x
Annonce
Odder

Overblik: Biffen, biblioteket, fitnesscentre og foreningsliv er lukket helt ned

Der bliver tomt i kommunens børnehaver og øvrige institutioner de kommende uger. Arkivfoto: Morten Pape

Som udgangspunkt er alle kommunale aktiviteter lukket ned til slutningen af marts, men også meget andet rammes af coronavirus.

Vi forsøger at holde jer orienteret, her er listen over de aflysninger, vi kender til mandag over middag.

Annonce

Skoler, efterskoler og højskoler lukker

Rude Strand Højskole holder lukket indtil 1. april.

Det samme gør Egmont Højskole og Odder Højskole. Det betyder, at en række arrangementer aflyses.

Hou Maritime Idrætsefterskole, Gylling Efterskole, Eriksminde Efterskole og Rudehøj Efterskole har sendt alle elever hjem.

Eleverne fra Odder Gymnasium blev sendt hjem torsdag morgen, men elever og lærere har ikke fri.

Gallafesten 21. marts er flyttet til 2. maj, og studieturene for 2.g flyttes muligvis til efteråret.

Kultur og kirke

Alle gudstjenester i Odder Provstis kirker er aflyst til og med 27. marts. Indtil videre er gudstjenesterne søndag 29. marts også aflyst.

Alle offentlige arrangementer er også aflyst til og med 27. marts. Det samme gælder kirkekor, konfirmandundervisning, studiekredse mm.

Odder Frimenighed har også aflyst alle sine aktiviteter fra 13. marts og to uger frem. Der er heller ikke gudstjeneste i Odder Grundtvigske Valgmenighed i perioden. Odder Kulturforening skulle have holdt medlemsmøde 24. marts, men mødet er blevet aflyst. Derfor bliver afstemningen om uddeling af midler fra foreningen holdt elektronisk i stedet for på mødet.

Odder Museum og Odder Lokalhistorie Arkiv holder lukket indtil videre.

Saxild-Nølev Lokalhistoriske Arkiv er også lukket for besøgende.

Det samme gælder Odder Bibliotek og Biffen, der har aflyst alle forestillinger.

Ørting Hallens Venners har aflyst den sædvanlige Påskekunstudstilling i Ørting Hallen skærtorsdag 9. april og langfredag 10. april.

Odder Kunstforening har lukket udstillingslokalerne i Kunstværket i Vitapark.

Det lokale orkester Potters Jig havde planlagt at give koncert i Pakhuset lørdag 28. marts. Koncerten bliver foreløbig flyttet til 29. maj.

På baggrund af den seneste udvikling har Odder Jazzklub besluttet at aflyse både generalforsamlingen 18. marts og Frokostjazzen i Pakhuset lørdag 21. marts med Ungarske Bohém Ragtime Jazz Band.

Odder Garden har aflyst gardens forårskoncert på Parkvejens Skole søndag 29. marts.

Spisesteder og restauranter

En række mad- og spisesteder har skruet ned for blusset.

Folkebistroen i Odder lukker ned for restauranten til 29. marts, men har takeaway mv.

Anne's Frokost og Sandwich har sendt alle medarbejdere hjem, så ejerne passer selv biksen. Der er skåret i åbningstiderne, og der er kun takeaway.

Kuglen & Keglen har lukket til og med 27. marts.

Montra Odder Parkhotel har lukket til 30. marts, og Norsminde Kro har lukket til 31. marts.

Restaurant Orient i Odder lukker for buffeten og har kun takeaway.

Restauranten hos Fru Møllers Mølleri i Bjerager er lukket for brunch, frokost og aftengæster, men har mad ud af huset.

Diskotek Crazy Daisy lukker ned i minimum 14 dage fra torsdag 12. marts.

Torsdag 19. marts skulle der have været fællesspisning på Centralhotellet, men det er blevet aflyst.

Spisevennerne i Odder og oplandet er midlertidigt lukket. På Ålykkecentret i Odder gælder det både tirsdagsholdet og torsdagsholdet. Det går også ud over spisevennerne i Kirkehuset i Hundslund 7. april og Ørting-Falling, som havde planlagt at mødes i Falling Selskabslokaler tirsdag 17. marts.

Foreningsliv

HOIF gymnastik har aflyst al gymnastik resten af sæsonen samt gymnastikopvisningen.

Saksild Idrætsforening har aflyst alle aktiviteter frem til 30. marts.

Gymnastik Odder aflyser sin store forårsopvisning lørdag 4. april i Spektrum Odder.

Alle sports og idrætstilbud er lukket og begynder tidligst i april, oplyser Gylling Sport og Idræt.

Tirsdag 17. og tirsdag 24. marts er bankospillet i Gylling Forsamlingshus aflyst.

Hundslund IF lukker til og med uge 13. Idrætsforeningen havde planlagt en takkefest for medlemmerne fredag 27. marts, den er også aflyst.

I Ørting har ØFUG lukket alle aktiviteter ned.

Hos Odder Atletik & Motion er træning suspenderet, og det nye begynderhold udskudt. Odder IGF Fodbold lukker helt ned, det samme gør Odder Håndbold og Odder Svømmeklub.

