Annonce
Østjylland

På indkøb på internettet: Vi har rigeligt med radiser og kaviar, tak!

Det var op til en jul for et par år siden, at jeg foretog mig mit mest vanvittige indkøb på nettet. Jeg sad alene ved skærmen, og det gik hurtigt med at plotte varer ned i indkøbskurven. Tegning: Jens Nex
Indkøb kan excellere til et ridt igennem mærkværdigheder i disse corona-ramte tider.
Annonce

Skal vi ikke bare købe ind på nettet, spurgte min mand, da jeg en af de første dage inde i corona-tid kom hjem efter besøg i et tætpakket supermarked, hvor varehylderne var mere eller mindre tomme, og hvor jeg var blevet irriteret over en kunde, der konsekvent krøb op i nakken på andre kunder, selvom Søren og Mette – Brostrøm og Frederiksen - udtrykkeligt har sagt til os, at vi skal holde afstand.

Jo, lad os købe ind på nettet, blev vi enige om. Vi har i forvejen en konto hos et net-supermarked og køber indimellem her, når vi skal have mange og tunge varer til gæstebud og helligdage.

Det var da også op til en jul for et par år siden, at jeg foretog mig mit mest vanvittige indkøb på nettet. Jeg sad alene ved skærmen, og det gik hurtigt med at plotte varer ned i indkøbskurven.

Hjemme hos os har vi den arbejdsfordeling, at min mand tænker sig grundigt om, mens jeg handler prompte, impulsivt og – synes jeg selv - effektivt. Som regel fungerer det fint, fordi han tænker, før jeg handler, men indimellem kommer vi til at tage den anden vej rundt, hvor jeg får handlet, før han har tænkt, og så går det galt. Således også denne jul.

Da jeg pakkede den enorme bunke af varer ud fra netbutikken en af de sidste dage i december for et par jule siden, faldt mit blik på en fin lille æske. Hvad var dog det? Jeg var forundret. Og derefter chokeret. En æske ægte kaviar. Der var knap nok til en enkelt blini.

Jeg greb fakturaen. Det måtte bestemt være en fejllevering. Men nej, kaviaren stod skam fint opført på listen over bestillinger, og jeg havde under indkøbet ikke noteret mig den astronomiske pris på 350 kroner for de ganske få gram, fordi jeg havde købt så gevaldig meget andet ind. Hvor pinligt, at man kan overse en udgift af den størrelse. Jeg kunne mærke mit ansigt blusse ufrivilligt.

På min jagt igennem netbutikken havde jeg været forbi fiskeafdelingen, for hvad er en jul uden rejer, marinerede sild og fiskefileter? Jeg må have trykket på kaviaren uden at opdage det og blot være faret videre til næste vare på dosmersedlen.

Nej, min mand havde ikke været indover ved dette indkøb. For så var det aldrig sket. Bestillingslisten ville være blevet grundigt gennemgået, før han var gået til kassen.

Jeg kiggede fortrydeligt på kaviaræsken, inden jeg beskæmmet smed den langt ind i bunden af køleskabet og besluttede mig for at vente med at fortælle min mand om miseren. Jeg skulle lige fordøje oplevelsen og ærgrelsen først.

Siden er det så blevet corona-tid, og vi holder os på afstand af andre. Nærmeste familie består af ældre kvinder, et nyfødt barn samt en kronisk syg, så der er ingen grund til at kaste sig ud i en dans med Covid-19. Hellere klare indkøbene på nettet end i det nærliggende supermarked.

Vi satte os sammen ved skærmen, min mand og mig, og når man sidder der og boltrer sig i overfloden, kan det godt løbe af med én. I hvert fald kom vi til at lægge to dåser forloren skildpadde oveni vores ellers sædvanlige varer.

Vi er ikke meget til dåsemad, og ernæringsrigtigheden i forloren skildpadde er nok lettere tvivlsom, men pludselig, mens vi sad der ved skærmen, kunne vi begge smage barndommens dåsemad, når familien tog på primitive sommerhusture i 1960’erne, og mor ikke skulle stå for længe i køkkenet. Det åndede af sol, svedige aftener og de gode gamle dage, hvor alting var meget, meget bedre, og hvor man kunne gå midt på landevejen om søndagen, også selvom der ikke var oliekrise, og hvor folk slog vejen forbi til en kaffepunch og en smøg, og ingen kendte ordet corona.

Vi købte forloren skildpadde.

Varerne ankom. Og vi blev slagen af forundring, for skildpaddedåserne var da godt nok betragteligt mindre, end vi huskede fra vores barndom. Her er kun til en middag til to, hvis vi supplerer æg og flute med kartoffelmos og en grøn salat. Det bliver næppe en michelinoplevelse, men spises skal det, for madspild er uvelkomment.

Samme aften skrev en kær veninde fra sit selvvalgte eksil i hjemmet. Også hun havde kastet sig ud i nethandel og havde gjort fejlindkøb.

Hvad stiller jeg op med fem poser radiser, spurgte hun fortvivlet og fulgte op med et billede af de ganske rigtigt gevaldig mange radiser.

Hun havde googlet, og radiser kan ikke fryses, vil sagkundskaben vide. Nu imødeser hun og manden mange dage på radise-kost, inden de sidste desværre nok ryger i skraldespanden.

Hvad angår den 350 kroner dyre og meget lille dåse kaviar ... ja, så røg den samme vej, direkte i skraldespanden. Efter nogen tid faldt min mand over den i køleskabet, og jeg, der i mellemtiden lykkeligt havde fortrængt minderne om den, måtte bekende min brøde. Kaviaren var på det tidspunkt skredet langt, langt over sidste salgsdato. Så ud røg den, mens jeg ærgrede mig nok engang.

Men min mand ynder at bringe kaviaren til torvs, når han møder nye mennesker, og han giver gerne historien en helt anden slutning:

Vi gav kaviaren til hundene, for vi havde ikke fået leveret vores yndlingsmærke indenfor kaviar, som han siger, mens han afventer den chokerede reaktion. Og så griner han. Man kan jo lige så godt få det bedste ud af et ellers helt igennem pinligt fejlindkøb.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce