Annonce
Debat

Oprejsning til Fredberg og Silkeborg Sygehus

Annonce

Læserbrev: I kølvandet på beskyldninger om, at overlæge Ulrich Fredberg og Silkeborg Sygehus skulle have lavet svigt i patientsikkerheden i deres brug af lavdosis-CT-scanning af lunger fremfor røntgenundersøgelse af lunger, har en netop afsluttet undersøgelse fejet beskyldningerne af bordet.

Regionen genindkaldte som bekendt omkring 100 patienter, der havde fået lavdosis-CT- scanning på Silkeborg Sygehus. Og en undersøgelse af alle 625 patienter, der i perioden havde fået lavdosis-CT, dokumenterede, at regionens genindkaldelser til højdosis-CT kun resulterede i én enkelt ekstra lungekræftdiagnose. Og det har tidligere været fremme, at dette tilfælde rent faktisk kunne ses på lavdosis-CT-scanningen men desværre blev overset af en menneskelig fejl. Derudover viste undersøgelsen, at Silkeborg Sygehus selv havde fundet fem lungekræfttilfælde, og disse fem kræftpatienter var derfor ikke blevet genindkaldt. Endelig havde to patienter en helt anden kræftform end lungekræft.

I alt seks lungekræfttilfælde, hvoraf Silkeborg selv havde fundet de fem. Desværre førte en elendig pressemeddelelse til fejlagtige avisartikler, der efterfølgende måtte rettes. Og hospitalsudvalget besluttede, at der skulle udsendes en læsevejledning til pressemeddelelsen for at undgå misforståelser.

Undersøgelsen er blevet gennemgået, og et samlet regionsråd har 28. oktober 2020 konkluderet, at ”Efter gennemgang af de foreliggende data fra undersøgelsen, er der ikke mistanke om svigt i patientsikkerheden på Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg”.


Desværre førte en elendig pressemeddelelse til fejlagtige avisartikler, der efterfølgende måtte rettes.


Det er noget af en oprejsning til såvel overlæge Ulrich Fredberg som til Silkeborg Sygehus, der gentagne gange er blevet kåret som Danmarks bedste sygehus i dens kategori, og som er blevet rost for at finde lungekræft i tidlige stadier ved netop at bruge lavdosis-CT-scanning af lungerne fremfor den noget mere usikre røntgenundersøgelse af lungerne.

Der er derfor også igangsat en række initiativer, der skal belyse brugen af lavdosis-CT til diagnosticering af lungesygdomme, så Silkeborgs gode resultater forhåbentlig kan udbredes til glæde for andre patienter, der ikke opfylder lungekræftpakken (som skal have højdosis-CT), men hvor lægen alligevel ønsker en undersøgelse for en sikkerheds skyld.

Vi har i Dansk Folkeparti tidligere udtalt, at Ulrich Fredberg burde hædres, ikke hænges. Med undersøgelsen og regionsrådets konklusion har både Fredberg og Silkeborg Sygehus fået en velfortjent oprejsning. Tillykke med det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Fem biler i harmonikasammenstød: Eftermiddagstrafik på E45 ved Horsens var lammet i en halv time

Annonce