Annonce
Erhverv

Påske i Juelsminde uden tyskere og nordmænd: Flere danske bookinger opvejer ikke tabet

Påsken tegner ikke til at blive så velbesøgt som normalt, eftersom de mange tyskere og andre ventede sommerhusgæster fra udlandet må blive i hjemme. På billedet ses tyske familien Müller under deres sommerferieophold i As i 2017. Arkivfoto: Søren E. Alwan
De lokale udlejningsbureauer får flere henvendelser fra danskere, der vil i sommerhus i påsken. Tilstrømningen ser dog ikke ud til at kunne opveje det store tab af udenlandske gæster.

Juelsminde: De lokale udlejningsbureauer får ikke den påske, de havde udsigt til tidligere på året.

Rykindet tegner til at blive markant mindre end det, der var på vej, da grænserne stadig var åbne for turister fra udlandet. Det viser en rundringning til tre bureauer med kontor i Juelsminde.

Hos Feriepartner Odder-Juelsminde med cirka 75 huse lokalt er halvdelen af lejerne i påskeugen normalt udlændinge, primært tyskere, fortæller direktør og medejer Vibeke Christensen.

- De kommer desværre ikke på grund af grænselukningen. Vi ser flere danske bookinger, der kommer ind i stedet for, men det er ikke tilsvarende det, tyskerne plejer at fylde op. Så det kommer til at påvirke husejernes og bureauets indtjening. Vi er nede på et niveau under halvdelen af, hvad vi har haft af bookinger i påsken de foregående år. Det er det aktuelle billede. Men vi håber, der løbende kommer nye bookinger, og det gør der også, siger Vibeke Christensen til Folkebladet.

Annonce

Vi ser ud til at få lidt under det, vi plejer at have, men det er dejligt at se, at der er så mange danskere, som vil holde ferie i sommerhus i påsken. Jeg må nok erkende, at der er kommet flere bookinger end først frygtet. Det ser okay ud, siger afdelingslederen i Juelsminde.

Trine Enghave, afdelingsleder, Dancenter Juelsminde

Langt efter sidste års påske

Hos Novasol med omkring 200 udlejningshuse i Juelsminde og omegn er billedet det samme.

Påskeugen er traditionelt en af bureauets helt store og overgås kun af højsæsonen i juli.

Normalt udgør udlændinge over halvdelen af gæsterne, fortæller salgsdirektør Philip Kildegaard.

- Den nuværende Covid-19-situation gør desværre, at vi er langt efter sidste år med hensyn til ankomster i Juelsminde i påsken, siger han til Folkebladet tirsdag.

Salgsdirektøren vil ikke spå om, hvor mange lejere, der kan nå at komme til, og vil derfor heller ikke sætte tal på tabet. Han konstaterer bare, at bureauet her og nu er hårdt ramt af nedlukningen under coronaepidemien.

Ikke så dårligt som frygtet

Hos et tredje bureau, Dancenter med cirka 100 huse lokalt, kigger solen frem mellem skyerne.

- Vi ser ud til at få lidt under det, vi plejer at have, men det er dejligt at se, at der er så mange danskere, som vil holde ferie i sommerhus i påsken. Jeg må nok erkende, at der er kommet flere bookinger end først frygtet. Det ser okay ud, siger afdelingslederen i Juelsminde, Trine Enghave.

Hos søgeportalen Campaya Sommerhusudlejning har man et lignende indtryk.

- Jeg ved fra vores monitorering af den samlede udlejning, at vi forud for grænsenedlukningen så ud til at få en rekordgod påske udlejningsmæssigt, og der er vi selvfølgelig ikke længere. Men fra vores stol ser det ikke så skidt ud, som man kunne have frygtet, skriver kommunikationsansvarlig Jesper Kruse til Folkebladet.

Han hæfter sig ved, at ret mange familier aktuelt lejer sommerhus til påsken.

- Vi ser også positive signaler fra de danske gæster frem mod sommeren, så det er absolut positivt i en situation, der selvfølgelig er vanskelig for mange i branchen lige nu, skriver han.

Anbefaler indkøb hjemmefra

Mange af dem, der med kort aftræk tager i sommerhus i Juelsminde i påsken, kommer fra nærliggende byer inden for en radius af 30 km., fortæller Vibeke Christensen fra Feriepartner.

Bureauet oplever kun i begrænset omfang, at danskere aflyser deres ophold på grund af coronasituationen Aflysninger kan skyldes, at flere familier skulle have været afsted sammen. Mange lejere henvender sig med spørgsmål.

- Vi fortæller dem, at vi tager ekstra forholdsregler med rengøring, og så opfordrer vi dem til at handle ind hjemmefra og have mad med hjemmefra, så man undgår nye smittekæder. Det er noget, vi møder stor forståelse for, og det kan skyldes, at bookingerne kommer fra nærområdet, siger Vibeke Christensen.

Skærtorsdag tegner til at blive dagen med den højeste belægningsprocent lokalt.

Godt 78 procent af 348 udlejningshuse i Juelsminde-området er optaget denne dag, enten af lejer eller udlejer, viser data fra Campaya Sommerhusudlejning.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce