Annonce
Brædstrup

Over 200 års historie står for fald: Brædstrup Kro rives ned over sommeren

Nedbrydningsfirmaet P. Olesen har indtaget Brædstrup Kro, og arbejdet med at fjerne bygningen er godt i gang. Foto: Henrik Sandvad
Nedbrydningsfirmaet P. Olesen er begyndt på nedrivningen af Brædstrup Kro, som forventes at være helt væk midt i august.

Brædstrup: Brædstrup Kro blev bygget i 1809, men inden august bliver til september, vil de sidste mursten af kroen være fjernet, og tilbage bliver blot en tom byggeplads.

Nedbrydningsfirmaet P. Olesen gik i sidste uge i gang med nedrivningen af Brædstrup Kro, og arbejdet med at fjerne bygningen vil stå på over de næste to måneder. Det er ikke nogen nem sag at rive krobygningen ned. 95 procent af alle materialer skal nemlig ifølge lovgivningen genanvendes, mens miljøfarligt affald skal til Fortum (tidl. Kommunekemi), så kroen pilles ned stump for stump.

- Nedbrydningsfolkene er i gang med at pille lofter ned og gulve op. Alt skal brydes ned og sorteres, fordi samtlige regler og love skal overholdes. Herefter skal miljøfarligt maling enten sandblæses eller slibes ned, og asbestholdigt materiale skal fjernes forsigtigt, så det er en lang proces. Kroen vil nok stå hen til august, inden murene væltes. Det hele skal dog være færdigt inden 1. september, hvor Domea vil sætte spanden i jorden til de nye boliger, siger kroejer Ole Bilstrup, mens han viser rundt i de tomme og afpillede lokaler på Brædstrup Kro.

Alt inventaret blev allerede i maj solgt på en internet-auktion, og her var alt lige fra borde og stole til døre og vinduer sat til salg. Det samme var et stykke af gulvet i den store sal, som allerede er afhentet af sin kommende ejer.

Annonce
Det er træls, at vi er nødt til at lukke kroen, men nu har den kørt med driftsunderskud i et par år, og det er ikke sjovt at blive ved med at skyde penge i noget, som giver underskud.

Ole Bilstrup, kroejer

Et hus med mange minder

Hvis væggene i Brædstrup Kro kunne tale, ville de kunne berette om mange fester og begivenheder igennem over 200 år. Det er derfor også med et vist vemod, at kroejeren må se kroen forfalde på sine sidste dage.

- Det er vemodigt, fordi vi har mange minder herfra. Det er træls, at vi er nødt til at lukke kroen, men nu har den kørt med driftsunderskud i et par år, og det er ikke sjovt at blive ved med at skyde penge i noget, som giver underskud. Vi solgte derfor ikke kroen for at tjene penge, som nogle har ment. Vi gjorde det, fordi det ikke var muligt at drive kro længere. Nu har byen jo heldigvis fået et nyt spisested som et alternativ til Pejsegården, så det er godt, siger Ole Bilstrup.

Når Brædstrup Kro er helt væk, vil Dansk Boligbyg opføre 32 nye lejligheder på grunden for boligselskabet Domea.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce