Annonce
Kultur

Oplev Carpark North og Peter Sommer: Horsens får tre dage med Kør Selv Festival på Fængslet

De kulturfattige måneder i Horsens under corona-krisen plager Astrid Søes Poulsen, Lasse Schuleit og Claus Visbye. Nu har de sammen kørt en ny festival i stilling på Fængslet. Foto: Morten Pape
Ny drive-in-oplevelse byder på musik, film og show for hele familien. - Vi trænger til at samle folk i Horsens igen, siger kulturchef.
Annonce

Horsens: Corona-krisen har sat den horsensianske kulturmotor i tomgang. Masser af koncerter og show er kørt i garage, men samkørsel mellem blandt andre Horsens & Friends, Fængslet og Horsens Kommune betyder, at der nu bliver trådt på speederen igen. Bogstaveligt talt.

Over tre dage - fra 4.-6. juni - skal Fængslet danne ramme om en ny drive-in-festival med koncerter, film og standup. Kør Selv Festival bliver navnet på nyskabelsen, fortæller kulturchef Lasse Schuleit.

- Nu har vi brugt tid på at gå og aflyse små og store arrangementer, så vi synes, der er brug for at gøre noget, så vi kan samles igen. Vi trænger til at samle folk i Horsens, så Astrid, Claus og jeg spurgte hinanden ”hvad kan vi gøre?”, og så kom drive-in-konceptet på banen. Vi har set det fungere i andre byer, og i Horsens har vi en tradition for at lave festivaler. Så det er det, vi gør, siger han om ideen bag Kør Selv Festival - og med henvisning til medskaberne, Fængslets direktør Astrid Søes Poulsen og Horsens & Friends-direktør Claus Visbye.

Lasse Schuleit kalder programmet en blandet landhandel, der skal appellere til både børn, unge og voksne. Carpark North samt Peter Sommer & Tiggerne udgør de musikalske indsalg, navne som Lasse Rimmer og Heino Hansen skal bringe latteren frem bag rattet, mens Hr. Skæg og Ramasjang Mysteriet leverer indhold til de mindste. Derudover vil blandt andre KulisseLageret og Komediehuset stå for en del af underholdningen.

På Fængslet har vi armene over hovedet på grund af det her. Vi er som køerne, der venter på at komme på græs, og Kør Selv Festival giver en snas af det, vi er sat i verden for og elsker; at skabe oplevelser. Så jeg er superglad.

Astrid Søes Poulsen, direktør

Annonce

En sult efter oplevelser

Festivalen på fire hjul bliver i sagens natur ikke en oplevelse som den, mange kender fra Smukfest, Northside, Jelling og Roskilde, hvor tusindtallige publikummer stimler jublende sammen foran scenerne. På Fængslet bliver alternativet et dyt i hornet fra de cirka 300 køretøjer, koncertpladsen ved Fængslet kan rumme ad gangen, når der tages hensyn til sikkerhedskravene.

Konceptet bliver, at man køber billet til de enkelte indslag, ruller sin bil ind på en p-plads, ser koncerten, filmen eller showet og kører ud. Og ind igen, hvis man har billet til mere. Enkelte af arrangementerne vil være gratis.

- Vi er selvfølgelig spændte på, hvordan folk tager imod det, men generelt kan vi mærke en sult efter at komme ud at opleve noget i byen, siger Lasse Schuleit, som deler spændingen med Astrid Søes Poulsen og Claus Visbye.

Annonce

På græs igen

De er samtidig lettede over at "komme på græs" igen, som de udtrykker det.

- På Fængslet har vi armene over hovedet på grund af det her. Vi er som køerne, der venter på at komme på græs, og Kør Selv Festival giver en snas af det, vi er sat i verden for og elsker; at skabe oplevelser. Så jeg er superglad, siger Astrid Søes Poulsen.

Under corona-krisen har hun set konferencer, messer og store arrangementer som Prison Ink og Horsens Middelalderfestival smuldre.

Claus Visbye kan blandt andet føje en X Factor-finale, udsolgte shows med Niels Hausgaard, to Bryan Adams-koncerter, en Sting-koncert og sæsonens Rock i Lunden til listen over aflysninger.

- Det har været et virkelig trist forår, konstaterer Horsens & Friends-direktøren, som ikke vil kalde den ny drive in-festival en fuldgod erstatning for de mange aflyste koncerter.

- Men det lugter af savsmuld, og jeg synes, det er godt, at vi kan vise flaget og få mindst ét arrangement op at stå på Fængslet i løbet af sommeren. Så må vi se, om der kommer mere, når vi når til september, hvor vi på papiret har en Wall of Sound-festival, siger Claus Visbye.

Kør Selv Festival på Fængslet

Kør Selv Festival er arrangeret i et samarbejde mellem Mærk Byen, en del af Horsens Kommunes kultur- og eventafdeling, Horsens & Friends, Horsens Ny Teater, KulisseLageret og Fængslet, mens City Horsens, Horsens Musikskole og Komediehuset også bliver en del af festivalen.

Programmet:

Musik: Carpark North og Peter Sommer & Tiggerne

Comedy: Lasse Rimmer, Heino Hansen, Phillip Devantier og Torben Chris

Film: "Dronningen" og "Klovn The Final"

For børn: Ramasjang Mysteriet og Hr. Skæg

Derudover står KulisseLageret for opvarmning til de forskellige shows, og der vil være underholdende indslag fra Horsens Musikskole og Komediehuset. Det fulde program kan ses på www.festival.horsens.dk.

Sådan fungerer det:

Billetter købes på www.festival.horsens.dk, og de vil gælde for én bil til ét show. Maksimum fem passagerer per bil. Nogle shows bliver gratis, mens andre vil koste 200 kroner.

Når man ankommer, vil man blive fordelt ud på pladsen, hvor man parkerer sin bil og indstiller bilradioen til den frekvens, hvor lyden sendes ud. Efter showet forlader man pladsen igen. Har man billet til næste arrangement, skal man også ud at vende og ind igen.

Annonce

Satser stadig på september-festival

Mens festival-danmark kommer til at lægge øde hen denne sommer, er der nemlig chance for, at Horsens kommer til at huse endnu en festival i år.

Wall of Sound, der også afvikles på Fængslet som et samarbejde mellem lokale kulturaktører, skal efter planen finde sted 4.-5. september. Det vil sige lige på den anden side af regeringens corona-forbud mod store forsamlinger. Det gælder foreløbig frem til 31. august.

- Det er vores skæringsdato, og vi aner ikke, hvad der sker på den anden side af den. Men vi er født optimister, så vi satser stadig på at gennemføre Wall of Sound, siger Lasse Schuleit.

- Hvem ved? Det kan ende med, at Wall of Sound bliver den eneste større egentlige musikfestival herhjemme i år. Det er et ret godt perspektiv at holde fast i, tilføjer Astrid Søes Poulsen.

I første omgang gælder det Kør Selv Festival. Billetsalget er åbnet via www.festival.horsens.dk.

Carpark North skal brage lyd ud gennem bilradioerne. Arkivfoto: Michael Bager
Peter Sommer kigger forbi sammen med Tiggerne. Arkivfoto: Michael Bager
Hr. Skæg byder på underholdning for børnene. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce