Annonce
Horsens

Pæn modtagelse af Martin Ravns "frieri" til blå blok og Maren Spliid Gruppen

Der er lige nu samtaler i gang på kryds og tværs i blå blok i forhold til at etablere et fælles valgforbund forud for kommunalvalget i november. Arkivfoto

Horsens: Venstres borgmesterkandidat, Martin Ravn, inviterer nu Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Maren Spliid Gruppen med i et stort fælles valgforbund forud for kommunalvalget 16. november. Ingen af partierne er på forhånd afvisende overfor tanken.

1 Esben Hedeager (K)

Esben Hedeager (K), byrådsmedlem. Arkivfoto: Morten Pape

- Det er det eneste rigtige at gøre.  Jeg er i løbende dialog med Venstre og andre partier om valgforbund, men i sidste ende er det jo vælgerforeningen, der bestemmer det. Blå blok har ikke været samlet i mange år, så det vil være en udfordring at nå derhen, men jeg håber, at det kan lade sig gøre. Det vil være et godt signal, og vi trænger til et nyt styre efter så mange år med Horsens som en socialdemokratisk højborg.

2 Mads Pihlman Kristensen (LA)

Mads Pihlman Kristensen (LA), spidskandidat. Privatfoto

- Vi er et borgerligt parti, så som udgangspunkt vil vi selvfølgelig gerne have en borgerlig borgmester, og det er et fint signal, at man ønsker en enhed i den borgerlige fløj. En ting er det valgtekniske, noget andet er, om vi også skal søge en fælles politisk linje blandt partierne, og der er det jo sådan, at det vil blive sværere, jo flere partier der er med. Typisk er det de store partier, der stemmemæssigt profiterer på et valgforbund, så hvis vi går med, vil det nok mest være af politiske grunde.

3 Søren Lind Jensen (NB)

Søren Lind Jensen (NB), spidskandidat. Privatfoto

- Vi er som udgangspunkt med på alt, hvad der indebærer en samling af de blå partier. Personligt ville jeg også gerne have haft Dansk Folkeparti med i flokken, men jeg kan forstå, at de gerne vil stå frit, og at der er andre partier, der ser med skepsis på at have dem med. Vi har brug for et systemskifte. Jeg ser Peter Sørensen som en kompetent borgmester, men der mangler debat i byrådssalen. Når man følger byrådsmøderne, virker det som om, at alt er lagt til rette på forhånd af Socialdemokratiet, og at det så bliver blåstemplet af SF og Dansk Folkeparti.

4 Simon Overby Kristensen (KD)

Simon Overby Kristensen (KD). Arkivfoto: Søren E. Alwan

- Vi har en lang tradition med at være i valgforbund med Konservative, som vi har et naturligt værdifællesskab med, men jeg kan også sagtens se os som del af et større valgforbund og gerne med de partier, der her er nævnt. Det er godt at være i valgforbund med partier, der er sikre på at komme ind, hvis vi ikke gør det. Det er ikke fordi, at Peter Sørensen er en dårlig borgmester, men der trænger nok til at blive rodet lidt op i systemet omkring ham.

5 Birgit Skovgaard (Maren Spliid Gruppen)

Birgit Skovgaard (Maren Spliid Gruppen). Arkivfoto: Angelina Owino

- Vi har ikke drøftet valgforbund endnu, men det er jo ikke en hemmelighed, at vi gerne vil have en ny borgmester, og at vi peger på Martin Ravn. Vi ønsker os en mere seriøs tone i byrådet med vægt på ærlighed, og vi ser ikke på farver. Rødt og blåt er en gammeldags måde at se tingene på, og Socialdemokratiet i Horsens er jo heller ikke røde. Det vil være fint, hvis vi kan være mange partier, der står samlet om at pege på Martin Ravn, men jeg kan endnu ikke sige, om vi for eksempel kan se os i valgforbund med Nye Borgerlige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Her er der ingen jubel over fremskudt genåbning: - Det var på høje tid

Annonce