Annonce
Rejser

På ferie i Qatar: En enlig Unesco-svale i et ocean af sand

Al Zubarah-fortet er én af Qatars vigtige historiske attraktioner. Foto: Simon Staun
Verdens rigeste land er Qatar. Men emiratet på halvøen i Den Persiske Golf er ikke lige så rigt på historiske seværdigheder og monumenter som på olie.

Qatar er vært ved VM i fodbold i 2022, og sjældent har der været så megen debat om en værtsnation. Alt fra turneringens tidspunkt, temperaturerne, arbejdsforhold i forbindelse med opførelse af de nye stadioner til fremtiden for de milliarddyre byggerier efter slutrunden.

Det virker mildest talt absurd at opføre ni stadioner i et land med under tre millioner indbyggere. Foruden en pæn mængde hoteller til officials og turister og fans, der skal overvære kampene.

Vores italienskfødte guide, Gabriel, der skal indvi min 10-årige datter og mig i landets historiske arv, viser os et hotel i midtbyen, som er under opførelse.

- Her skal officials bo fra en måned før slutningen, under den og formodentlig en uge bagefter. Det betyder altså, at man opfører et hotel, som i teorien kun skal bruges få måneder. Det er typisk i Qatar, siger Gabriel.

Dele af centrum i hovedstaden Doha er proppet med kraner, der hjælper til med at opføre endnu flere tårnhøje skyskrabere. Andre steder knokler mænd i gule veste med at lave fortove, veje, til- og frakørsler, endnu flere motorvejsspor og enorme parkeringspladser til nogle af de alt for mange biler på vejene.

Brændstof koster ikke mere end et par kroner literen, og Gabriel fortæller, at det ikke er så længe siden, at brændstof var gratis for landets indbyggere hos Qatars eneste forhandler af benzin og diesel, Woqod.

Man kan tydeligt se, at mange af indbyggerne lever et luksuriøst liv. Antallet af enorme SUV’ere er imponerende og overgås næppe i USA. I langt de fleste biler sidder der én person. Hvilket får det til at fremstå endnu mere grotesk, når man spotter en af de faldefærdige busser, hvor bygningsarbejdere fra Bangladesh, Nepal eller Filippinerne er stuvet sammen.

Det understreger kontrasterne i et land, hvor knap 300.000 qatarere lever et liv i massiv overflod, mens flere end to millioner gæstearbejdere slider for at bygge landet op fra grunden.

- For 50 år siden var Qatar stort set ikke andet end ørken, hvor enkelte beduinstammer holdt til. De beduinstammer endte med at få magten, og de har indrettet landet så smart, at de to millioner gæstearbejdere ikke får pas eller statsborgerskab, om de så har knoklet her i 40 år. Magten og værdierne forbliver i en relativt lille kreds, siger Gabriel.

Annonce

Qatar

Qatar er en lav, gold halvø, der strækker sig 160 kilometer ud i Den Persiske Golf. Landet er overvejende fladt med det højeste punkt på 73 meter i Dukhan-højderne. På grund af beliggenheden ved Den Persiske Bugt er klimaet hele året meget varmt, og der er ofte sandstorme.

Qatar er ifølge IMF det rigeste land i verden. Det skyldes landets enorme gas- og oliereserver. Qatar satser dog lige som de Forenede Arabiske Emirater på store bygnings- og infrastrukturelle projekter, der skal sikre landet i fremtiden.

Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er sheik Khalifa bin Hamad ath-Thani, der tiltrådte 22. februar 1972, da hans fætter blev afsat.

Qatar var en del af Det Osmanniske Rige fra 1872 til 1914. Dets leder underskrev beskyttelsesaftaler med Storbritannien i 1916 og 1934. Oman var i denne periode britisk indflydelsesområde og blev selvstændigt i 1971.

Der bor 2,3 millioner i landet, hvoraf omkring blot 300.000 er statsborgere. Hovedstaden Doha har knap 400.000 indbyggere. Landet arrangerer VM i fodbold i 2022, hvilket har skabt megen debat på grund af dødsulykker på stadionbyggerier, frygt for høje temperaturer og ikke mindst, at turneringen er rykket fra juni-juli til november-december.

Qatar Airways flyver direkte mellem København og Doha i Qatar.

For en voksen og et barn på 10 år vil flyrejse fra Danmark til Dubai samt en uges krydstogt koste fra 18.000 til 35.000 kroner alt efter kahyt på skibet, valg af drikkevarepakke, årstid og valg af transport fra lufthavn til krydstogtterminal.

10 hun-palmer for hver han-palme

Vores tur handler hverken om VM eller de ekstremt mange nybyggerier i hovedstaden Doha. Vores fokus er to af de få historiske attraktioner i landet: Al Zubarah-fortet tæt på den nordvestlige kyst omkring 100 kilometer fra hovedstaden og derefter to berømte tårne i byen Umm Salal Mohammed nord for Doha.

- Der er intet interessant at se på køreturen, så jeg skal nok forsøge at holde jer vågne med en masse informationer, I formodentlig ikke kendte. Vidste I for eksempel, at der er 10 hun-palmer for hver han-palme. Nogle mener, at det har inspireret til traditionen med, en mand har mange koner. I den sammenhæng er det også interessant, at den nuværende sheik på 39 år har 12 børn med tre koner, siger Gabriel og smiler.

Jeg anede ikke, at palmer havde et køn. Men var til gengæld klar over, at det gælder for kamelerne i den skånselsløst øde ørken.

- Kameler går ofte i grupper på 20. En han og resten hunner. Måske har emirer, sheiker og sultaner lige som i tilfældet med palmerne ladet sig inspirere af den fordeling. Kanaler drikker heller ikke alkohol, til gengæld kan de drikke saltvand, hvis de har gået længe nok uden vand, fortæller Gabriel, mens vi kan se Al Zubarah-fortet dukke op i horisonten.

I Danmark når man ofte frem til de punkter, man kan spotte foran sig, på få minutter. I Qatars ørken tager det et sted mellem 15 og 20 minutter. I mellemtiden spejder vi forgæves efter nationaldyret, den arabiske oryx-antilope, der var ved at uddø, men blev reddet gennem et storstilet projekt i Arizonas ørken i USA.

Arten overlevede, og i dag er dyret æret på Qatar Airways' logo. Dyret er underfamilien hesteantiloper blandt skedehornede pattedyr, læser jeg mig efterfølgende til. Ligesom jeg finder ud af, at Al Zubarah-fortet blev opført for at beskytte byen Zubarah, som i dag er forladt og nærmest blæst væk fra jordens overflade.

Alene i ørkenen

Fortet, der i store træk er genopført efter en brand, ligner noget fra middelalderen, men viser sig at være fra 1938. Abdullah bin Jassim Al Thani opførte fortet kort tid inden sin død. Det var i øvrigt kort tid før de første oliefund, som betød, at hans søn Ali bin Abdullah Al Thani og rækken af Al-Thanier, der siden har siddet på magten, har haft helt andre muligheder for at udvikle landet.

Det er Qatars første og eneste seværdighed på Unescos liste over verdensarv. Optaget i 2013. Størrelsen på fortet er ikke imponerende, hvis man sammenligner med de kæmpestore, nye kunstmuseer og historiske museer i hovedstaden. Det er mere beliggenheden og omgivelserne, der sætter Al Zubarah i perspektiv.

Fortet er placeret i et hav af sand med Den Persiske Golfs turkisblå bølger ude i horisonten. I december er der ofte 30 grader, og i sommermånederne er det ikke usædvanligt med temperaturer over 50 grader. Det er så grotesk varmt, at legoklodserne i et støvet lille legehjørne formodentlig er tæt på at smelte.

De andre turister bliver inde i fortet, mens min datter og jeg går en runde omkring det for at se det fra alle vinkler. Der er få træer og buske så langt øjet rækker, og jeg tvivler på, at man ville overleve et døgn alene herude uden vand. Heldigvis har vi både vand og aircondition, så vi klarer let de to timers kørsel tilbage mod Doha.

Om rejsen

Rejsen var inviteret til Qatar af Costa Cruises i forbindelse med et krydstogt i Den Persiske Golf.

Danskere arkæologer på visit

At vejnettet er fyldt til bristepunktet, finder vi ud af, da vi kører ind i byen Umm Salal Mohammed, som er smeltet sammen med Doha. Eftermiddagstrafikken er kaotisk og tæt. Vi tøffer os frem, inden vi får øje på de to udsigtstårne, Barzans tårne, og kort efter drejer fra.

Tårnene er også kendt som Umm Salal Mohammeds vagttårne, og de er noget ældre end fortet i Zubarah. De blev bygget i 1910 af Sheikh Mohammed bin Jassim Al Thani, som abdicerede efter blot 10 måneder og overlod tronen til sin bror Abdullah bin Jassim Al Thani i 1914.

Det vestlige tårn, Barzan, er det ældste af tårnene og har derfor fået æren af at lægge navn til dem som samlet attraktion. Det er 14 meter højt og 2 meter lavere end lillebroren med det mere prominente navn Al Burj Al Sharq. De to tårnes funktion var at give mulighed for overvågning af en nærliggende dal med vandreservoir, som i sagens natur var livsvigtig. Man kunne/kan også holde øje med skibe i Den Persiske Golf, fordi landskabet er så pandekagefladt, at man kan skue mange, mange kilometer fra blot 16 meters højde.

Danske arkæologer har sjovt nok haft markant indflydelse på de to tårnes historie, da de i 1958 udgravede hele området og fandt de to tårne, som havde været gemt i årtier under sand. Jeg har forgæves forsøgt at finde ud af, hvilke arkæologer, der var tale om, og hvordan de var sat på opgaven. Men måske kløgtigere læsere kan hjælpe til med at opklare det.

Man skal ikke være alt for overvægtig eller klaustrofobisk, hvis man vil op i toppen på det højeste tårn, som er det eneste, der er adgang til. Trappen derop er virkelig trang og stejl. Udsigten slår ikke just benene væk, da tårnene med tiden er blevet indkapslet af beboelse og industri, som ikke er voldsomt imponerende visuelt. Der ligger en mindre moské tæt på, hvis minaret og den ikoniske halvmåne i toppen af spiret giver udsynet en vis tyngde.

De to mest betydningsfulde historiske bygninger i Qatar blegner komplet i sammenligning med kolosser som World Trade Center Doha og Aspire Tower i Dohas skyline, men alligevel er det turen værd at rejse tilbage i tiden i landet, der så sent som 1971 fik sin frihed, da det blev selvstændigt efter at have været under britisk beskyttelse siden 1916. Seks år efter, at Barzans første tårn blev opført.

I centrum af Doha skyder skyskraberne op med imponerende fart. Foto: Simon Staun
I et hjørne i Al Zubarah-fortet kan man lege med Lego-klodser og forsøge at bygge fortet selv. Foto: Simon Staun
Man har ikke lyst til at tilbringe megen tid alene i ørkenen omkring Al Zubarah-fortet. Foto: Simon Staun
Ellen alene i ørkenen. En 10-årig kan sagtens se, at der er tale om et helt andet klima og vegeation end i Danmark. Foto: Simon Staun
Der er billeder af Al-Thanier overalt i Qatar. Foto: Simon Staun
Umm Salal Mohammeds vagttårne er ikke specielt store, men de er alligevel en vigtig brik i Qatars historie. Foto: Simon Staun
Udsigten fra Umm Salal Mohammeds ene vagttårn viser det flade landskab og understreger, hvor 16 meter er rigeligt til formålet. Foto: Simon Staun
Jeg var så heldig at få lov at se trofæet, som Liverpool vandt til VM for klubhold i Qatar. Selv som Arsenal-fan var det sjovt for første gang at se et fodboldtrofæ i virkeligheden. Foto: Ellen Staun
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Corona er en gave til Madam Bach

112

Motorcyklist ramt af bil

Annonce