Annonce
Østjylland

Over for rødt, venstre om helleanlæg og med narko i blodet: Politiet i natlig biljagt gennem det sydlige Aarhus

Flere patruljer fra Østjyllands Politi jagtede natten til tirsdag en flygtende bilist gennem det sydlige Aarhus. Arkivfoto: Kim Haugaard
En 18-årig bilist forsøgte at stikke af, da en patrulje fra Østjyllands Politi natten til tirsdag ville bringe ham til standsning. Han er nu sigtet for en lang række forseelser.
Annonce

VIBY/HASSELAGER: Østjyllands Politi var natten til tirsdag involveret i en biljagt i rasende fart gennem det sydlige Aarhus. Den endte først, efter at den jagede bilist mistede kontrollen over bilen og efter lidt slinger stoppede bilen, inden det gik helt galt.

En patrulje blev tirsdag klokken 02.34 opmærksom på en bil på Viby Ringvej i Aarhus, der passerede patruljebilen med meget høj fart. Betjentene vendte derfor patruljebilen og kørte efter den anden bil for at få føreren til at standse. Det var føreren tilsyneladende ikke interesseret i, og han fortsatte ind på Aarhus Syd Motorvejen, hvor han satte farten endnu mere op.

Der blev sendt flere patruljer efter ham, mens han fortsatte med at køre alt for hurtigt ad Genvejen og svingede til højre for rødt lys. Han skred i den forbindelse ud i svinget, kørte venstre om helleanlægget og fortsatte herefter ad Møllebakken i Hasselager imod færdselsretningen. Føreren fortsatte med at køre med al for høj fart og kørte flere gange frem for rødt lys.

Da føreren kom til Beringsvej i Hasselager svingede han til venstre, hvorefter han mistede kontrollen over bilen og ramte kantstenen. Det fik ham til at sætte farten ned, så han slingrende fortsatte midt på vejen, inden han ved Hovvejen svingede til højre og standsede.

Den ene af betjentene løb hen til bilen og hev den 18-årige mandlige fører ud. Han blev anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for tre gange at have kørt over for rødt lys, for at have kørt venstre om et helleanlæg, for kørsel uden førerret, for ikke at have anvendt sikkerhedssele, for narkobesiddelse og for narkokørsel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce