Annonce
Horsens

Pas på de høje hæle i Jessensgade - endelig fuge lægges først om et halvt år

Sidst på sommeren 2019 bliver den endelige fuge i Jessensgade-belægningen lagt - herefter kan også de høje hæle færdes frit og ubesværet i gaden. Arkivfoto: Morten Pape

Det brede midterstykke med ny belægning i Jessensgade er stort set på plads. Dog mangler stadig den endelige hårde fuge.

Horsens: Det nyrenoverede midterstykke i Jessensgade er nu åbnet efter godt fire måneder med opgravning i gaden.

Men indtil videre skal man stadig være en kende på vagt - i hvert fald, hvis man begiver sig ud i gaden på høje, tynde hæle.

For gadebelægningen mangler stadig sin endelige fuge, og det betyder, at den nuværende sandfuge mellem stenene i en periode frem til sensommer næste år kan være ekstra dyb og blød.

Annonce
Gadebelægningen i Jessensgade mangler stadig sin endelige fuge, og det betyder, at den nuværende sandfuge mellem stenene i en periode frem til sensommer næste år kan være ekstra dyb og blød, fortæller projektleder hos Buus Anlægsgartner A/S. Foto: Line Kyed

Skal sætte sig

Projektleder hos Buus Anlægsgartner A/S Kristian Markvardt forklarer:

- Det er meningen, at den øverste halvdel af fugerne skal udskiftes med en epoxy-bundet fuge, så fugen bliver hård. Men for at det kan gøres, skal den almindelige stenfuge, der ligger der lige nu, sætte sig, så der ikke bliver luft mellem de to fugelag.

Planen er, ifølge Kristian Markvardt, at fuge Jessensgade sidst på sommeren næste år. Når først det er foretaget, kan alle på spidse hæle også færdes i gaden uden at skulle være ekstra opmærksomme på, hvor de træder, lover projektlederen.

Ud over belægning langs husfacaderne i Jessensgade, mangler træerne til de store plantehuller. I uge 50 går Buus Anlægsgartner A/S i gang med den del, mens nye sten langs facaderne vil blive påbegyndt i uge 2 næste år.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indgreb mod kviklån er helt på sin plads

Kviklån og bettingreklamer ender med jævne mellemrum i både skudlinje og mediemølle i takt med hårrejsende beretninger om især unge, der ender i bundløs spillegæld eller opbygger et rentebjerg af de uoverstigelige. Når jeg har deltaget i diskussioner om det rimelige i de fristende tilbud, har jeg har ofte automatreageret med: "Hold nu op med alle de forbud. Når I er myndige, er I også voksne nok til at tage det ansvar, der følger med." Jeg ser da også par i "Luksusfælden", der er uden for pædagogisk rækkevidde og egentlig bare bekræfter holdningen. Alligevel har jeg flyttet mig lidt, jo mere jeg har læst om det - og tænkt over det. Vi spurgte i søndagsavisen Horsens Folkeblads følgere på Facebook, hvad de synes om netop kviklån. En klar majoritet så gerne et forbud mod ågerrenter - eller i det mindste de reklamer, der nærmest kører i båndsløjfe på reklamefinansierede tv-kanaler. Jeg bed også mærke i forslaget om at indføre privatøkonomi som fast pensum i folkeskolen, fordi unge er for letpåvirkelige og ved for lidt. God idé. Allermest tankevækkende var et indlæg fra en, der netop havde fået en mere nuanceret holdning til sagen og havde rykket sig fra "stop nu med forbud"-standpunktet. Han skrev: "Det er nemt at påstå, at man blot kan lade være, men hvis det er den eneste mulighed, man ser for at betale ens udgifter og få mad på bordet, ser man nok anderledes på det." Vel talt! Man kan sagtens være myndig og ekstremt sårbar på samme tid, og i takt med teknologiske fremskridt er det simpelthen blevet for let at spille sig i livslang gæld eller låne hurtige penge med vanvidsrenter på op til 800 procent om året. Og hvem ved? Måske er man blevet truet til at skaffe kolde kontanter i en rasende fart, fordi man er kommet i lag med tvivlsomme typer. En skræmmende tanke. Når jeg nu har ordet, skal der lyde en tak til dem, der tager sig tid til at bidrage reflekteret til søndagsdebatten i Horsens Folkeblad uge efter uge. Det er værdsat og har i det mindste gjort denne signatur klogere.

Annonce