Annonce
Kultur

Over 100 tegnede med på kæmpe puslespil-portræt af dronningen

Flere end 100 tegnere var med i den live-event på nettet, der resulterede i det store portræt af dronning Margrethe 2. Det kan nu ses på Horsens Billedskole og Tegnefestivals sociale medier, men formentlig også snart på Søndergade. Og måske på et tidspunkt i den royale kunstsamling - planen er at sende portrættet til majestæten. PR-foto: Tegnefestival
Festival-arrangører planlægger udstilling i Søndergade og håber at sende billedgave til majestæten.
Annonce

Horsens: Et kæmpemæssigt "puslespils-portræt" af dronning Margrethe 2., som Tegnefestival TV i Horsens har ført pennen på, er nu færdigt.

Tegnefestival TV, der er en aflægger af den årlige tegnefestival, som blev aflyst på grund af corona i år, fik forleden flere end 100 tegnere fra hele landet til at bidrage til portrættet.

Det skete via en live-event på internettet kaldet "Tegnefestival TV - Vi Tegner Dronningen - sammen hver for sig".

Her var udgangspunktet det officielle fødselsdagsportræt af regenten, som den kendte fotograf Per Morten Abrahamsen står bag. Hver deltager i eventet fik ansvar for at fortolke en "brik" i det 270 gange 250 cm store portræt, og da online-begivenheden var slut, blev værket stykket sammen af de flere end 100 bidder.

Annonce

Vildt overvældede

- Vi havde drømt om, men slet ikke turdet håbe på, at mere end 100 tegnere - unge som ældre, begyndere som professionelle - ville tegne med live. Så vi er helt vildt overvældede og meget glade for den store opbakning og de utrolig mange flotte tegninger, fortæller Jannik Broz, leder af Tegnefestival og Billedskolen Horsens, i en pressemeddelelse.

Han uddyber, at der nu arbejdes på at skabe en udstilling af det omgangsrige, sort-hvide værk på Søndergade, og samtidig er håbet på et tidspunkt at ramme det ind og sende det til dronningen. Som en forsinket fødselsdagsgave til regenten, der 16. april fyldte 80 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce