Herning: Søren Reese er på kontrakt i FC Midtjylland. Det har han været i flere sæsoner, men han har stadig kun spillet på midtjydernes hjemmebane som repræsentant for udeholdet, og med AC Horsens var han med til at tabe 1-0.
- Jeg er aldrig tilfreds med at tabe, men det er en helt anden følelse denne gang i forhold til efter vores to første kampe. Efter kampene mod Randers og FCK havde vi ikke fortjent point, men efter kampen mod FC Midtjylland sidder vi med fornemmelsen af, at godt kunne have fået et point med hjem, sagde Søren Reese.
- Vi forbedrede os kraftigt i forhold til den seneste kamp mod FCK. Vi var helt anderledes skarpe i mange ting. Især defensivt var vi koncentrerede og udgik fejl, og så turde vi oven i spille med FCM i perioder, sagde Søren Reese.
Rokade i forsvaret
AC Horsens har siden Jens Berthel Askous ankomst arbejdet med et tre-mands forsvar, og denne gang var Malte Kiilerich rykket ind centralt med Søren Reese og Alexander Ludwig på kanterne.
- Malte Kiilerich er dygtig, når han spiller i midten. Han vinder mange dueller der. Vi har prøvet lidt forskelligt, og vi kan spille forskellige postioner, sagde Søren Reese, der også har været placeret centralt.
Mod FC Midtjylland var han rykket ud til venstre, mens Alexander Ludwig, der også er venstrebenet, måtte tage pladsen til højre.
- Det giver også nogle muligheder at spille i den "forkerte" side. Ludwig spillede derovre, fordi han er bedre med højrebenet, end jeg. Det håber jeg i hvert fald, sagde Søren Reese med et smil.