Annonce
Rejser

Otte oplevelser: Hiroshima for alle

1.

Et tredages-pas til byens museer og sporvogne koster den lille sum af 1000 yen, hvilket svarer til cirka 60 kroner, og det må siges at være meget billigt. Med det kan man komme rundt med sporvognene og ind på mange af museerne. Hiroshima er den japanske by med flest sporvogne, og konduktørerne er iført kasket og handsker. Meget stilfuldt.

2.

Okonomiyaki er en specialitet i flere dele af Japan, men især i Hiroshima. Retten er tæt forbundet med anden verdenskrig. Da det var småt med mad, fandt man en billig måde at fylde maven på ved at lave en form for pandekager med kål ovenpå. De blev stegt på plader af metal fra for eksempel jeeps, som var det eneste, der var nok af efter krigen, og mange krigsenker fandt på at sælge disse pandekager, som i dag fås med alverdens fyld.

Der er ligefrem et lille Okonomiyaki-museum, og man kan rundt om i byen komme på kurser i at lave de tykke pandekager. Hos Otafuki reklamerer man med, at "muslims and vegetarians are welcome", da man selv kan bestemme sit pandekagefyld. Og det er helt i byens ånd: Alle er velkomne her.

3.

Shiatsu-massage: Hos Karadakobo, 263 Matobacho Hiroshima, Minami-ku koster 40 minutter 3000 yen (cirka 180 kroner), og hvad betaler man ikke for at få computerskuldrene lidt ned? Der er både kvindelige massører og en ordentlig kleppert af en mand, som bruger fistelstemme for at berolige kunderne. Men når han sætter vægt bag tommelfingeren, er det som at have en sumobryder i stillet stående på ens glutus maximus. Himmelsk – bagefter. Og man er klar til at gå ud i iroshima og sprede lige så meget venlighed, som man får tilbage.

4.

K’s House er et vandrehjem tæt på stationen (hiroshima@kshouse.jp), og vandrehjem er den bedste måde at falde i snak med andre på. På K’s House får man et fint dobbeltværelse med karbad for lidt under 4000 yen (knap 240 kroner).

I Japan forventes det, at man tager sine sko af, når man kommer ind, og man skal lige vænne sig til fornemmelsen af at sidde og drikke te med folk iført fællessutsko. Men igen: Hiroshima er ikke en by, hvor det handler om, hvordan du ser ud, men hvem du er.

5.

På Social Book Cafe Hachidor-isha, 2-43-201, Dobashi-cho, Nakan-ku, kan man nogle gange om måneden møde op og tale med overlevende fra bomben. Det understreges, at der ikke er tale om foredrag, men om at man skal føre en venskabelig samtale.

Hiroshima Museum of Art har mindst én af hver af alle de store, fra van Gogh til Renoir og Manet, og en afdeling med moderne japansk maleri. Desuden har museet et fint Picasso-maleri af hans søn Paul som toårig. Sønnen har i øvrigt plantet et træ i parken udenfor i tråd med sin fars arbejde for fred. Kunstmuseet har som slogan: "For love and peace".

6.

På de små caféer ved Kyobashi-gawa-floden kan man nyde en kaffe eller nogle østers i eftermiddagssolen ved Inari-ohashi-broen. Før man måske vil shoppe lidt i sidegaderne til avenuen Aioi-dori.

7.

Er der nogle samuraityper i selskabet, kan man om søndagen opleve Samurai Warrior Performance i haven ved Hiroshima-borgen ( hiroshima-samurai.jp). Eller tage en tur i den offentlige swimmingpool eller på børnenes museum. Derefter kan man gå en tur i den fine Hijiyama-park, som har et manga-museum i den ene ende og Radiation Effects Research Foundation i den anden.

8.

Men vil man virkelig komme ud, hvor stort set kun japanere kommer, gør man sig selv en tjeneste ved at tage ud til øen Miyajima – den hellige ø, som ligger 10 minutters sejlads fra havnen i Miyajimaguchi.

Man kan tage sporvognen helt derned, og med et Hiroshima-pas er færgen endda også gratis.

Vi talte fem andre vesterlændinge, og ellers var det kun japanere, der var turister den dag, og det er i sig selv en oplevelse. Teenageren var vild med de tamme rådyr, som gik i gaderne, og de mange smukke kvinder klædt i kimono i dagens anledning. I de små gader er der souvenirbutikker side om side, hvor man kan købe både skrammel og for eksempel fine, eksklusive spisepinde hos Yusen, en bomuldskimono i Japan Shop eller østers hos gadesælgerne.

Itsukushima-templet, som blev bygget i 596 – og genopbygget i 1168 – og templerne omkring er på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger, og torii-porten, som ser ud, som om den svæver over vandet ved højvande, er meget smuk i al sin enkelthed.

Man ser folk bede ved de forskellige templer, og teenageren var så begejstret, at hun udbrød:

- Ja, undskyld, jeg er vist ved at blive buddhist.

Ved siden af er en pagode i fem etager så smuk, at moderen også var ved at blive omvendt.

Når man kommer af færgen, kan man gå lige ind i det lille center ved siden af og købe smukke dåser pink grape med Hiroshima Carpe på - det er Hiroshimas baseballhold. Og hvorfor ikke få sig et fodbad med citroner flydende rundt i vandet, inden man får en fodmassage og tager tilbage til Hiroshima?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Liveblog: Tyskland har nu 1000 corona-dødsfald

Annonce