Annonce
Horsens

Partistifteren fra Stensballe: Livet går videre, andre tager over, og så fortsætter det

Humøret og optimismen var stadig i top, da udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) onsdag stemte hjemme i Stensballe. Senere onsdag stod det klart, at både vælgerne i Stensballe og i resten af Danmark har givet Liberal Alliance en ordentlig lussing, og partiformanden er nu ude af Folketinget. Foto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix
Fra udenrigsminister til ingenting. Anders Samuelsen er færdig i Folketinget. Liberal Alliance fik ikke valgt et mandat i Nordsjællands Storkreds, hvor han var stillet op.

Horsens: Udenrigsminister, partistifter og partiformand for Liberal Alliance Anders Samuelsen fra Horsens er færdig i Folketinget.

Samuelsen var opstillet i Nordsjællands Storkreds, og her mistede Liberal Alliance begge de to mandater, der blev valgt ved det seneste folketingsvalg.

Efter midnat natten til torsdag blev det klart, at Anders Samuelsen heller ikke får stemmer nok til et tillægsmandat, og han må dermed forlade sin plads i Folketinget.

Ved 23-tiden talte partilederen til sine medlemmer, og her opfordrede han dem til at ranke ryggen.

- Vi har kæmpet. Vi har taget ansvar, og det kan koste. Vi ville sætte tydelige liberale spor. Det har vi gjort. Vi ender over to procent. Vi er her endnu, og vi skal nok løfte den herfra. Jeg håber, I vil gå ud herfra med ranke rygge, lød det fra Anders Samuelsen til de skuffede partimedlemmer.

Annonce

Anders Samuelsen

  • 51 år, bor i Stensballe.
  • Medlem af Folketinget første gang i 1998 for Radikale Venstre. Her sad han, til han i 2004 blev valgt ind i Europa-Parlamentet.
  • Den 7. maj 2007 stiftede han sammen med Naser Khader og Gitte Seeberg Ny Alliance. I sommeren 2008 blev partiet til Liberal Alliance og præsenterede et nyt og mere liberalt partiprogram.
  • Partileder siden januar 2009.
  • Opstillet til Folketinget i Nordsjællands Storkreds, hvor han ved det seneste valg høstede 20.565 personlige stemmer.
  • Ved kommunalvalget 2009 stillede Samuelsen op i Horsens og blev valgt som det eneste mandat for partiet. Han genopstillede ikke ved kommunalvalget i 2013.

Katastrofalt valg i Horsens

Heller ikke i hjembyen Horsens fik Anders Samuelsen megen støtte til sit LA-projekt, da partiet fik et nærmest katastrofalt valg. I Stensballe, hvor både udenrigsministeren og hans søster, kultur- og kirkeminister Mette Bock, bor, fik partiet et ordentligt smæk og mister næsten tre fjerdedele af stemmerne i forhold til valget i 2015.

Denne gang står partiet til kun fem pct. af stemmerne - i 2015 fik LA næsten 18 pct. Og tallene fra Stensballe står ikke alene.

I Højvanghallen fik Liberal Alliance katastrofale 2,7 procent mod næsten 10 i 2015. I Forum Horsens styrtdykkede partiet fra 8,5 til 3,2 procent, og på Sønderbro gik regeringspartiet fra 6,6 til 2,5 procent af stemmerne.

Også i flere af de mindre oplandsbyer - Nim, Tønning-Træden, Sejet og Sdr. Vissing fik partiet store lussinger og mister omkring to tredjedele af stemmerne.

Samlet har partiet mistet 3444 vælgere i Horsens og går fra knap 10 pct. af stemmerne ved det seneste valg til kun 3,2 pct. denne gang.

Også Mette Bock forlader efter onsdagens valg Folketinget. Hun stillede op som partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet for 10 dage siden. Men hun opnåede ikke valg og er dermed færdig i politik.

Åbner for formandskamp

Med vælgerlussingen kom der natten til torsdag gang i den interne kritik i Liberal Alliance, hvor bl.a. folketingsmedlemmet Henrik Dahl retter en sønderlemmende kritik af sin partiformand.

Valgnederlaget er et udtryk for dårlig ledelse og nepotisme i partiet, mener han, og opfordrer til, at der nu kommer ny ledelse.

Selv ville Samuelsen ikke forholde sig til fremtiden, da han natten til torsdag deltog i partilederrunde efter valget.

- Nu vil jeg lige konkludere på, om jeg er en del af det. Ellers kan jeg altid gå ind i det som politisk kommentator, det er der jo så mange, der har gjort før, sagde han med et smil.

Liberal Alliance får fire mandater i det nye folketing, hvilket gør partiet til det mindste sammen med Nye Borgerlige. Alt i alt er det noget af en nedsmeltning for partiet.

- Lige nu var vinden ikke til en klar borgerlig, liberal profil, og vi har taget vand ind, sådan er det, så må man få rebet sejlene. Sådan er det, det tror jeg mange har prøvet herinde. Livet går videre, andre tager over, og så fortsætter det, siger Anders Samuelsen til Ritzau.

Det har torsdag formiddag ikke været muligt for Horsens Folkeblad at få en kommentar fra Anders Samuelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Stillads-ballade er kørt helt af sporet

Det er noget af en sag, Horsens-firmaet Dansk Boligbyg A/S er blevet en del af på Nørrebro i København. Et stort stillads blev væltet af arrige stilladsarbejdere i forbindelse med et byggeri på Lundtoftegade for et par dage siden, og ved samme lejlighed blev biler tippet på hovedet. Noget nær chokerende scener på dansk grund. Stilladsarbejderne påstår, at DS Byggeri, som er underentreprenør, ikke lever op til danske overenskomster. Dansk Boligbyg A/S har hovedentreprisen og valgte tirsdag at sende DS Byggeri-arbejderne hjem - med besked om, at de ikke vender tilbage. Det lyder som en klog beslutning, uanset hvad der er op og ned i en sag, der mest ligner aktioner fra "de gule veste" i Frankrig. De kommende dage må afgøre, om der rent faktisk er begået brud på overenskomsten, og om sikkerheden på arbejdspladsen har været utilstrækkelig, som 3F og de danske stilladsarbejdere anfører. Hvis målet for stilladsarbejderne var at skabe opmærksomhed, er de lykkedes til et 12-tal. Men metoderne er helt ude i hampen, også selv om der ligger mere principielle spørgsmål til grund. Konflikten har kørt i uger. Kønt var det heller ikke - på TV 2 tirsdag aften - at se en delvist anonym mand, som angiveligt var den ene af de to, der søndag aften blev overfaldet ved byggeriet. De ville med en videooptagelse dokumentere arbejdsforholdene på byggepladsen på Nørrebro. Hvis det er sandt, at de har fået bank for det, er det - også - helt utilstedeligt. Bliver voldsepisoderne så en sag for politiet? Næh, de overfaldne tør ikke anmelde sagen af frygt for repressalier - og fik på tv fagforenings-opbakning til at droppe en anmeldelse. Man må respektere beslutningen, men trist er den, for sammenkoblet med, at vrede stilladsarbejdere råber: "Når I angriber én af os, angriber I os alle", er vi ude i noget, vi hører fra rockere og andre, der har sat sig ud over det danske retssystem og selv handler konflikter af. Balladen skal hurtigst muligt nedtrappes - på dansk manér.

Annonce