Annonce
Odder

På patrulje i Odder: - Man ved aldrig, hvad der sker

Casper Pedersen, bag rattet, og Jan Jensen på patrulje en fredag aften. Horsens Folkeblad var med, da de to betjente holdt øje med Odders natteliv. Foto: Joachim Voss
De lokale betjente skal være vedholdende, når de kører patrulje sen aften og nat. Nogle aftener sker der ingenting, andre en hel masse. Horsens Folkeblad var med på patrulje.

Odder: Jan Jensen og Casper Pedersen har fået kaffe og cola indenbords, og er klar til anden del af fredagens patrulje.

Betjentene har byttet plads på forsædet af patruljevognen, hvor Casper Pedersen nu kører. Ved siden af nynner Jan Jensen med på sange i radioen.

De skal ud og se på Odders natteliv, hvor der nogle fredage kan være gang i den.

- Man ved aldrig, hvad der sker, siger Jan Jensen, der dog tidligere har sagt, at Odder jo heller ikke er Chicago, som er plaget af kriminalitet.

For betjentene handler patruljen om tilstedeværelse. De kan se på antallet af episoder, at der er mere ro, når de unge mennesker ved, at politiet er i nærheden.

Vi kører rundt i midtbyens gader. Op ad Nørregade, forbi Kvickly og til venstre af Aabygade, hvor vi passerer Kælderen - et yndet gå-i-byen-sted.

Vi triller videre via Rosensgade og over Torvet. Nærpolitiet er til stede.

Tæt på nærpolitiet

Det er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det, men der er tre nærpolitibetjente i Odder.

I en serie på tre artikler kan du blive klogere på, hvem betjentene er, og hvad de bruger deres tid på. Kom blandt andet med en tur på bagsædet af patruljevognen, og oplev fra første parket, hvad betjentene møder på patrulje en fredag aften.

I dag kan du komme med på anden del af betjentenes patrulje, hvor de holder et vågent øje med Odders natteliv.

Tilstedeværelse er nøglen

22.16 får betjentene et tip fra en borger, der fra Torvet har set nogle unge mennesker løbe, da de så patruljevognen. Casper Pedersen gasser op, og kører ind på Centrumpladsen. Tre fyre står for enden af p-pladsen og sutter på en flaske.

Jan Jensen gør brug af den indbyggede lampe på patruljevognens tag, der styres med et håndtag, der sidder på vognens loft.

Ingen problemer her.

Lampen på patruljevognen bliver flittigt brugt, som aftenen skrider frem. Der er flere steder i byen, som efter mørkets frembrud er uoplyste, hvor betjentene ved, at unge af og til opholder sig.

22.25 ser betjentene en flok ved det store springvand foran rådhuset. Lampen kommer i spil, og gruppen opløses hurtigt. Igen handler det om at vise tilstedeværelse.

- Folk ser os. Det rygtes, at vi er til stede, siger Jan Jensen.

Det kræver stædighed at være betjent

Vinduerne i forruden bliver rullet halvt ned, så betjentene bedre kan fornemme, hvad der sker udenfor. Den friske og milde aftenluft fylder kabinen, og virker lige så effektivt mod træthed som colaen, der blev indtaget i kaffepausen.

Patruljeringen fortsætter omkring Vitapark, ved gymnasiet og ved ungdomsskolen.

- Selvom der ikke sker noget i nogle timer, så bliver vi ved med at køre, siger Jan Jensen fra passagersædet, og forklarer at det kræver en vis stædighed at være patruljerende betjent.

Betjentene kører ikke patrulje en sen tirsdag aften. Der er ganske enkelt ikke noget at lave for dem, siger Jan Jensen. Det kan være anderledes på fredage.

22.48 holder vi ind ved Kælderen. Casper Pedersen og Jan Jensen snakker med et par unge fyre, der står på gaden foran baren. Betjentene bevæger sig indenfor til den høje musik. Her er godt fyldt op ved borde og bænke, men ingen optræk til ballade.

Efter få minutter forlader betjentene baren og sætter sig ud i bilen. Nu har de fleste i midtbyen med en promille over 1,5 opdaget, at betjentene er i nærheden.

På jagt efter pladeløse biler

Et stenkast fra Kælderen ligger konkurrenterne Eine Kleine Bier Bar og natklubben Bastian. En repræsentant fra baren opsøger patruljevognen, idet vi kører forbi. Betjentene får en opdatering på, hvor mange gæster der er på baren, og om de regner med, at det bliver en vild aften.

Ikke noget ud over det sædvanlige, for dagen efter er der stor fest forstås. Vi forlader midtbyen, og kører mod oplandet.

Lidt efter elleve er vi i Gylling. Betjentene har modtaget klager fra beboere, der er generet af henstillede biler - biler, der holder parkeret ved offentlig vej uden nummerplader. Det er ulovligt, så betjentene undersøger, om der fortsat er problemer.

At betjentene på dette sene tidspunkt holder øje med de nummerpladeløse biler skyldes blandt andet, at de vil signalere, at de potentielt kan komme forbi på alle tidspunkter af døgnet.

To biler står uden plader. De får begge en rød seddel på forruden, så ejeren kan se, at politiet har været her. Hvis vedkommende ikke har reageret efter 48 timer, fjerner betjentene bilerne.

Man ved aldrig, hvad der sker

Ikke mange modkørende passerer patruljevognen på hverken små eller store landeveje, men Casper Pedersen og Jan Jensen holder øje med tegn på biler, der kører usikkert eller som slingrer.

Pludselig sætter Casper Pedersen efter en Opel. Det er tid til at lave en stikprøve. Opel'en bliver hurtigt blinket ind til siden, og Jan Jensen stiger ud. Han ser kørekort og tager en snak med føreren.

Ikke noget at komme efter for betjentene - ligesom i midtbyens nattelivet. Odder er stille denne fredag aften.

- Odder kan ikke bære en patrulje hver weekend, siger Casper Pedersen.

Men betjentene har fået det ud af aftenens patruljen, de ville. De har vist sig i gadebilledet, og der har været ro og orden.

Vi kører mod politigården i Aarhus, hvor patruljevognen med nummerpladescanneren, der blev brugt flittigt på første del af patruljen, skal byttes ud med betjentenes normale vogn. Efter en gennemkørsel i Malling og Beder ankommer vi til Aarhus. Aften er blevet til nat.

Når Casper Pedersen og Jan Jensen er tilbage i Odder med deres normale patruljevogn, tager de et kig mere på nattelivet. For som Jan Jensen siger:

- Man ved aldrig, hvad der sker.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce