Annonce
Østjylland

På trods af visionær model: Faren for at trække Brabrands divisionshold er der stadig

Brabrand blev nummer fire i den netop afsluttede 2. Divisions-sæson. Arkivfoto: Ole Nielsen.
Brabrand IF blev tacklet af virkeligheden, da klubbens mangeårige mæcen blev nødsaget til at trække sig. Klubbens spillere skal i første omgang finde 300.000 kroner i sponsorkroner for at sikre driften i den kommende sæson.
Annonce

FODBOLD: Det er en speciel konstruktion, der netop er startet i Brabrand IF. Spillerne har overtaget driften efter klubbens mangeårige mæcen Flemming Møller har trukket sin økonomiske og praktiske støtte.

I over 20 år har han, sammen med sin kone Helle, drevet Brabrand IF. Men hendes akutte sygdom har sat en stopper for det.

Det negative chok blev i første omgang afløst af et positivt signal fra truppen, hvor spillerne selv ønskede at drive klubben videre.

Alternativet var, at klubbens divisionshold var blevet trukket til den kommende sæson. Men selvom der i første omgang blev udsmidt en redningskrans, så er der stadig fare for, at den punkterer undervejs.

Annonce

Mindst 300.000 - og gerne mere

Der skal som minimum findes 300.000 kroner. Det er det beløb, der skal til for bare at betale de faste udgifter og drive en meget skrabet udgave af divisionsmandskabet. Det går for eksempel til dommerbetaling og bus til udebaneture.

Bliver de penge fundet? Det kan klubben ikke garantere. Og så er frygten for at trække holdet stadigvæk til stede.

- Vi er i en begyndende fase, men det er stadig en skrøbelig situation i den forstand, at der ikke er andet, der holder spillerne fast til vores klub, end det ord, vi har givet hinanden. Vi giver jo ikke spillerne løn. Men vi er fortrøstningsfulde, og i første omgang er opgaven at finde pengene til at sikre driften, siger bestyrelsesmedlem Andreas Rasch-Christensen, der er ansvarlig for blandt andet divisionsholdet i Brabrand.

Men i skal vel have et ret hurtigt vide, hvordan det går med at finde pengene?

- Vi er i en begyndende fase. Men der går ikke ret lang tid, før vi skal have et blik for, hvor vi er. Det klarsyn skal vi have, når 2. Division starter, ellers er der en stor risiko forbundet med den her model. Så vi har travlt.

- Det er ret centralt, at de faste udgifter kommer på plads først og fremmest. Og så kommer vi forhåbentlig ikke til at stå i en situation, hvor vi trækker vores divisionshold, siger Andreas Rasch-Christensen.

Annonce

Spillerne er sælgere

For at finde pengene har spillertruppen i første omgang valgt udelukkende at fokusere på at arbejde som opsøgende sælgere.

Det minder lidt om noget, man ser i diverse breddeklubber i Jylland, når klubben skal finansiere en fodboldtur til Sydeuropa ved at sælge målaktier. Spillerne ringer simpelthen rundt og arbejder med de 300.000 kroner som overordnet mål.

Et salg skete for eksempel mandag. Forsvarsspilleren Daniel Lundholm solgte en plads til virksomheden Lindkon Sport, der producerer skilte og bannere.

Og da Århus Stiftstidende fanger anfører Michael Pedersen mandag aften, fortæller han, at han er i gang med at lave en liste over hvilke virksomheder fra Brabrands erhvervsliv, der kunne være relevante at tage fat i. Enten på mail, telefonen eller ved at banke på døren.

- Vi bruger alle sammen vores tid på at finde sponsorer lige nu. Det er sponsorer, som driver fodbold, sådan er det jo sådan set i alle klubber. Vi er alle gået ind i det her, fordi vi elsker at spille i Brabrand, og det gør også, at vi prioriterer det her projekt, siger Michael Pedersen.


Det er ret centralt, at de faste udgifter kommer på plads først og fremmest. Og så kommer vi forhåbentlig ikke til at stå i en situation, hvor vi trækker vores divisionshold.

Andreas Rasch-Christensen, bestyrelsesmedlem i Brabrand IF


Når de økonomiske midler er fundet, kommer de administrative opgaver i anden række. De små opgaver som busbestilling, trøjevask, sandwichsmøring. De kommer bagefter.

- Vi har kun fokus på at finde sponsorater lige nu. For hvis vi ikke gør det, har vi ikke noget hold i 2. Division, siger Michael Pedersen.

Annonce

Vil ikke have en ny, rig mand på toppen

Andreas Rasch-Christensen mener, at den nuværende model med spillerarbejde ikke er optimal. Men det var den tidligere model med Møller-familien heller ikke.

- Vi har i længere tid været i drøftelser omkring at vi skulle oprette en ny model, hvor vi måske skulle have det lokale forretningsliv mere i spil i stedet for at have en familie, som styrer så meget. Men alle vores drøftelser var med en længere tidshorisont. Det her kom så pludseligt, at vi blev nødt til at reagere på det.

Det er et ret vildt træk. I var klar til at trække holdet, hvis ikke spillerne havde foreslået den her model. Var der virkelig ikke andre modeller?

- Jeg har rigtig svært ved at se andre modeller, som kunne tage over på nuværende tidspunkt. Vi har været i overvejelser om alle mulige modeller, men ingen af dem kunne gøre sig gældende med det samme, siger Andreas Rasch-Christensen.

2. Division starter op igen i den sidste weekend i august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Coronavirus viser tænder: Der er enorme forskelle i smittespredningen i de østjyske kommuner

Annonce