Annonce
Hedensted

Palsgaard Sommerspils frivillige "viceværter": Tænk, at man kan have det skægt, når man renser toiletter

56-årige Lars Mikkelsen har i omkring seks år været frivillig "vicevært" på Palsgaard Sommerspil. Sammen med andre sørger han bl.a. for, at toiletterne altid er rene. Foto: Søren E. Alwan

Under Palsgaard Sommerspil sørger frivillige mænd og en enkelt kvinde for at skabe de bedste rammer for publikum. De tømmer løbende skraldespandene og renser toiletterne - og sætter ligefrem pris på det.

Annonce

Palsgaard: 48-årige Mads Frühstück og Ole Madsen på 45 år kører rundt i Palsgaard Park med en elektrisk skraldevogn. De stopper ved hver skraldespand, hvor de tømmer poserne og sætter nye i.

Sammen med Lars Mikkelsen på 56 år, Dennis Ødegaard på 45 år, Torben Lagoni på 46 år, Morten Klos på 51 år og ægteparret Lis og John Østergaard er de Palsgaard Sommerspils svar på "viceværter".

I weekenden op til sommerspillets premiere klargør de parken ved at sætte stole op og bygge cafeen. Og når musicalen er i gang, tømmer de skraldespandene, sørger for vand i toilettankene og holder den latrinære hygiejne i top.

- Tænk, at man kan have det skægt, når man renser toiletter. Vi går ikke i koma over det, men laver i stedet lidt sjov. Det hele handler om, at vi har et godt sammenhold og samvær, og vi har det rigtig hyggeligt med hinanden, fortæller Lars Mikkelsen.

Tænk, at man kan have det skægt, når man renser toiletter. Vi går ikke i koma over det, men laver i stedet lidt sjov med det. Det hele handler om, at vi har et godt sammenhold og samvær, og vi har det rigtig hyggeligt med hinanden.

Lars Mikkelsen, frivillig "vicevært" på Palsgaard Sommerspil
Når Lars Mikkelsen og de andre frivillige gør rent på toiletterne, har de et system. Først bliver der fejet sten væk fra båsene, så kommer Lars Mikkelsen med wc-rens og en toiletbørste og renser toiletterne, mens toiletbrætterne efterfølgende bliver vasket, og gulvet til sidst får en tur med moppen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Stor udvidet familie

Mange af dem har haft den frivillige tjans som vicevært i flere år, og inden det har stort set alle stået på scenen til sommerspillet flere gange. Der er noget særligt over Palsgaard Sommerspil, og derfor kommer de igen og igen.

- Der er noget menneskeligt bag Palsgaard, for der er plads til at være på scenen, og der er plads til, at vi kan udfolde os og bidrage med, hvad vi kan, siger Lars Mikkelsen, mens Dennis Ødegaard, der er uddannet elektriker, supplerer.

- Vi er som en stor udvidet familie. Én gang Palsgaard, altid Palsgaard, siger han.

Selvom han i 2017 fik en hjerneblødning, så han i dag er blevet hjerneskadet og sidder i kørestol, kan han ikke lade være med at komme.

- Dennis hører til her, og vi kan ikke undvære ham. På grund af hjerneblødningen kunne han ikke længere huske alfabetet og skulle derfor lære det igen, men han kunne sjovt nok huske, hvordan ledningerne skal trækkes herhenne, og det er uvurderligt for os, siger Lars Mikkelsen.

Under pausen i Palsgaard Sommerspil strømmer folk til toiletterne, inden anden akt går i gang. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Gøre det ordentligt

Pausen i forestillingen er netop overstået, og det samme er pausen for viceværterne således også.

Torben Lagoni tager en kost og fejer sten ud fra alle båsene, mens Lars Mikkelsen fjerner alle madame-poser og efterfølgende børster toiletterne rene med wc-rens. Toiletbrætterne får også en vask, og til sidst kommer Mads Frühstück ind med en moppe og vasker gulvet i alle båse.

Toiletterne er så gode som nye - med en liflig duft af citron, Ajax og salmiak.

- Vi sætter en ære i at gøre det ordentligt. Palsgaard Sommerspil lever jo af publikum, så vi vil gerne sørge for, at de får nogle gode forhold. Derudover gør vores kærlighed til sommerspillet også, at vi vil gøre det godt, siger Lars Mikkelsen.

De frivillige "viceværter" sidder under en pavillon lige ved siden af toiletterne, hvor de ofte får sig en god snak og en kop kaffe eller fadøl. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Højtalere på toilettet

Viceværterne har deres eget lille tilholdssted mellem de to toiletvogne og bag det opstillede handicaptoilet, hvor de sidder under en pavillon med en farverig lyskæde hængende rundt om.

Når der ikke er noget at lave, får de sig et sæt - en pølse med brød og tilhørende fadøl - og hygger sig med hinandens interne humor.

Netop humoren har de nogle år også taget med ind på toiletterne. Da "Annie Get Your Gun" kørte, havde de sat højtalere op på toiletterne, som spillede western musik til musicalens tema.

Og under "Atlantis" i 2015 var det lyden af en pukkelhvals sang, der blæste ud af højtalerne.

- Vi gør det kun, hvis vi kan levere det ordentligt, og vores fornemmelse var, at publikum kunne lide det, da det gav en "camouflagelyd", så folk ikke følte sig så udstillede, når de var på toilettet. Vi gør det for at fremkalde smil, fortæller Torben Lagoni.

Inden forestillingen starter og i pausen, samler Ole Madsen (forrest) og Mads Frühstück (bagerst) skrald ind med deres elektroniske skraldevogn og lægger nye poser i. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Publikum stjal billeder

Lars Mikkelsen husker også dengang, forestillingen i sommerspillet var "Grease". Da var det amerikanske billeder fra 50'erne, der prydede toiletterne.

I hvert fald indtil nogle blandt publikum stjal dem.

- Vi måtte hænge nye op, fordi så mange blev taget, men de måtte jo have syntes, at det var nogle fede billeder, som de ville have med hjem. Vi rammer nogle gange noget, som folk synes, er sjovt, og det er derfor, at vi gider at lave de her gimmicks, når det lige passer ind, siger Lars Mikkelsen.

Mens Palsgaard Sommerspil kører, sørger "viceværterne" for, at tankene har nok vand i sig, så folk kan rykke ordentligt ud på toiletterne. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

AC Horsens er fortsat uden Lumb

Horsens

Huscompagniet vil børsnoteres: Efter årrække med solid vækst er vi klar til næste skridt på rejsen

Østjylland

Virolog om smitte blandt sejlere: - Derfor skal vi have forsamlingsforbud ned under 50

Annonce