Annonce
Hedensted

Parcelhusgrunde kunne ikke sælges - nu skal der være rækkehuse

JJ Hansen Huse opførte sidste år 12 rækkehuse i Vester Nebel, og projektet i Daugård kommer til at ligne. Foto: JJ Hansen Huse
Tendensen med, at mange hellere vil leje end eje, er også kommet til Daugård. Byggefirma fra Kolding vil opføre 12 nye lejeboliger på Granhøjvej.

Daugård: Syv parcelhusgrunde på Granhøjvej i Daugård har været til salg i mere end 10 år, og kun en enkelt er blevet købt. Derfor har ejeren nu opgivet foretagendet og i stedet solgt jorden til et byggefirma, som vil opføre rækkehuse på stedet.

Det er firmaet JJ Hansen Huse fra Kolding, som har planer om at bygge i alt 12 lejeboliger i form af seks dobbelthuse.

- Vi kan se, at der på boligmarkedet generelt er en øget efterspørgsel på mindre boliger, og mange vil også gerne bo til leje, hvis kvaliteten er i orden. Det gælder både seniorer, skilsmissefamilier eller nye familier, som ikke er parat til at købe deres eget hus endnu, siger David Klug fra JJ Hansen Huse.

Annonce

Funktionelle boliger

Byggefirmaet, der har domicil i Kolding, bygger traditionelt mest parcelhuse, men sidste år opførte det 12 rækkehuse i Vester Nebel, som blev lejet ud med det samme.

Projektet i Daugård bliver meget lig det.

- Det er meget funktionelle boliger, der får en størrelse på omkring 100 kvm. Der er entre, bryggers, badeværelse, soveværelse og to yderligere værelser, og så er der køkken alrum og stue i ét, fortæller David Klug.

Rækkehuse i Hestehaven er udlejet

Over store dele af Hedensted Kommune er der inden for de seneste år blevet bygget nye rækkehuse til udlejning, og på landsplan er der da også en klar tendens til, at netop den boligform vinder frem.

Daugård fik så sent som i foråret 22 nye rækkehuse, opført på Hestehaven af Løsning-firmaet GS Boligudlejning, og de er alle lejet ud.

- Det har vi selvfølgelig skelet til, inden vi valgte at købe grunden i Daugård. Det er et område, hvor vi ser et behov, siger David Klug.

Plan skal i høring

JJ Hansen Huse er parat til at gå i gang med byggeriet, så snart den politiske proces er på plads og en byggetilladelse ligger klar.

Første skridt i den retning tog Hedensted Kommunes tekniske udvalg på sit møde for nylig, hvor politikerne sagde ja til at ændre lokalplanen for området, så der kan bygges rækkehuse i stedet for parcelhuse.

Nu skal forvaltningen udarbejde den nye lokalplan, som så skal sendes i offentlig høring, inden den kan blive endeligt vedtaget af byrådet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce