AARHUS: En netop nedsat ekspertgruppen er af Folketinget blevet bedt om at undersøge, hvordan de danske myndigheder håndterede coronakrisen, og Aarhus' egen infektionsforsker, Lars Østergaard, er udpeget til at være med i ekspertgruppen. Han er professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og overlæge ved Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Fra Folketingets side er der blandt andet lagt op til, at gruppen skal undersøge, hvordan sundhedsvæsenets beredskab fungerede, da coronapandemien ramte i marts, og om beslutningen om at lukke Danmark ned var den rigtige.
Lars ØstergaardDet handler om at lære af denne periode, som har haft så alvorlige konsekvenser, så vi står bedre rustet, hvis Danmark igen bliver ramt af en pandemi.
Derudover skal ekspertgruppen blandt andet også vurdere de skiftende teststrategier, kvaliteten af sundhedsvæsenets pandemiberedskab og sammenligne den danske håndtering af pandemien med Danmarks nabolande.
Målet er at lære til næste gang
Meningen er ikke, at der skal påpeges fejl og mangler, men i stedet er pointen, at man skal lære af krisen og komme med ideer til, hvordan samfundet i fremtiden klarer en krise i samme skala.
Den del ser Lars Østergaard også frem til:
- Det handler om at lære af denne periode, som har haft så alvorlige konsekvenser, så vi står bedre rustet, hvis Danmark igen bliver ramt af en pandemi. Derfor er jeg også glad for, at det er betonet i Folketingets opdrag, at vi ikke skal placere et politisk eller retsligt ansvar. Vi skal simpelthen se fremad og finde de bedst mulige løsninger, siger han.
Et kæmpe skulderklap
Lars Østergaard er glad for, at han er udpeget til gruppen:
- Det er et kæmpe skulderklap, og det er et udtryk for, at den faglighed, som jeg repræsenterer, har betydning i dette væsentlige arbejde, siger han i en pressemeddelelse.
Om ekspertgruppen
Ekspertgruppen består ud over Lars Østergaard af professor Jostein Askim, Institut for Statsvitenskap, universitetet i Oslo, professor i sundhedsøkonomi Dorte Gyrd Hansen (SDU), professor i sundhedsjura Helle Bødker Madsen (AU).
Ekspertgruppen ledes af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen (AU).
Ekspertgruppen skal evaluere perioden fra januar 2020 til den gradvise åbning i maj. Ekspertgruppens resultater bliver offentlige i januar 2021.
Når Lars Østergaard bliver bedt om at komme med sine bud, regner han med, at han også kan bruge den viden, som hans kollegaer ligger inde med:
- Vi er et stærkt hold i Aarhus, der arbejder med virus- og infektionsforskning og som særligt har været involveret i coronaforskningen, siger han.