der gælder i det land, man rejser til.

Således er det ikke sikkert, at man kan få dækket de samme sundhedsydelser som i Danmark. Af disse grunde opfordrer Udbetaling Danmark til, at man ved siden af det blå bevis tegner en privat forsikring i forbindelse med rejser.

Det blå EU-sygesikringsbevis dækker på rejser inden for EU samt i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix

Danskere i problemer

Det blå sygesikringskort har i løbet af årene skabt problemer for danske turister. Mette Beck forklarer, at man i den ideelle verden kan aflevere kortet til personalet på det sygehus eller i den klinik, hvor man får behandling, hvorefter myndighederne i Danmark og det pågældende land indbyrdes ordner refusionen.

Men flere danskere har oplevet, at det ikke altid går så let. Nogle steder kender personalet ikke til det blå kort, mens andre ikke vil godtage det. På den måde må borgeren alligevel selv have penge op af lommen.

Hvert år udgiver Styrelsen for Patientsikkerhed en årsberetning for international sygesikring. Seneste rapport fra 2017 viser, at styrelsen sidste år modtog knap 4500 ansøgninger om refusion, efter at syge danskere er blevet afkrævet betaling for behandling rundt omkring i Europa. Det er en stigning på 17 procent sammenlignet med 2016.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Butikstyveri i Lidl udviklede sig til røveri

Debat For abonnenter

Danskerne er rigere end nogensinde før: Alligevel sparer vi

Økonomi: Det går fremragende med danskernes økonomi for tiden. Ifølge Nationalbanken har vi aldrig haft flere penge mellem hænderne, og den gennemsnitlige dansker er god for 1,6 millioner kroner, når opsparing, værdipapirer og pensionsopsparing regnes sammen. Alligevel lader forbrugsfesten vente på sig, og danskernes formuer fortsætter med at stige. Det er der ifølge økonomisk ekspert Karsten Engmann Jensen flere grunde til. - Vi danskere er blevet vanvittigt gode til spare op. Under finanskrisen skete der et stort spring fra, at danskerne lånte mange penge til forbrug til, at de i stedet begyndte at spare op. Samtidig stiger danskernes formue, fordi de får rigtig meget ud af deres boligøkonomi. De, der ejer en bolig, har nærmest boet gratis de sidste 10 år, fordi huspriserne er steget mere, end der er brugt på husleje. Vi har også et system i Danmark, hvor arbejdspladserne indbetaler penge til pension. Vi har mange dygtige pensionsselskaber, som er ejet af medlemmerne, og formuerne står stille og roligt og vokser, siger han. Samtidig med at danskernes formue vokser, vokser deres gæld dog også. Alligevel vurderer Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark, også, at det går godt med danskernes økonomi. Det skyldes blandt andet, at vi afdrager mere på vores gæld end på noget andet tidspunkt siden finanskrisen. - Der er høj beskæftigelse og lav ledighed. Folk sparer meget op, og de bruger en større del af pengene på at afdrage på lån. De afdragsfrie lån er på retur, siger han. På trods af de bugnende opsparingskonti og færre afdragsfrie lån mener forbrugerøkonomen Karsten Engmann Jensen dog ikke, man kan sige, at danskerne er blevet mere økonomisk fornuftige. - Det er meget låneregler, der har ændret det her. De fleste har allerede glemt, at der var finanskrise. Den halvdel, der ikke har glemt det, har glemt, at den kan komme igen. Mange har gavn af de skærpede regler omkring, hvor meget man kan låne. Vi er ikke blevet mere fornuftige, men reglerne gør, at vi ikke kan lave de samme fejl som tidligere, siger han. Uanset, hvem der har æren for danskernes forbedrede økonomi, vurderer Rasmus Kofoed Mandsberg, økonom i Nationalbanken, at det vil være en fordel, den dag en ny økonomisk krise rammer. - De seneste fem år er danskernes gæld blevet mere robust i den forstand, at en større del af gælden er med fast rente, ligesom der afdrages på en større del af gælden. Det er alt andet lige med til at gøre de danske låntageres privatøkonomi mere robust over for økonomisk modvind og usikkerhed på de finansielle markeder, siger han.

Annonce