Rollespilsforeningen Kimbri har aflyst alle aktiviteter. Det samme har Odder esport.

Frem til 1. april gennemfører Hjerteforeningen ikke aktiviteter og arrangementer, der enten er målrettet hjertepatienter, eller hvor både hjertepatienter og andre borgere tænkes at deltage. Det gælder blandt andet de ugentlige søndagsgåture fra Åparkeringen og blodtryksmålingen i Kvickly 21. marts.

Fitnesscentre og haller lukker dørene

Odder Fitness Center følger myndighedernes anbefalinger og holder lukket indtil fredag 27. marts. Fitness World lukker sit center i Odder i samme tidsrum. Loop Fitness lukker også sit center i perioden, det samme gør CF Varmeværket.

Fysiodanmark Odder har en nyt fitnesscenter på vej på Ballevej i Odder, men det har først planlagt at åbne lørdag 28. marts. Til gengæld lukker fysioklinikken og træningscenteret på den nuværende adresse på Parkvej for al ikke-kritisk behandling.

Kiropraktik- og Sundhedshuset har også lukket for alle ikke-kritiske behandlinger.

I oplandet er en lang række fælles fitnessaktiviteter også aflyst, og Spektrum Odder lukker for alle aktiviteter til og med søndag 29. marts - inklusive svømmehallen.

Vandhalla i Hou er også lukket ned.

Hou Hallen er lukket til og med søndag 29. marts. Det gælder alle aktiviteter, herunder møder og fitness. Det planlagte loppemarked 4. april er udskudt, og Hou Banko har stoppet for sæsonen. Fællesspisninger i hallen er også aflyst resten af sæsonen.

Hundslund Hallen lukker til og med uge 13.

Møder, foredrag mm.

Genbrugsbutikken Retroen er lukket. Odder Y's Mens Clubs loppemarked hver lørdag i huset ved siden af Økologiens Have er lukket de kommende lørdage til og med lørdag 28. marts. Loppemarkedet Portobello i Odder er lukket men sælger online.

DN-Odder forventede rigtig mange til debatmøde om Kattegatforbindelsen 17. marts. Derfor har foreningen fundet det mest ansvarligt at udskyde mødet.

Som følge af Corona-virussen har Kvickly Odder besluttet at aflyse Vinmessen tirsdag 24. marts. Har man allerede sikret sig billet, bliver den refunderet ved henvendelse i kiosken.

Stafet For Livet dropper et planlagt informations- og holdkaptajnmøde onsdag 18. marts i Spektrum Odder. Kræftens Bekæmpelses undergruppe Kvinder for Kræft har også aflyst de ugentlige onsdagsgåture i Vejlskoven.

Udviklingodder har udsat generalforsamlingen 26. marts. Foreningen har lavet en aftale med oplægsholder Arne Nielsson om sammen at finde en ny dato. Desuden har Udviklingodder aflyst alle andre arrangementer indtil videre, og kontoret i Vitapark er lukket.

Odder Vandværk skulle have haft generalforsamling på Odder Parkhotel torsdag 26. marts. Det arrangement er aflyst.

Hundslund Vandværk har aflyst sin generalforsamling onsdag 25. marts i Hundslund Hallen.

Generalforsamlingen i Odder Hundeskovs Støtteforening 25. marts og fyraftensgåtur 26. marts er aflyst.

Slut med offentlige arrangementer

Odder Kommune har aflyst eller udsat alle sine offentlige arrangementer til og med efter påske. Det omfatter flere aktiviteter på biblioteket samt et høringsmøde om kommunens Plan- og Agenda 21-strategi på Centralhotellet.

Desuden er følgende tilbud lukket:

Aktivitetshuset ved Ålykkecenteret og Cafe Pakhuset samt Cafe Ålykkecenteret, Fabos Aktivitetscenter og Vores Netværk. Rosenhuset har lukket for spisning og andre aktiviteter.

Sundhedsplejen har indtil videre aflyst sine åbent hus-arrangementer i Børne- og Familiehuset på Bronzealdervej.

Odder Musikskole har også lukket for al undervisning og arrangementer.

Et møde for sommerhusejere, som kommunen sammen med Visitodder havde inviteret til 29. marts på Odder Parkhotel, er også aflyst.

Desuden er alle politiske møder, udvalgsmøder, temamøder, byrådsmøde, fællesmøder, gruppemøder, træffetid og diverse andre møder aflyst frem til foreløbigt 14. april.

Plejehjem beder pårørende om at blive væk og låser dørene.

Rådhuset er lukket for personligt fremmøde - men man kan ringe på tlf. 87 80 33 33.

Renosyd oplyser, at beholdere til emballage- og restaffald tømmes som normalt. Pap- og papir hentes ikke. Genbrugspladsen på Skovdalsvej er lukket for private, men nødåbent for erhverv klokken 7-13 på hverd.

Aarhus Letbane kører efter søndagskøreplan med én afgang i timen. Mange busser har lukket for indstigning af fordøren, oplyser Midttrafik.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce