Annonce
Udland

Oppositionskandidat erklærer sejr og udløser kaos i Guinea

John Wessels/Ritzau Scanpix
Ifølge Cellou Dalein Diallo er mindst tre blevet dræbt, efter at han udråbte sig som vinder af valg i Guinea.
Annonce

Vold er brudt ud i det lille vestafrikanske land Guinea, efter at oppositionskandidat Cellou Dalein Diallo mandag har erklæret sig som vinder af første runde af præsidentvalget 18. oktober.

Det har han gjort, selv om det både bliver anfægtet af landets valgkommission og regering.

- På trods af de alvorlige uregelmæssigheder, der skæmmede en problemfri gennemførelse af valget, så har jeg vundet første runde, siger Diallo mandag til journalister og sine jublende støtter.

Diallo siger, at resultatet er baseret på en optælling af hans eget parti og ikke på en officiel optælling af valgkommissionen, der endnu ikke har frigivet nogen resultater.

- Vi er kede af Hr. Diallos attitude, og vi siger, at hans erklæring er ugyldig, oplyser Mamadi Kaba, der er talsmand for valgkommissionen, til Reuters.

Guineas regering siger sent mandag lokal tid i en meddelelse, at Diallos udtalelser er uansvarlige, og at de risikerer at sprede forvirring og underminere sikkerheden i landet.

Regeringen advarer også om, at han kan blive tiltalt for ulovlige forhold.

Ifølge Guineas regering er resultaterne fra mere end 15.000 valgsteder stadig ved at blive talt op, hvorfor det er umuligt at komme med et valgresultat.

Cellou Dalein Diallo er den primære udfordrer til Guineas siddende præsident - 82-årige Alpha Conde.

Præsidenten forsøger ved valget at sikre sig en tredje embedsperiode, efter at han i marts ændrede forfatningen, så han kunne gå efter yderligere seks år ved magten.

Rettighedsgrupper siger, at mindst 50 personer siden er blevet dræbt i demonstrationer mod forfatningsændringen.

Cellou Dalein Diallos støtter strømmede mandag ud på gaderne i hovedstaden, Conakry, for at fejre den påståede valgsejr.

Oppositionskandidaten skriver på Twitter, at tre unge mænd er blevet dræbt, og flere andre er sårede i hovedstaden af landets sikkerhedsstyrker, mens de fejrede sejren.

Guineas regering har ikke kommenteret dødsfaldene.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Overlæge efterlyser underholdning til indlagte coronapatienter: Nogle får simpelthen en depression af at være indlagt

Annonce